Forfatteren, Henrik Pontoppidan, skrev erindringsværket “Undervejs til mig selv”. Titlen antyder en rejse henimod et afklaret selv. En anden kendt forfatter, Klaus Rifbjerg, kreerede digtsamlingen “Under vejr med mig selv”. Også her handler det om en livsrejse – nemlig fra barndommen til det voksne liv.
Selv er jeg 58 år gammel og karantæneramt på et hotelværelse i Bangkok.
Tænker at mit liv ikke har været nogen rejse mod et eller andet; selvfølgelig er jeg blevet ældre, men absolut ikke mere vis. Mit liv har på ingen måde været som en Lollandsk landevej, der har i den grad været op- og nedture.
Men som jeg sidder i sofaen og kigger ud af hotelværelset, går det op for mig, at jeg er låst inde med mig selv. Jeg har rejst kloden rundt med mig selv som blind passager. Og nu hvor jeg ikke har nogen at tale med, taler jeg med mig selv. 14 dage, hvor maden bliver bragt til værelsesdøren af et skræmt personale, som skynder sig væk, efter at de ringet på dørklokken – fremelsker frygt, angst og andre personalegoder. Nul muligheder for adspredelse. Bare mig alene med mig selv, som jeg må tilstå, jeg ikke rigtig kender, selvom vi allerede har delt et langt liv sammen.
Jan er forfatter samt seniorrådgiver i NXT. Dette er et rejsebrev.
