Denne tekst snor sig rundt om en otteårig piges fuglebilleder. Den fortæller om, hvordan NXTs Art Director Stine og hendes datter begyndte at skabe billeder sammen.
Det forgangne år har budt på et nyt aspekt i mit liv – hjemmeskole. Min datter gik i 0. klasse, da første bølge af covid-19 ramte Danmark i februar sidste år. Det blev et intensivt forår, hvor både forældre og skole måtte øve sig i, hvad det vil sige at have hjemmeskole. Hvordan får man arbejdsliv og hjemmegående børn til at hænge sammen? Hvordan skaber man motivation og glæde hos et barn, der længes efter sine kammerater og miljøet i skolen?
Hos os blev det et forår med mange haveprojekter, hvor min datter tegnede og derefter byggede insekt slot, og vi testede, hvor mange bøger et tårn af toiletruller kan holde til, hvor vi gik uendeligt mange ture i skoven og talte om træer, dyr, mos og meget mere.
Så kom anden bølge. Og vi har atter befundet os i hjemmeskoleland. Skolen havde øvet sig, og herhjemme har vi også modeleret projekt hjemmeskole. Vi har benyttet tiden til at skabe arbejdsrelaterede projekter sammen. Min datter har blandt andet været med på fototure for at skabe materiale til fotoarkiverne samt fortællinger om naturen til NXTs digitale platforme.
Vi kædede hjemmeskolen sammen med arbejde, og min datter åbnede sine øjne mere for, hvad jeg foretager mig i mit virke. Vi har opdyrket en fælles interesse i fotografiet. Min datter udtrykker det som ’jeg blev grebet af det, da du tog billeder’. Hun er nu en meget opmærksom betragter af min måde at gå ture på, hvor hun påpeger spændende detaljer, teksturer og motiver, vi kan rette linsen mod.
Med den fælles interesse for fotografiet følger naturligvis en snak om, hvad et godt billede er. Hvad gør det godt? Handler det om skønhed – hvad er skønhed? Handler det om motiver? Handler det om processen?
For mig handler det om linjer, gyldne snit, kompositioner, kontraster, saftighed – ofte også om, hvorvidt jeg kan se en anvendelse for det, om jeg kan sætte det ind i en grafisk sammenhæng, og hvordan beskæringen af motivet ville begå sig i et layout. Men hvordan forholder det sig hos en pige, der lige er fyldt otte år?
Min datter er blevet specielt glad for at fotografere fugle. Hun gør det nu også uden, jeg er med. Pludselig løber hun ud i haven med sit kamera, fordi hun har øjnet et eller andet derude, hun bare MÅ fryse fast i kamerakassen.
Jeg spurgte hende, hvad et godt fuglebillede var for hende. Hun summede lidt og svarede mig, at det nogle gange kom an på hvilken fugl, det var, og hvordan den stod på billedet. -Så motivet er vigtigere end selve billedet, spurgte jeg? -Nej – det kommer også an på hvor stor interesse, jeg har for fuglen. Det afhænger af, hvor den er – på jorden, i træ, begynder hun men stopper. -Hvorfor spiller det en rolle, hvor fuglen er? spørger jeg. -Nogle gange ville jeg synes, det var dejligt, hvis det var forår, så man fangede en fugl på en gren med nyudsprungne blade, svarer hun. -Så det handler om flere spændende motiver i billedet? spørger jeg videre. -Nogle gange ja. Nøgne grene sammen med fuglen. Mos på grene fx, siger hun alvorligt. Jeg er lidt urolig for at forme hende for meget, ikke lade hende have oplevelsen af at udvikle sit eget øje, metode og billedsprog, så jeg ser lidt på hende, og spørger forsigtigt: Så det handler om detaljer og teksturer? Hun nikker. Hun har udviklet en forståelse for relationen mellem materialiteten i omgivelserne – som mos, bark og hendes primære motiv – fuglen. For den spænding der opstår i mødet og hendes afsøgning af muligheder, der kommer som nye motiver, som vokser i hendes indre.
Mens vi gennemgår hendes billeder, taler vi om den relation, der opstår inde i hende i mødet med fuglen. En oplevelse, hvor hun dels iagttager, men hvor hun også bygger narrativer rundt omkring den enkelte fugl. – Blåmejsen der sad og puttede sig surt, og sagde ’hvorfor kigger du på mig, hmpfr’, fortæller hun og griner. – Det er sjovt, fordi den kigger direkte på mig, fortsætter hun. Hun iagttager fuglenes adfærd og fascineres af den forskel, der er imellem, hvad deres kroppe muliggør ifht hendes krop. – Se, den spiser med hovedet nedad, peger hun. – Den sidder med en kerne, som den er ved at få hul på. Det synes jeg er fedt, siger hun med lysende øjne.
Desuden er hun vild med helt bestemte fugle. Så det kan godt være, hun har et – i sin moders øjne – virkelig godt billede af en gråspurv, men det tæller ikke, for hun synes ikke, fuglen i sig selv er spændende nok, og derfor er billedet ikke godt. Derimod er hun glad, når hun lykkes at fange tre grønirsk på én gang. Faktisk er det at kunne navngive og dermed beskrive fuglen vigtigt – hun fremhæver de billeder, hvor fuglens krop kan ses i det meste af sin helhed, hvor kendetegnene er tydelige, som når Rødhalsen viser hele sit smukke røde bryst, og når Blåmejsens blå kalot ses.
Når jeg skaber noget sammen med mine unger, har vi nu og da en snak om proces kontra produkt. Min mand er skolepædagog og går meget op i proces, oplevelsen af materialerne mellem fingrene, succesen i at sætte ting sammen. Jeg vil naturligvis også gerne have en dejlig og udviklende proces ud af det – men jeg har også et stort fokus på det æstetiske og det produkt, vi er ved at skabe. Jeg måler også processen i, om de er stolte af det færdige resultat – uden at jeg trækker mine rammer for skønhed for hårdt ned over hovedet på dem. Der er en enorm tilfredsstillelse i at arbejde sammen med dem og deres frie til tider dekonstruktivistiske tilgang til det, vi har sat os som mål at producere. Det skaber noget uventet liv og vinkler, der tirrer mig og twister min hjerne – og jeg bliver naturligvis dybt forelsket i mine små vidunderlige skabere og vandaler. Hvad kan man ellers som mor blive?
Jeg spørger derfor ind til, om processen med at tage billedet også påvirker, om hun synes, billedet er godt. -Jeg vil gerne så tæt på som muligt, så jeg ikke skal bruge zoom så meget – det giver et bedre billede, svarer hun med fornuftig mine. Jeg prøver på at lokke hende til at tale om, hvordan det er at snige sig ind på en fugl og skaffe billedet, men nu er hun træt af mig, og jeg kan mærke, vi ikke kommer videre i dag.
Vi har også snakket længe. For vi har gennemgået to måneders fuglebilleder og snakket om hendes yndlingsmotiver. En opsummering på den del af samtalen handler meget om, at hun har haft nogle bestemte drømme og ønsker – hun vil gerne fange en fugl på kanten af fodrebrættet, en fugl der lige er lettet. Hun oplever en enorm tilfredsstillelse i at nå sine mål.
