Haveværten på Kulturmødet Mors

Vil du opleve Haveværten? Og går din sensommertur mod det nordjyske, når Nykøbing Mors forvandles til epicenter for dansk kulturliv? Så får du chancen den 22. august, når NXT, i samarbejde med Kunsthal Spritten, inviterer til filmvisning, debat og performance i Vildnisset på Kulturmødet Mors.

Siden Haveværten blev sat i gang, har vi undersøgt, testet og udviklet formater for, hvordan kunst kan fungere som redskab for både social og biologisk regeneration.  Derfor glæder vi os over at være en del af tre forskellige programpunkter i Kunsthal Sprittens plantefarvede telt: If you have much, give of your wealth; if you have little, give of your heart, skabt af billedkunstner Maria Nørholm Ramouk.

Værket inviterer kulturmødets gæster til at give sig tid. Tid til at sanse, tid til at være og tid til at reflektere ved fysisk at slå sig ned og tage ophold i de bløde tekstiler, hvilket vi ser som et oplagt rum for Haveværtens undersøgelse og samtale heromkring. 


Fredag, 22. august Kl. 12.00–13.00 – Filmvisning: The Garden Caretaker

Aktuel fra årets CPH:DOX, viser vi dokumentarfilmen The Garden Caretaker, der følger et eksperiment på en byggeplads i Herlev, hvor seks danske samtidskunstnere flytter ind og giver stemme til alt det, vi ofte overser, når vi udvider vores byer, river ned og bygger nyt.
Læs mere om arrangementet her.


Fredag, 22. august kl. 13.00–14.00 – Panel: Kan vi bygge til mere end mennesker?

Hvordan kan kunstens sanselige og undersøgende tilgang bidrage til den grønne transformation af vores byer?

Vi står midt i en biodiversitetskrise, og derfor er det vigtigere end nogensinde før at bygge for flere arter. Denne opgave starter på byggepladsen – et sted, der allerede rummer liv, historier og økosystemer.


Paneldeltagere:
– Arendse Krabbe, billedkunstner
– Lars Autrup, arkitekt MAA & direktør, Akademisk Arkitektforening
– Madeleine Kate McGowan, kunstnerisk leder, NXT
– Peter Andreas Sattrup, områdechef, NCC

Læs mere om arrangementet her.


Fredag, 22. august kl. 15.00–16.00 – Lyttesituation med Havevært v. Arendse Krabbe (kræver tilmelding) 

Vi samles for at lytte til stedet og for at praktisere den aktion, det er at lytte. Billedkunstner Arendse Krabbe giver de deltagende forskellige lytteopgaver på stedet. Opgaverne tager udgangspunkt i at mennesket der lytter går i et med omgivelserne når lytning praktiseres. Vi slutter af med en snak om det ansvar, der ligger i det at lytte. Læs mere og tilmeld dig (gratis) her.


Det er ikke helt tilfældigt, at netop Kunsthal Spritten lægger rammer til Haveværten på Kulturmødet Mors. Kunsthallen er selv dybt forankret i spørgsmål om byggeri, historie og transformation. Den opstår i de fredede bygninger fra De Danske Spritfabrikker i Aalborg – en af Danmarks største industrifredninger. Nu forvandles det tidligere produktionsanlæg til en ny bydel med rammer for samtidskunst, kulturarv og bæredygtig byudvikling, som vi kan se frem til at opleve i det kommende år. Du kan læse mere om Kunsthal Spritten og transformationen af de gamle spritfabrikker her.

Vi glæder os til at se dig på til årets Kulturmøde 2025!


Udgivet

i

, ,