Interview med Søren Kaare-Andersen, adm. direktør, Bikubenfonden.
Udarbejdet i samarbejde med Aarhus Center for Regenerativt Byggeri i forbindelse med ATV Mission Lab.
Udgivet på acrb.dk
Tekst: Siv Werner / NXT
Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT
Bikubenfonden fik for alvor sat sig selv på bygge-landkortet, da fonden i 2025 færdiggjorde sit nye hovedsæde, Thoravej 29: En gennemgående transformation af en gul industribygning fra 1968 i Københavns Nordvestkvarter. Med ambitionen om at gentænke, hvordan et komplekst byggeri kan tilrettelægges og udføres ressourcebevidst, står projektet som et markant eksempel på, at store visioner og praksis kan forenes.
Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden, har som bygherre været en central drivkraft bag projektet. Selvom Thoravej 29 er et af Bikubenfondens første byggerier, har han selv flere byggesager bag sig fra roller i både finans og filantropi. Spørger man fondsdirektøren, hvordan han ser bygherrerollen fremadrettet, er han ikke i tvivl:
–Jeg tror, at vi som bygherrer er nødt til at påtage os en større og mere aktiv rolle end blot at skabe en bygning, nogen skal opholde sig i. For os er det ikke kun et spørgsmål om at eje en bygning. Bygningen skal tjene et formål. Da vi udviklede Thoravej 29, var det for at skabe ramme for et community, som vi ønskede at udvikle samfundet sammen med.
Fremtiden kalder på mere værdibåret byggeri
Projektets parter, et hold bestående af pihlmann architects, entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S, ABC Rådgivende Ingeniører, bygherrerådgiver emcon og Bikubenfonden, er i fællesskab lykkedes med en CO2-reduktion på cirka 88 procent i forhold til nybyggeri og at genanvende 95 procent af materialerne. Thoravej 29 indskriver sig således som et fyrtårnsprojekt i transformationsbevægelsen, hvor klimapåvirkning, ressourceforbrug og biodiversitet vægtes som afgørende designparametre.
For Søren Kaare-Andersen står det klart, at byggebranchen står over for sin egen transformation. Ifølge ham kræver det, at nogen tør vise vejen og gøre sig både gode og svære erfaringer på branchens vegne.
–Det er en helt ny måde at agendasætte på. Og der tror jeg, at man som bygherre i dag er nødsaget til at gå ind og tage stafetten i langt højere grad, end vi gjorde før i tiden – og så er vi nødt til også at turde være idealistiske.
Søren Kaare-Andersen understreger, at processen for Thoravej-projektet var, og fortsat er, informeret af Bikubenfondens helt overordnede fokus på at skabe positiv systemforandring, også når det kommer til at prioritere miljøet.
“Vi blev bidt af hele tiden at retænke mulighederne i forhold til at øge ressourcebevidstheden. Vores ambitioner steg eksponentielt, mens vi udviklede.
–Som fond har vi arbejdet med biodiversitet i tyve år gennem det, vi kalder vildskov, hvor man aktivt redigerer skoven for at fremme biodiversiteten hurtigere. Derfor var det naturligt, at den tankegang også skulle ind i arbejdet med bygningen.
Bikubenfonden er i dag en erhvervsdrivende fond, der arbejder for at løse komplekse samfundsproblemer med kunst, natur og socialt arbejde for unge i udsatte positioner. Med et budget på ca. 150 millioner kr. årligt er Bikubenfonden desuden en af de helt store filantropiske aktører i Danmark.
–Vi er en værdibåren virksomhed, og derfor skal alt, hvad vi gør, hænge sammen. Vi er nødt til at være meget determinerede på den del. For os indebærer det bl.a. at arbejde i tre dimensioner: At eksperimentere, at lære og at dele. På Thoravej 29 har eksperimenteret igen og igen, og undervejs har vi lært. Nu deler vi den viden, projektet har affødt.
Hvad skal det koste?
Økonomien har ifølge Søren Kaare-Andersen været en lige så integreret del af projektet som at tænke i CO2-reduktioner og ressourcehensyn. Fra begyndelsen arbejdede teamet med åbne bøger og gennemsigtighed i kalkulationerne. Hver gang noget blev tilføjet eller skåret fra, blev konsekvenserne regnet igennem.
