– Fra EU’s renoveringsbølge til KL’s Klima & Miljø Topmøde
Tekst skrevet af Mille Lindberg Hansen
Få løbende indsigter på baggrund af besøget på Milles Linkedin-profil her.

Under temaet “Robuste kommuner i en foranderlig verden” var op mod 1000 borgmestre, kommunalpolitikere og topembedsfolk samlet til KL’s Klima & Miljø Topmøde i Aarhus over to dage. NXT’s ESG-rådgiver, Mille Lindberg Hansen, var inviteret som taler til temasessionen “Kommunernes bygninger – skab gevinst på flere bundlinjer ved strategiske politiske prioriteringer”.
Omdrejningspunktet for Mille Lindberg Hansens oplæg var EU’s bygningsdirektiv og energieffektivitetsdirektiv, og hvad de konkret betyder for kommunerne som ejendomsejere.
EU øger sit fokus på byggeriet
Det er ikke tilfældigt, at netop byggesektoren er kommet i EU’s søgelys. Byggeriet tegner sig for hele 40 % af EU’s samlede energiforbrug og 36 % af drivhusgasemissionerne fra energi. Udfordringerne peger (heldigvis!) på et betydeligt potentiale: Hvis vi formår at omstille byggeriet, vil forsyningssikkerheden øges, afhængigheden af russisk gas begrænses, hvilket i sidste ende vil betyde lavere energiregninger. Der er med andre ord både et økonomisk, klimamæssigt og et geopolitisk rationale bag bygningsdirektivet (EPBD) og energieffektivitetsdirektivet (EED).

Hvad kræver direktiverne?
Kernen i bygningsdirektivet er de såkaldte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, MEPS. De fastslår, at 16 % af offentlige bygninger og erhvervsbygninger med dårligste energimæssige ydeevne skal være renoveret senest i 2030, og 26 % senest i 2033. Kravene forventes at træde i kraft efter sommerferien. Her bør der holdes nøje øje med, hvordan de bygninger med dårligste ydeevne vil blive udpeget, altså de bygninger, der skal være renoveret inden 2030 og 2033.
Direktiverne indeholder rentabilitetsprincipper, dispensationsmuligheder og undtagelser for fredede bygninger, bevaringsværdige ejendomme og bygninger, hvor omkostningseffektiviteten simpelthen ikke er til stede. Det er vigtigt for bygningsejere at forstå kravene med alle de nuancer og undtagelser, de rummer, så omstilling kan gribes klogt og strategisk an.
Derudover stiller direktivet fokus på udvikling af energimærkningerne, frivillig ordning for renoveringspas og intelligensparate bygninger og klargøring til fremtidens energisystem gennem flere solceller og ladestandere, hvor det er økonomisk rentabelt.
Samtidig skal kommunerne ved energieffektivitetsdirektivet årligt udpege 3 % af bygningsmassen frem til 2030, som senest skal være renoveret i 2040.


Den offentlige sektor som forbillede
EU har udpeget den offentlige sektor som forbillede for civilsamfund og det private marked. Hvad betyder det at være forbillede? Det betyder, at man skal gå længere og tidligere end de andre.
Det kan blive en mulighed.
Kommunerne er langsigtede investorer i deres egen bygningsmasse, og det giver et vigtigt udgangspunkt for omstillingen. Når en kommune renoverer en skole, er der synergieffekter at hente, hvis prioriteringerne træffes strategisk: bedre indeklima og dermed sundhed for borgerne, lavere driftsomkostninger og energiregninger, reduktion af drivhusgasudledninger, påvirkning af ejendomsværdi og bygninger, der er rustede til fremtidens energisystem og energikriser.
De næste skridt
Vi ser uden tvivl ind i en tid med mere renovering og transformation. Presset kommer fra branchen selv, fra aktivistiske aktører, fra lovgivning og det bredere politiske pres for øget energiomstilling, pga. volatile oliepriser. Et råd er derfor at få kortlagt egen bygningsmasse, på energimærkeniveau og det faktiske forbrug, og huske synergieffekterne. Også dem, der først viser sig om 10 år. For at være en veldreven kommune handler om at levere velfærd til borgerne. Her skal vi huske, at velfærd kommer i mange variationer, og en af dem er også at levere et fornuftigt fremtidsperspektiv for 2030, 2040 og 2050.
Hos NXT oversætter vi EU-regulering og politiske strømninger til strategiske indsatser, der giver mening i den kommunale og erhvervsmæssige virkelighed. Kontakt os, hvis du vil vide mere om, hvad den europæiske renoveringsbølge betyder for din organisation.
MILLE LINDBERG HANSEN

Advises companies on navigating the EU’s complex ESG regulations and market requirements, from SFDR and EU Taxonomy to Sustainability Due Diligence and biodiversity frameworks. With a focus on climate, nature, and human and worker’s rights, she transforms regulation into strategic guidance, helping organizations act responsibly and competitively in the green transition.