Interview med filminstruktør Phie Ambo.
Tekst Sif Reese.
Hvordan forbereder vi os på, at den verden, vi lever i, bliver mere og mere ustabil?
De fleste ville måske svare: vi følger Beredskabsstyrelsens anbefalinger! Vi køber batterier, konserves og en nødradio. Vi shopper vand og sætter til side (er flaskevand overhovedet pesticidfrit?), tjekker udløbsdatoer på tørvarer og køber ekstra minutnudler, som vi stabler op på lageret for en sikkerheds skyld.
For filmskaber Phie Ambo begynder fremtidens beredskab dog et helt andet sted end ved konserves og nødrationer. Det begynder ved langborde. Fællessang. Og naboer, der kender hinanden, før stormen rammer.

Stills fra filmen Ilden, Vandet, Jorden, Luften


I den biografaktuelle dokumentar Ilden, Vandet, Jorden, Luften, som hun har skabt sammen med tre andre nordiske filminstruktører, Rógvi Rasmussen, Janne Lindgren og Ewa Cederstam, undersøger hun, hvordan mennesker i Norden lever med klimaforandringer tæt på kroppen og hvordan fællesskaber bliver afgørende, når systemerne vakler.
–Jeg har i mange år lavet film om, hvordan vi kan afbøde klimaforandringerne, men nu er de her bare. Så hvordan lever man i en tid, hvor det ryster under fødderne? spørger hun.
Filmen begyndte egentlig som et projekt om klimatilpasning. En forsker kontaktede Phie Ambo med historier fra små nordiske samfund, hvor mennesker er nødt til at kunne klare sig selv i længere perioder uden strøm, vand eller hjælp udefra.
–Det vil sige, at det er nogle mennesker, der helt selv skal kunne klare sig. De skal kunne bygge fællesskaber omkring sig, som er stærke. De skal kunne klare sig i 14 dage, uden at nogen kan komme med mad, strøm eller vand. Der tænkte jeg bare, at det er interessant, for jeg har virkelig brug for at lære det. Det aner jeg ikke, hvordan man gør, fortæller hun.
–Jeg synes ikke, at vi er blevet dannet til, hvordan man klarer en krise. Vi er jo slet ikke krisebevidste. I arbejdet med filmen blev det tydeligt for mig, at vi som mennesker, der befinder os i en meget alarmerende tid, mangler både et sprog for, en forståelse af og en evne til at handle på, hvor enorm en krise vi står over for.
Men under arbejdet med filmen blev hun mere optaget af noget andet end selve katastroferne. Nemlig mennesker og fællesskaber.
–Det der overraskede mig, var, at der findes måder at lave fællesskaber på, som giver rigtig meget livskvalitet, siger hun.
NXT har spurgt om Phies bud på tilføjelser til den officielle beredskabsliste:
Phie Ambos preppingliste
Så et frø – også i krisen
Hav frø klar, så du kan dyrke noget. At se noget gro giver håb og retning.
Syng sammen
Lær 2–3 sange udenad og syng dem i fællesskab.
Phie anbefaler: “For det vilde liv” og “Forår i forandring” af Klimakoret God Energi
Arrangér fællesspisning
Invitér dine naboer og tal konkret om:
- Hvordan I lokalt kan håndtere klimaforandringer
- Hvem der har brug for hjælp – og hvem der kan give den
- Hvad I vil gøre, inden I rejser jer fra bordet
Flyt dine penge
Undersøg, hvor din pension og opsparing er investeret – og flyt dem væk fra fossile selskaber.
Bliv en del af et fællesskab
Engagér dig i grupper, der arbejder for at placere ansvaret for klimakrisen dér, hvor det hører hjemme.
Kortlæg jeres lokale ressourcer
Hvem kan hvad i jeres område? Hvem træder frem, når noget sker?

I filmen møder vi mennesker, der organiserer sig lokalt, hjælper hinanden og finder nye måder at leve med naturens kræfter på, ikke alene, men sammen. Og måske er det netop dét, der overraskede hende mest: At kriser ikke kun blotlægger sårbarhed, men også handlekraft.
–Man kan aldrig vide, hvem der tropper op, når krisen rammer. Nogen, som man troede aldrig ville gøre noget, står der pludselig alligevel. Som frontløber. Der er nogle andre kvaliteter, der pludselig kan komme frem hos nogen, man synes var helt håbløse, som pludselig bare viser, at de kan alt muligt. Så det er bare ret spændende, at der altid er andre lag i mennesker, som man ikke kan lure, når man møder dem, fortæller hun.

