Artikel: Verden søger mod byerne

Af Flemming Wisler, Fremtidsorientering november 2007

Når flere og flere mennesker søger mod byen, er forklaringen enkel. Byen er lig med håb, muligheder og trivsel, og den virker som en magnet på folk overalt på kloden. Det rejser gigantiske udfordringer og handler ikke kun om logistik og trafik, men i høj grad også om social innovation.

Du står ved byporten. Den er lav og smal og bygget af groft tilhuggede sten med en dyb patina og holdt sammen af sin egen vægt og et minimalt brug af mørtel. Vejen ind er belagt med store flade sten, der ligger uden struktur og bølger op og ned i små forhøjninger og fordybninger. Den er slidt spejlblank af hundredvis af års brug. Inden for porten drejer vejen skarpt og falder brat, hvorefter den stiger igen. Du ser ned igennem en smal allé med huse på begge sider i to og tre etagers højde. Vinduerne er små og helt igennem skæve med skodder i ældgammelt vejrbidt træ. Jordfarverne dominerer, men brydes af blomster, vasketøj og krukker med planter.

Temperaturen er høj, men klimaet er behageligt i skyggen på denne tid af dagen, hvor solen ikke når ned i bunden af gaden. Det summer af liv, men her er ingen støj. Folk snor sig ud og ind imellem hinanden i butikkerne og de små kunstgallerier, der er indrettet i de skyggefulde dybe forretninger i bunden af de små huse.

Du suges ind. Du er solgt og er på vej ind i et levende museum. Byen ligger i Provence og er 500 år gammel. Hvorfor taler de gamle sten og den krumme arkitektur til vores hjerter og forfører os med sjæl og varme? Kan vi bruge det til noget i fremtidens by?

Byen er håbet

Byen er en gammel idé – faktisk en af de ældste, vi mennesker har fundet på. Den har altid været der som det naturlige centrum for sikkerhed, handel og socialt samvær. Jo større by des større tiltrækningskraft ikke mindst fordi den store by også rummer en af de vigtigste drivkræfter for os mennesker: håb.

Byer af en vis størrelse og beliggenhed frister mennesker med nye muligheder, frihed og anonymitet – og viser sig ofte kun at rumme det sidste! Men byen som drømmenes port har aldrig mistet sin tiltrækningskraft, og det er både dens styrke og dens vildtvoksende mareridt. Byplanlæggere, arkitekter, politikere, forskere og entreprenører kæmper for at få byens kæmpe motorrum til at fungere, og fremtidens by er konstant på tegnebrættet verden over i forskellige konkurrencer og debatfora.

Det konstruerede ideal

I efteråret 1957 blev en ny landsby i Danmark indviet. Byen hed Carlsro og var opkaldt efter den gård, der siden 1600-tallet havde ligget på markerne i sognet Rødovre cirka 10 kilometer fra København. Der var tale om et uhørt eksperiment for tiden, hvor den nye by blev bygget i form af et langhus med 270 lejligheder og et bagland af 600 små og mellemstore rækkehuse i et lukket og næsten bilfrit område.

Landsbyen blev opført ud fra modernistiske og funktionelle principper om lys og luft og minimalisme med relativt små lejligheder, der var elimineret for alt unødvendigt. For at få de moderne familier med mange børn og udearbejdende husmødre til at fungere, blev centrale dele af byen udlagt til fælles faciliteter med alle moderne bekvemmeligheder.

Som noget ganske nyt for en by, blev der indrettet et centralkøkken for beboerne. En del af huslejen gik til betaling for at kunne spise i fællesrestauranten fem gange om måneden, og havde man gæster, kunne køkkenet klare middagen.

De moderne vaskemaskiner holdt ikke sit indtog i de enkelte lejligheder, men kunne benyttes fra centralvaskeriet, og en lang række servicefunktioner som fx portnerservice, håndkøbsudsalg, postindlevering og bladkiosk var en del af langhuset, der således fik Danmarks første døgner femogtyve år før alle andre.

Når først man var kommet hjem fra arbejde, behøvede man som beboer i kollektivbyen slet ikke at forlade den. Bebyggelsen fik egen bager, købmand, slagter, viktualiehandel, fiskehandel og en række specialbutikker. Der var også en frisør, en sagfører, en tandlæge og et infirmeri, så den enlige mor ikke behøvede at blive hjemme fra arbejde ved barns første sygedag. Selv en fødeklinik var en del af konceptet ligesom beboerhotel til overnattende gæster, egen sportshal, vuggestue, børnehave og fritidshjem samt ikke mindst et ungdomshus.

