The NXT Magazine sidestiller perspektiver fra mennesker i kunstens, forskningens og arkitekturens verden

Jeg deltog i udgivelsesfesten for den nyeste udgave af NXTs Magazine – min debut som gæst hos et ’innovations- og kommunikationsbureau’ – og lærte at sætte pris på min egen opmærksomhed.

Artikel skrevet af Mathies Saetre Rasmussen
Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT

Før jeg tog afsted mod mit første NXT- og Nybrogade Press-event nogensinde – releasefesten for det nyeste nummer af The NXT Magazine med temaet Transformations of Care – forsøgte jeg at sætte mig lidt ind i, hvad jeg kunne forvente. Jeg forstod nogenlunde, at NXT rådgiver byggebranchen og – sammen med forlaget bag The NXT, lillesøsteren Nybrogade Press – bruger kunst, kommunikation og arkitektur til at skubbe idéer om en mere grøn og regenerativ byggebranche frem og ud i verden.

Den nyeste udgave, Transformations of Care, er endnu et eksempel på, hvordan de sidestiller perspektiver fra mennesker inden for kunst, forskning og arkitektur og samler dem i en udgivelse, der præsenterer nye syn på byggeri.

Da jeg fik magasinet i hånden, blev jeg først slået af det vildtvoksende visuelle udtryk, skabt af Stine Skøtt Olesen. Magasinet har en vis tyngde, og papirets fibre føles en smule grove mellem fingrene og giver en taktil patina til læseoplevelsen. Denne brydes op af smukke dobbeltsidebilleder og collager af kunst og byggeprojekter, der tager øjnene med på museum, ud i naturen og rundt i verden.

Jeg tog mit udgangspunkt for aftenen i den visuelle kunstner Arendse Krabbes beskrivelse af at lytte, som fremgår af artiklen Reflecting on Multispecies and Artistic Practices in Herlev af Olivia T. Harre:

”When you listen to something, you are quieting yourself, and you give attention to what you are listening to. This is a form of caring situation”.

Hvis jeg bare er åben og lytter, kan jeg leve teorien om at give omsorg ved at vise interesse.

Transformativ performance

Jeg ankom tidligt til festen og blev, ud over at blive taget godt imod, introduceret til aftenens program. DJ’en fortalte, at vi ville høre funky 70’er-plader i hovedlokalet, hvor der blev serveret små kanapeer (af Sofia Citron) på spejle. I læserummet var der mulighed for at læse i magasinet og trække kort med citater, der inviterede til refleksion over aftenens tema.

Da rummene var fyldt godt op med gæster med champagneglas, blev der holdt velkomsttaler. Forlagsredaktør Siv Werner introducerede magasinet med en tale, der fungerede som et opråb mod kynisme og opmærksomhedsøkonomi. At læse om innovative initiativer og bæredygtige idéer er en vigtig handling i sig selv og et bidrag til grøn forandring.

Med budskabet om opmærksomhed frisk i rummet, indtraf aftenens ubestridte højdepunkt:

Performancekunstneren Faun Vium indtog gulvet med et værk, der udfordrede publikums rolle i kunstens rum med korsang og en afledningsmanøvre af en historie, der endte med en transformation af kunstneren til et nyt væsen – som spurgte, om vi er i stand til at elske dét, som det er nu.

Stemningen var intens, men arrangementet viste sig at være det ”trygge rum” med plads til udfoldelse, som den kunstneriske leder Madeleine Kate McGowan fortalte mig, at hun håbede, festen ville være.

Værket får flere nuancer, når det læses sammen med Virums interview i magasinet At tænke byggeriet som en trans-krop, hvor kunstneren fremhæver lighederne mellem en bygning, der skifter funktion eller udtryk, og en krop, der gør det samme.


”At blive voksen i en anden retning”,

som kunstneren udtrykker det om sin egen transition.

Nødvendighedens kunst

Det taler ind i noget, jeg forstår er centralt for både NXT og Transformations of Care: at vi er nødt til at genbruge så meget som muligt af de materialer og bygninger, vi allerede har. Og netop her opstår en klassisk kunstnerisk udfordring – at bruge benspænd som afsæt for kreativitet.

I et interview i magasinet med titlen En hyldest til nødvendighedens æstetik fortæller arkitekt Søren Pihlmann om sit arbejde i pihlmann architects, blandt andet som kurator af den Danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig. Her handler det om at lade de forhåndenværende materialer træde frem i egen ret:

”Mange interessante formgivningsgreb, som vi kender i dag, er jo opstået gennem tiden ud fra pragmatiske hensyn, ofte knyttet til produktion, og som på et senere tidspunkt er blevet ophøjet til noget kulturelt definerende”.

Kunsten er at elske en bygning, der transitionerer, men bevarer sine essentielle materialer.

Det kommer meget konkret til udtryk i værket 393 gange x, et visuelt bidrag til magasinets Open Call af Maria Viftrup. Værket består af fotografier af blå tape, sat op på vægge i en bygning, der skal rives ned.

Til festen fortalte hun mig, hvordan hun har samlet fotografierne i en fold-ud-bog og givet et eksemplar til de håndværkere, der arbejder på byggepladsen – og at de nu viser den frem til nye kolleger.

Før hendes værk havde de ikke tænkt over de vægge, de markerede og rev ned, men nu er de glade for, at nogen har “sagt farvel til dem”.

De er blevet foreviget på tærsklen til destruktion og får ny opmærksomhed i det lys. Og selvom de ikke kunne blive stående, kan de nu træne vores blik i at se det, der står foran os, og de kreative muligheder, det kan byde på.

Jeg forlader festen langt senere, fuld af indtryk og forfriskninger – og med en følelse af at have jaget min krybende kynisme lidt på afstand. Det eksisterende er fuldt af muligheder, og hvis ikke min opmærksomhed på aftenens indtryk har ændret andet, så har det i hvert fald skabt en lille transformation i mig selv.

Det føles godt at care, og jeg glæder mig til at følge de kommende udgivelser og projekter fra NXT – og få flere perspektiver på, hvordan vi passer på vores planet.

---

---