Stills fra filmen Ilden, Vandet, Jorden, Luften


Produktion, der spejler filmens budskab
Tanken om fællesskab blev ikke kun filmens tema: den kom også til at forme selve produktionen.
Fra begyndelsen organiserede Phie Ambo filmen omkring de fire elementer og inviterede tre nordiske instruktører ind, som hver især fik til opgave at portrættere lokale klimaudfordringer og beredskaber tæt på deres egne miljøer.
Det begyndte som en måde at skabe en mere klimavenlig produktion på, bl.a. ved at minimere CO2-aftryk fra de ellers mange rejser, som produktionen ville kræve. Undervejs opdagede hun noget andet.
At filmen faktisk blev stærkere af at blive skabt i fællesskab.
–Jeg fik optagelser fra steder, jeg aldrig selv havde været, som var meget bedre, end hvad jeg selv kunne have lavet. Fordi de havde en tilknytning til stedet, som jeg ikke har. Det var supertilfredsstillende, at det lykkedes, fortæller hun.
Netop dét blev for hende en forlængelse af filmens eget budskab: At man kan løfte noget til et højere niveau sammen, end man kan alene.
–Filmen argumenterer ikke bare for fællesskaber, den er selv skabt som et.
Den tanke håber hun, at filmens efterliv kan være med til at videreføre.

13. maj kl. 18.00 — Kino RO’s Torv, Roskilde
Filmvisning og panelsamtale
Om stormfloder, klimatilpasning og lokale beredskaber med blandt andre Corolab, Roskilde Brandvæsen og Københavns Professionshøjskole.
13. maj kl. 19.00 — Bio Mors, Nykøbing Mors
Filmvisning og oplæg
Morsø Forsyning sætter fokus på lokale klimaudfordringer og fælles ansvar.
21. maj kl. 17.30 — Ry Biograf, Ry
Filmvisning, samtale og Q&A
Samtale med Omstilling Ry om lokale fællesskaber og grøn omstilling.
21. maj kl. 18.30 — AfterDAC, Dansk Arkitektur Center, København
Filmvisning og samtale
Instruktør Phie Ambo og Realdania folder filmens perspektiver ud i en dansk kontekst.
3. juni kl. 17.30 — Humle Bio, Humlebæk
Filmvisning og Q&A med Phie Ambo
Samtale om filmens tilblivelse og fællesskab som beredskab.
4. juni kl. 18.00 — PaladsTeatret, Frederikshavn
Filmvisning og samtale
Danmarks Naturfredningsforening Frederikshavn inviterer til samtale om lokale klimaforandringer.
15. juni kl. 20.00 — Gloria Biograf, København
Filmvisning og poetisk skriveværksted
Phie Ambo og Shekufe Heiberg inviterer publikum ind i filmens poetiske univers og arbejder med nye sprog for forholdet mellem menneske og natur.

Stills fra filmen Ilden, Vandet, Jorden, Luften


Mere end underholdning
Ilden, Vandet, Jorden, Luften bliver lige nu vist i biografer landet over, og flere steder bliver visningerne fulgt op af panelsamtaler, workshops og oplæg.
Her er NXT med som samarbejdspartner i filmens efterliv og inviterer lokale forandringsstemmer, foreninger og fællesskaber ind i samtaler om klimaberedskab, handlekraft og grøn omstilling. For Phie Ambo er håbet, at filmen bliver mere end en biografoplevelse, men et fælles udgangspunkt for nye lokale forbindelser og samtaler.
–Det er vigtigt, at den bliver brugt som en slags fælles standpunkt. Også fordi jeg tror, at en af nøglerne til at lave en god transformation, det er, at vi forstår, at vi er en del af naturen og ikke er sat uden for den, afslutter hun.

Liste over biografer, der viser Ilden, Vandet, Jorden, Luften: Øst for Paradis


PHIE AMBO
Phie Ambo er uddannet som dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2003. Ambo har instrueret adskillige prisvindende film, blandt andet ‘Family’ (2001), ‘Gambler’ (2006) og ‘Så meget godt i vente’ (2014) samt trilogien ‘Mechanical Love’ (2007), ‘Free the Mind’ (2012) og ‘Når du kigger væk’ (2017) om forholdet mellem videnskab og den menneskelige eksistens.