Jorden kalder byggeriet

Interview med Jacob Rask, Director, Regenerative Built Environment Network, BLOXHUB
Udarbejdet i samarbejde med Aarhus Center for Regenerativt Byggeri i forbindelse med ATV Mission Lab.
Udgivet på acrb.dk
Tekst: Nikoline Kern / NXT
Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT

Spørger man Jacob Rask, om hans bud på en brugbar definition af regenerativt byggeri, begynder han vævende, men ender kort og kontant: Regenerativt byggeri handler om at sætte tæring efter næring.

–Men skal begrebet være mere end blot et fjernt ideal for byggebranchen, kræver det et økonomisk paradigmeskifte, der får os ud af den vaklende vækstøkonomi og tilbage ned på Jorden. Hvis byggeriet overhovedet kan blive regenerativt, må vi give slip på vækst i produktivitet som målestok og sætte nye mål for succes, der er realistiske inden for, hvad de planetære grænser kan understøtte. 

Jacob er lektor i økonomi, programchef i BLOXHUB med forskning i Regenerative Built Environment¹ og medstifter af Copenhagen Doughnut², der er en forening, som arbejder for at omsætte den britiske økonom Kate Raworths doughnutmodel  til et praktisk redskab for den grønne omstilling af byggebranchen.

–Økologisk økonomi, som doughnutmodellen trækker på, giver os begreber og værktøjer til at forstå og forandre fremtidens boligformer og byudvikling. Det er et paradigme, som tager udgangspunkt i energi- og materialestrømme som økonomiens grundlæggende byggesten, fortæller han.

Raworths blik på økonomi

Doughnutmodellen beskriver et handlingsrum defineret af to cirkler. Frem for at sigte efter umulig uendelig vækst skal vi ifølge Kate Raworth finde balancen mellem det sociale fundament (den indre cirkel) og det økologiske loft (den ydre cirkel).

Hun beskriver doughnutmodellen som et idealbillede på en sikker og retfærdig verden: Den ydre cirkel markerer de planetære grænser, som beskytter klodens livsunderstøttende systemer (fx klima, jord, hav, biodiversitet og ozonlag). Den indre cirkel markerer de sociale minimumsbetingelser, som alle mennesker har behov for, hvis vi skal leve et værdigt, trygt og meningsfuldt liv.

Mellem de to cirkler opstår der et doughnutformet trygt og retfærdigt
rum, hvor både mennesker og planeten kan trives. Deraf navnet Doughnut Economics.

Byggeriet set gennem doughnutten

Tilbage til Jacob og den danske byggebranche. Han peger på et centralt bump på vejen mod regenerativt byggeri: Vi har antaget, at de samme økonomiske og finansielle systemer, der har skabt det planetære overtræk, også kan få os tilbage i sikkerhed. Det kaldes grøn vækst. Men talrige studier har vist, at tilstrækkelig afkobling af forurening og vækst i BNP ikke finder sted. Noget sted⁴.     

–Problemet er, at vores nuværende økonomi er en blindgyde.
Det er en take–make–use–lose-økonomi, der nedslider og svækker økosystemerne og klimaets evne til at understøtte det liv, vi kender.
Og byggeriet trækkes med i faldet, siger Jacob og fortsætter.

–Byggebranchen i Danmark forbruger materialer og forurener fem til ti gange hurtigere, end naturen kan producere og absorbere⁵. 

Farvel til arvesølvet  

Jacob minder om, at byggeriet, som vi kender det, kun eksisterer i en historisk parentes: Den fossile tidsalder.

–Ser vi blot et par hundrede år frem eller tilbage, er denne periode undtagelsen. Vi har handlet som om fossil energi og råstoffer var uendelige, men vi brænder i realiteten hele arvesølvet af på én generation. Skal vi ændre kursen, må vi genopdage de økonomiske dispositioner og tommelfingerregler, der gjaldt i tider præget af knaphed. Knaphed fordrer nøjsomhed, understreger han.

Byggeriet er faldet i luksusfælden

Nøjsomhed kræver en bevidst afvejning mellem behov og begær – også på samfundsniveau.

–I Danmark har vi EU-rekorden i boligkvadratmeter per person. Vi har for længst bevæget os ud over behovsdækning og ind i reelt overforbrug, hvis ikke misbrug. Hvis alle levede som danskere, ville det kræve mere end fire jordkloder. Vores begær stilles med et kviklån, og regningen sendes videre til planeten, andre lande og vores børn, siger han.