Kollektivbyen Carslro var en fuldservice-luksusliner, der sejlede ud som et flagskib og repræsenterede fremtidens almennyttige by i den socialdemokratiske mønsterkommune med rådhus tegnet af Arne Jacobsen. Rødovre var kommet på verdenskortet, og kollektivbyen blev besøgt af delegationer fra hele verden. Den formåede at fungere ud fra de oprindelige idéer frem til slutningen af 1960’erne, hvor individualismen og velstanden efterhånden fik tag i danskerne, der ville have egen vaskemaskine og større køkkener.

Samtidig var det, der oprindeligt var kollektivbyens helt unikke tilbud i form af butikker, service og institutioner, ved at blive hverdagskost for de fleste i Danmark. Mange af bebyggelsens ressourcestærke familier flyttede til tidens nye statussymbol: parcelhuset. Eksperimentet blev altså indhentet af den generelle velfærdsfremgang, og 1970’ernes kriser vendte den tunge ende nedad for byen, der fik store sociale problemer og blev ghettoiseret.

Men Carlsro står der faktisk den dag i dag og er efter omfattende renovering et af de mest efterspurgte almennyttige boligkomplekser i Storkøbenhavn. Landsbyen er dog ikke længere hverken landlig, kollektiv eller unik.

Ukrudt i betonbyen

Det var de store tænkere som Le Corbusier og Niemeyer, der op til og efter Anden Verdenskrig fik sat den rationelle by på landkortet. Det var ’bomaskinen’, som Le Corbusier kaldte sin idé om det moderne hjem. Hovedvægten blev lagt på den fysiske indretning, hvor nytænkning, tro på fremtiden og teknologiske landvindinger satte gang i eskaleringen af den moderne by. Modernismen sejrede stort i genopbygningen og ekspansionen efter krigen, men mistede sin uskyld med de første bortsprængninger af betonhøjhuse i 1970’erne som en konsekvens af det gettohelvede, betonforstaden medførte i mange storbyer.

Det uregerlige menneske kvalte simpelthen den planlagte by med sin vildtvoksende kreative og sociale adfærd, der ikke lader sig styre af rationel planlægning. Modernisterne så først og fremmest byen som en fysisk manifestation af bygninger og infrastruktur, men den er i virkeligheden, viste det sig, mindst ligeså meget en social foranstaltning.

Tankerne om fremtidens by har stadigvæk dybe rødder i det modernistiske tankegods. Rationalisering, effektivitet og eliminering af uorden ligger dybt i rygraden på den planlæggende elite, men det bliver stadig sværere at få byens brugere til at passe ind i de rette linier.

De første tegn på, at en by ikke virker, er dens manglende puls. Man mærker det med det samme eller senest efter en enkel overnatning. Byen står der med sine tårne og sine pladser, men der mangler noget. Den er en ’bomaskine’ og ikke en imødekommende myretue.

Det store hovedbrud er, hvordan får man livet til at dunke i den planlagte og projekterede by i en tid, hvor behovet for udbygning af byrummet i hurtigt tempo er enormt.

Bazarbyen i Valby

En af de første til at bygge uden for voldene, da København endeligt gav los og sprængte det militære spændebånd i slutningen af 1800-tallet, var den danske industrientreprenør og ølbrygger J.C. Jacobsen. Han flyttede sit voksende øleventyr ud på landet, hvor der var adgang til kildevand og masser af plads, og han indtog den lille landsby Valby. Resten er historie, inklusive også, at øllet i dag hovedsageligt brygges i Fredericia.

Det gav stor opstandelse blandt Københavnerne, da Carlsberg besluttede endeligt at nedlægge ølproduktionen i det gamle industriområde. Der blev udskrevet en stor arkitektkonkurrence for området, som i mellemtiden er blevet en del af det centrale København og et af de største sammenhængende arealer i byen, der nu bliver gjort tilgængeligt for nyt byrum.

En lang række af arkitekturens store og kendte tegnestuer lagde billet ind på den prestigefyldte opgave, og stor var overraskelsen derfor, da vinderen blev annonceret. Det blev den lille kreative danske tegnestue Entasis, der løb med førstepræmien – i øvrigt foran Henning Larsens Tegnestue og de 219 andre indsendte forslag fra 35 lande.

