Denne tekst er en del af en serie lockdown refleksioner, fra de mennesker som udgør NXT. Viktoria er kommunikatør og fænomenolog. Som del af NXT Community arbejder hun med kultur og kommunikation. Viktoria er desuden booking agent hos smash!bang!pow!
De sidste mange uger er jeg startet hver dag med at gå en tur som det allerførste, når jeg vågner. Jeg vælter ud af sengen, og før solen er stået op, og jeg overhovedet har fået øjne, har jeg taget termobukser og dynejakke på, klar til at bevæge mig ud i den kolde morgenluft. Et helt nyt morgenritual har cementeret sig som en nødvendig del af min hverdag, og hvis det skulle ske, at jeg ikke kommer af sted, så finder jeg mig selv energiforladt og rastløs foran skærmen meget tidligere på eftermiddagen end ellers. Det hele begyndte, fordi jeg var opsat på at nå ti tusinde skridt hver eneste dag i januar, og jeg fandt ud af, at der var mindre vind og færre mennesker i Søndermarken i de helt tidlige morgentimer. Nu er det – ligesom et brusebad, en skål havregrød og en stor kop sort kaffe – blevet noget, der er nødvendigt for, at jeg kan fungere med e-mails, zoom-møder og hjemmekontor resten af dagen.
Det er måske den mest simple form for bevægelse, jeg kan komme i tanke om. Det kræver hverken fysisk eller mental anstrengelse for mig at gå, og jeg bekymrer mig ikke så meget om, hvor jeg bevæger mig hen. Når jeg cykler, er jeg orienteret mod trafikken, og hvis jeg en sjælden gang kommer ud at løbe, tænker jeg over, hvor hurtigt det mon går, og hvornår jeg har nået den distance, jeg på forhånd har aftalt med mig selv. Sådan er det ikke, når jeg går. Det sætter gang i refleksioner, som jeg aldrig oplever foran computerskærmen. Og her den anden dag, kom jeg så til at tænke på, hvordan man skal bevæge sig i en verden, der står stille.
Jeg hører forskere og eksperter sige, at vores verden lige nu bevæger sig med store og hastige skridt – kriser skaber udvikling, acceleration og forandring. Men på mine mange gåture ser jeg blot en verden, der holder vejret. En stilstand; en stresstilstand, som ingen kender udløbsdatoen på. Det er snart et år siden, at jeg har danset på et rigtigt dansegulv eller bevæget kroppen i takt til en koncert, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har slænget mig ind over billardbordet nede på Café Malmø i forsøget på at ramme kuglen fra en svær vinkel. Verden befinder sig i et vakuum, også selv om vi håber og fortæller hinanden, at det meget snart er overstået.
I morges, mens jeg gik på de isglatte stier, og frosten bed mig i kinderne, lyttede jeg til Kate Tempest seneste album The Book Of Traps And Lessons, der måske har været en af de vigtigste plader for mig i 2020, selvom den faktisk allerede udkom i sommeren 2019. Nummeret Keep Moving Don’t Move er både sårbart og aggressivt, en selvmodsigende rejse ind i dét at være i verden som individ og som selve verden. Man kan ikke både bevæge sig og stå stille. Men det er jo netop det, vi gør lige nu. Udefra ser jeg mig selv vandre hvileløst rundt i en verden sat på pause – det er både frustrerende og trygt at være magtesløs på den måde. Og da jeg kom tilbage i min lejlighed, befriede mig for det varme tøj og gjorde klar til at indtage hjemmekontoret, trøstede jeg mig selv med tanken om, at jeg måske lige nu er et oxymoron, og at i min verden er kan det umulige lade sig gøre: der sker ingenting, men der foregår så meget. Det er svært at fatte, hvordan det kan lade sig gøre, og måske jeg først rigtigt forstår det, når vi en dag vender tilbage til normalen. Indtil da går jeg videre.