Byggeriet er faldet i luksusfælden, hvor drømmen om flere kvadratmeter er endt i en slags boligmisbrug, som Jacob formulerer det.

–Vi er nødt til at vække en samtale, vi ikke har haft i årtier: Hvad er et basalt behov? Og hvornår er nok, nok? 

Toppen er nået – nu skal vi ned igen

Sidste år passerede klimaets gennemsnitstemperatur de 1.5 grader, Parisaftalen satte som mål. Vi befinder os nu i det, forskerne kalder farligt territorium⁶.

–Ser man med samfundsøkonomiske briller på byggebranchen, har vi besteget en farligt høj bjergtinde. Selve bjerget består af vores stigende materiale- og energiforbrug. Vi har omsider nået toppen, men det blæser op til storm, og bjerget skrider under vores fødder. Det er så småt ved at gå op for os, at vi ikke kan blive her længere. Vi må hurtigst muligt finde en vej ned, baseret på det nyvundne overblik og de erfaringer, vi har gjort os på vejen op, siger Jacob. 

Han kalder selve nedstigningen for det 21. århundredes største udfordring: Hvordan dækker vi alles grundlæggende behov med det lavest mulige ressourcetræk? Hvordan fordeles kagen, når den ikke længere vokser? 

Doughnutmodellen som kompas

Hvis doughnutmodellen anvendes som kompas, ser Jacob kun én vej ned ad bjerget. Vi må gøre os fri af vækstafhængigheden og lære at trives med det, vi har. 

–I det 20. århundrede var fremskridtets form fremad og opad. Vi målte økonomisk succes med vækst i BNP, og byggekranen var det ultimative symbol på fremskridt. Det er den på sin vis stadig, siger Jacob og kigger ud over Aarhus havn. 

Men netop den effektive produktion har skubbet os ud over planetens grænser. Derfor skal både mål og middel gentænkes.

–I sin kerne er doughnutmodellen bare en god problemformulering. Den redefinerer succeskriteriet og udfordrer det økonomiske paradigme, der bygger på en forældet forståelse af, hvad der skaber værdi, siger han og understreger, at anerkendelsen af de planetære grænser er relativt ny. 

Han slår et slag for doughnutmodellen som både målsætning og målestok for vores økonomi og sektor.

–Modellens absolutte afsæt gør, at vi kan kvantificere præcis, hvor byggebranchen befinder sig i forhold til de planetære grænser⁷. Det indskrænker handlerummet, og mange løsningsforslag falder fra. I 2023 oversatte en række danske aktører med støtte fra Realdania de syv principper til byggeriet i Doughnut for Urban Development⁸, som er en konkret vejledning til anvendelse i praksis. Kort sagt: det kan lade sig gøre at nedskalere til sektorniveau. 

Vi har glemt at holde hus

Ordet økonomi stammer fra oldgræsk oikonomia og betyder at forvalte en husholdning. At økonomisere handler altså om at holde hus med begrænsede ressourcer. Ifølge Jacob er den evne gået tabt. Almindelig sund fornuft er ikke længere så almindelig, blandt andet fordi den fossile energi ikke har presset os til at prioritere. 

–Vi har ikke været tvunget til at økonomisere i stor stil med energi eller råstoffer siden 1970’ernes oliekrise. Jeg hører ofte udsagn som vender tingene på hovedet og beskriver penge som den knappe ressource, vi ikke kan forhandle med og planeten som uendelig. Men pengene laver vi jo selv, og klimaet giver ikke kredit. Vi må genlære kunsten at holde hus med Jorden, arbejdskraften, energien og teknologien, som vores velstand bygger på. 

Byggeriets nye valuta: tons og joule

Hvad er penge et udtryk for? Penge er grundlæggende et krav på ressourcer. Men de reale ressourcer er i modsætning til penge begrænsede af fysikkens love. Derfor mener Jacob, at byggeriet i stedet skal begynde at regne i tons og joule. 

–Vi er allerede gode til at regne i tons CO₂, og vi er verdensmestre i LCA. Men det er kun én planetær møntfod. Vi er nødt til at lære at bruge og beregne det reale ressourcetræk og forureningstryk og så spørge: Hvad er vigtigst at bruge dem på som samfund? Og så skal vi for alvor begynde at prioritere.

Fra førstevælger til tredjevælger

Vi kommer med doughnutøkonomien til at prioritere at omprioritere. 

–Byggesektoren må vænne sig til, at den ikke længere er førstevælger,
når det gælder råstoffer. Jomfruelige mineralske ressourcer bliver knappe, og Jordens overflade skal anvendes til at dyrke mad og genoprette natur, lyder det fra økonomen.

Biogene materialer dyrkes i sagens natur enten på land eller i vandet og kommer dermed til at konkurrere med fødevareproduktion, energianlæg og vild natur.

–Byggeriets forbrug af land skal for første gang afvejes i forhold til andre behov. Derfor skal byggebranchen begynde at se sig selv sig som anden- eller tredjevælger og fokusere på at udnytte sidestrømme af restmaterialer fra fx fødeproduktionen eller ressourcer fra eksisterende bygninger.

Naturen er i overtræk

–Realiteten er, at byggekontoen er i minus, naturen er i overtræk, og nu banker kreditorerne på døren. Der venter os en stor regning. Konsekvenserne af vores overforbrug bliver tydeligere og tydeligere, siger Jacob. 

Han troede tidligere, at de tiltagende synlige klimakonsekvenser ville få os til at stoppe op, men det har vist sig ikke at være nok. 

–Havvandsstigninger og skovbrande er ingen garanti for handling. Vi graver os stadig længere og længere ned. Som Trump siger: ”Drill, baby, drill”.

Jacob mener, at branchen må stoppe med spekulativt nybyggeri og i stedet spørge, hvor langt vi kan komme med den eksisterende bygningsmasse.

–For at give Jorden en pause til regeneration, må vi genopfinde den stolte danske tradition for offentlig luksus med privat mådehold. Hvis alle skulle have vores niveau af privat luksus, futter vi planeten af på en eftermiddag. Men vi kan sagtens få råd til offentlig luksus.

Hård regulering skaber innovation

Reduction Roadmap⁹ viste, at byggebranchen gerne vil omstille sig. Men der mangler krav, der tvinger udviklingen i den rigtige retning.

–I modsætning til landbruget har byggebranchen selv lobbyet for at få større og mere ambitiøse klimakrav. Historisk set har hård og ambitiøs regulering skabt dansk innovation. Men det er som om, at vi har glemt, hvordan man fører progressiv industripolitik, og derfor er vi kommet til at stille for få og for uambitiøse krav. Det er usundt for enhver branche. Landbrug såvel som byggeri.

Ifølge Jacob er klare grænser med til at frisætte kreativiteten. Hvad hvis vi brugte jordens evne til at regenerere sig selv, som den sandkasse vi har at innovere inden for?

–Vi beder jo heller ikke om flere tangenter på et klaver eller flere strenge
på en guitar. I stedet er det netop begrænsninger, der frigør vores opfindsomhed. Udfordringen med de planetære grænser er dog, at de på grund af de store forsinkelser mellem årsag og virkning ikke optræder som hårde grænser for byggeriet i dag. Derfor må de indføres som krav. Som en kunstig krise, der tvinger os til innovation i rette tid. 

Vi skal mobilisere begæret 

Jacob tror som sagt ikke længere på frygt som mobiliserende kraft. I stedet fokuserer han på alt det, vi står til at vinde ved omstillingen. 

–Vi har brug for at styrke vores økonomiske forestillingsmuskler. Især økonomer! Vi kunne lære meget af arkitekter, biologer, byplanlæggere, ingeniører og håndværkere, som hver dag arbejder med at forandre og forbedre små dele af vores verden med værktøjer som formgivning, skala, materialevalg, energi, vand, farver, liv og landskaber. Kreativiteten er i sidste ende det, der kan redde os.

Han kalder på en øvelse i fantasi og forestillingskraft.

–At turde tro på en lys fremtid er efterhånden et oprør i sig selv. Men historien af fuld af eksempler på positive tippepunkter. Hvordan kunne vores byer se ud, hvis vi satte alt ind på at genoprette økosystemer og skabe trivsel? Det ved vi ikke. Men jeg ved, hvad jeg som borger begærer, siger Jacob med et smil og deler sit visionsbillede af en by, der sætter tæring efter næring…

---