Vinderprojektet tegnede et billede af et byområde, der er en hyldest til den tætte, livlige og ikke mindst levende og næsten bazar-agtige by. Byen er en blanding af beboelse og små erhverv, handel og kultur, caféliv og sport. Projektet tager udgangspunkt i de eksisterende bygningers forskellighed i størrelse og højde og former et kringlet og varieret gade- og oplevelsesforløb, der binder området sammen i intimitet.

På mange måder er idéoplægget et opgør med den stramme modernisme, og man forsøger at indbygge nærhed og måske i virkeligheden hygge som en del af byrummet. Der er tale om et anderledes og næsten filosofisk bud på en fremtidens by med tydelige links tilbage til hele områdets historie, hvor ølbrygning, dansk kulturhistorie og selvforståelse er gået hånd i hånd med socialt samvær.

Måske netop fordi Jacobsens ånd stadigvæk svæver over Carlsberg blev det den modige og kreative løsning, udtænkt delvist som en provokation, der vandt konkurrencen. Her handler det ikke om at iscenesætte i form af kulisser, men at gøde jorden for folks egen virkelyst ud fra en gammel idé om at samle både beboelse, arbejde og fritid i en by, hvor hjertet banker hele døgnet.

Nu står projektet så over for den egentlige udfordring, som er at få den modernistiske planlov og de funktionelle regulativer til at passe med snævre gader og skæve vinkler i dagens Danmark.

24-7-365

Meget tyder på, at fremtidens by vil være den by, hvor livet leves hele døgnet, hele året. Hvor den stramme zoneopdeling mellem hjem, arbejde, uddannelse og fritid har sluppet sit tag, og hvor pulsen kommer fra en leve-maskine snarere end en bo-maskine.

Meget inspiration vil kunne komme fra den sociale revolution, der udspiller sig på nettet i disse år, og hvor selvorganisering er et nøgleord, og interessefællesskaber knytter det funktionelle og sociale sammen. Udfordringen er at give Myspace en ny betydning i den fysiske verden, så sociale netværk også kommer til at afspejle den måde, vi bor på. Også de kaotiske kæmpebyer i tredjeverdens lande, hvor folk selv i vid udstrækning har overtaget og defineret byen i en uorden, der alligevel fungerer, vil kunne rumme nøglen til nye gamle idéer.

I øjeblikket er vi i gang med at lovliggøre et af de mest spændende byprojekter i Danmark, hvor netop selvorganisering, kreativitet og socialt netværk har været de bærende kræfter. Byen hedder Christiania og er helt igennem uden for nummer både lovgivningsmæssigt og arkitektonisk, men har i mange år peget fremad – også længe før, der var noget, der hed cyberspace. Måske skal vi til at se i retning af Valby efter fremtidens by, når normaliseringen endeligt har slukket den sidste røg i Staden!

EKSPERIMENTET I HJÄRUP

I en lille flække i det fede skåneland midt mellem Lund og Malmö ligger Jakriborg – en middelalderby bygget inden for de sidste ti år med plads til 300 familier. Byen er opført af to idealistiske brødre og entreprenører, der ejer området og lejer lejlighederne ud. Byen er under stadig udvikling, og tusindvis af mennesker står på venteliste. Brødrene, der bygger helt efter egne principper om middelalderarkitektur med moderne indhold, er i gang med at udvide eksperimentet til nærliggende områder, hvor der opføres små klynger af moderne middelalderhuse.

De tænker langsigtet ud fra en vision om, at Lund og Malmö med tiden vil vokse sammen som led i den regionale storby København/Skåne, og at hele området med stadig mere effektiv infrastruktur bliver en af Nordeuropas vigtigste byer. I forvejen ligger et af Europas største parcelhusområder tæt på, og det spændende er om søgen efter sjæl i arkitekturen i form af middelalderhygge bliver et af svarene på urbanisering uden ghettoisering.

Det er nok ikke tilfældigt, at Jakriborg er blevet realiseret i IKEA-land og ikke langt fra en anden ægte original Ingvar Kamprad, der ligesom brødrene Berggren, ikke er bange for at glemme den gode smag og give folk det, de vil have. Kritikken er selvfølgelig haglet ned over byen fra folk med forstand på arkitektur og byudvikling. Man kan ikke snyde. Eller kan man?

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook