– om at bruge gamle indtryk til nye udtryk
Silje Marie er lyd- og oplevelsesdesigner samt musiker i bandet Lihme (@lihmemusic). Hun har tidligere arbejdet i Dome of Visions som co-kurator og vært og er i dag en del af NXT Community.
I januar arbejdede jeg med at lave et lyddesign til en klatrevæg, som ligner en vulkan. Lyddesignet skulle afspejle, hvordan det kan lyde, hvis man kunne træde ind i en ulmende vulkan og klatre op til toppen af den. Eftersom jeg, eller nogen andre for den sags skyld, aldrig har klatret inde i en vulkan, krævede opgaven en del fantasi, forestillingsevne og kreativitet. Tre evner som jeg ærlig talt ikke følte, jeg besad i lockdown 2.0. Hvordan skulle jeg nogensinde, midt i opdyrkningen af min anden avocado plante og fjerde gensyn med Gossip Girl serien, grave et kreativt drive frem og fremmane en vulkan? Hvad skulle inspirere mig?
Piben får en anden lyd
At være lyddesigner kræver, at du er nysgerrig på lydene i verden omkring dig. Samtidig kræver det også, at du formår at udforske og sammensætte detaljerne i disse lyde på nye måder. En gylden regel er desuden, særligt indenfor effekt/foley-lyde i film, at de ”rigtige” lyde af ting sjældent er særligt interessante eller effektfulde. For at give lytteren en helstøbt sanselig fornemmelse af en lyd og dennes relation til det visuelle, må du udforske og fremhæve specifikke dele af lydens materialitet, klang og rum. Skal du fx bruge en knirkende lyd af en dør, der åbner, er det oftest ikke en reel optagelse af nogen, som åbner en dør, der nødvendigvis lyder bedst eller mest realistisk. Måske kan dørens knirken fremhæves ved, at du træder ned på et løst gulvbræt, lader dine fingre glide over en glat metaloverflade, eller noget helt tredje.
Efter en del søgninger på ’Volcano sounds’ og ’Erupting Volcanos’, nåede jeg også frem til, at mit lyddesign behøvede en del mere end skrattende optagelser fra rigtige vulkaner for at lyde overbevisende. Uden mulighed for at rejse til en vulkan i udbrud (hverken før og slet ikke under lockdown), måtte jeg således tage på rejse i mit eget lydbibliotek og hverdagsunivers i jagten på de helt rigtige lyde at omdanne og bearbejde.
Bølgernes brus fra Møns klint
Fra en skøn sommerhusferie med gode venner, som i bakspejlet føles som om det foregik i et andet årti, fandt jeg en lydoptagelse fra Møns klint. En optagelse fyldt med susende vind, bølgebrus og lyden af fodtrin, som betræder den karakteristiske sorte stenstrand. Hvorfor jeg dengang valgte at optage lydene derfra, ved jeg egentlig ikke, men det ironiske er, at de her optagelser afspejler stedet og stemningen meget bedre end de 500 billeder, jeg i min iver også tog.
LYD FRA MØNS KLINT:
Fra første lyt på optagelsen kunne jeg hurtigt høre, at her var et stort organisk ’rum’ af lyde. Lyde jeg kunne trække ud, ’zoome’ ind på, og måske omdanne til brusende lava, sten der triller ned af vulkanens bjergside og meget mere?
Boblende potentiale
Med ører der, nu var ’tunet’ i vulkan mode, begyndte jeg at udforske de lyde, jeg konkret omgik mig med i min lille lockdown boble. En kæmpe brik i mit endelige lyddesign viste sig således at blive en af de lyde jeg rituelt konfronteres med hver morgen: Min elkedel der koger vand. Den genkendelige boblende lyd, som starter svagt for til sidst at peake, inden kanden klikker af, og vandet, når kogepunktet, blev til grundmaterialet i min vulkanlyd.
LYD AF ELKEDEL:
Andre helt almindelige og kedelige lyde fra hverdagen som den evindelige maskinlarm fra et byggeri, der har irriteret mig i evigheder ved min bopæl, regnen på min badeværelsesrude og vand der løber fra vandhanen, blev en del af det lydarsenal, som jeg skød afsted mod målet om den ulmende vulkan.
Hverdags-vulkaner
Gennem min lyddesignproces gik det op for mig, hvor meget ’materiale’ jeg egentlig omgiver mig med i min hverdag. Jeg havde en ide om, at jeg hele tiden behøvede nye friske indtryk udefra for at blive inspireret til at kunne arbejde kreativt. Jeg tænkte derfor også, at jeg var i minus på kreativitetskontoen, fordi jeg simpelthen ikke kommer væk fra rutinerne og dagligdagens tromme-rum. Arbejdet med vulkanen skubbede til den forståelse. Det gik nemlig op for mig op for mig, at jeg i hvert fald ikke foreløbigt løber tør for indtryk til inspiration. Rejsen gennem mit lydbibliotek er langt fra slut, og det var jo bare lydene. Hvad med de 500 billeder fra Møns klint og alle de andre tusind billeder, jeg har liggende fra kamera og telefon? Billeder som ikke bare er billeder men som er indtryk, jeg kan trække ud og bruge til nye udtryk. Jeg behøver ikke opfinde den dybe tallerken gennem dugfriske inputs, for der er masser at hente ved at vende blikket mod rutinerne, det jeg omgiver mig med lige nu og de indtryk jeg har ’på lager’.
Vi lever i en tid, hvor det i allerhøjeste grad er nødvendigt at bruge de ressourcer, vi har, i stedet for hele tiden at producere nye. Vi lever også i en tid, hvor vi ser tilbage på vores samfunds normer og adfærdsmønstre med et kritisk blik, fordi det giver os blik for at ændre den måde, vi behandler hinanden på fremadrettet. Hvis vi hele tiden skal videre og aldrig ser os tilbage, så tror jeg, at vi misser mange af de hverdagsvulkaner, der eksisterer, og jeg tror også, vi mister en masse (kreativt) potentiale, som ligger gemt i os selv.
VULKAN LYD (høres bedst m. høretelefoner)