Thoravej 29 er gennemført inden for en klart defineret økonomisk ramme. Selve bygningen på 4.621 kvadratmeter blev købt for 80 millioner kr. Entreprisesummen lød på 120 millioner kr., hvortil der er lagt ca. 15 millioner kr. i rådgiveromkostninger og bygningsintegreret kunst, plus en ekstra egenbetaling på 30 millioner kr. til bl.a. en fuldt udstyret black box med avanceret lydudstyr. Samlet set svarer det til en kvadratmeterpris på omkring 35.000 kr. inklusiv købet af bygningen (renoveringen alene svarende til 22.000 kr. pr. kvadratmeter). Et niveau, der ifølge Søren Kaare-Andersen viser, at høje ambitioner ikke nødvendigvis er dyrere end konventionelt byggeri.
Søren Kaare-Andersen understreger, at projektets omfang og ambition om at genanvende langt størstedelen af materialerne nødvendigvis har indebåret usikkerheder.
–Vi har fra starten budgetteret med, at der ville opstå uventede situationer undervejs. Det er en del af præmissen. At drive en virksomhed er at løbe risiko – men en risiko er noget, du tager, ikke noget, du får. Hvis du får en risiko, skal du skille dig af med den med det samme. Når du tager en risiko, sker det på baggrund af forventninger og forudsætninger, og så er den kalkuleret.
Han afviser samtidig, at projektet kun kunne lade sig gøre, fordi det er en fond, der står bag.
–Det er rigtigt, at vi som fond har nogle frihedsgrader, men økonomien har været en begrænset størrelse, og vi har været åbne om, hvad det har kostet.
En ny æstetisk dimension
I forlængelse af det økonomiske perspektiv fremhæver Søren Kaare-Andersen tilgangen til materialer og hvordan bygningens design har spillet en rolle i udviklingen af projektet.
–Vi besluttede meget tidligt, at vi ville bruge unge arkitekter, fordi vi ville tænke fremtiden ind i nutiden. Men vi sagde samtidig, at vi ville gerne have rutinerede entreprenører med ombord. For os var risici og økonomi en vigtig del af den ligning.
Derfor er mange løsninger på Thoravej 29 bevidst udført så ærligt og så simpelt som muligt, fortæller Søren Kaare-Andersen: Slebne betongulve, synlige installationer i stedet for skjulte systemer og brugt kontorinventar i stedet for nyt. Et ophængt vandrør med kroge fungerer lige så godt som en specialdesignet garderobeløsning, og en synlig kabelbakke leverer den samme kvalitet strøm, på trods af at den ikke følger en poleret designmanual.
–Det kræver selvfølgelig, at man accepterer en anden æstetik. Første gang jeg viste projektet til bestyrelsen, troede de nærmest, jeg havde røget hash – eller noget der var værre. I dag er de fuldstændig forelskede i det, fordi de kan se, hvad det kan!
Det er i høj grad takket være arkitekterne, pihlmann architects, at opgaven er løst så gennemført som den er, fortæller Søren Kaare-Andersen, men understreger samtidig, at projektet kun er lykkedes som resultat af samarbejde og input fra alle projektets parter.
Eksponentiel ambition
I takt med at projektet udviklede sig, voksede ambitionerne også.
–Jeg kunne godt sidde her i dag og sige, at vi havde tænkt det hele fra starten. Det havde vi ikke. Vi blev bidt af hele tiden at retænke mulighederne i forhold til at øge ressourcebevidstheden. Vores ambitioner steg eksponentielt, mens vi udviklede.
Søren Kaare-Andersen erkender, at der har været tidspunkter, hvor idéerne ikke holdt eller man har måtte sadle om i forhold til planerne. Den eksperimentelle tilgang er ikke altid den lige vej.
–Det hele krævede, at vi som bygherre indgik som en aktiv delmængde sammen med projektets øvrige parter. Og at vi var parate til indimellem at tage et skridt tilbage og begynde forfra. De pæne ord, vi formulerede i begyndelsen – uden præcis at vide, hvordan det konkret skulle udspille sig – lærte vi at realisere undervejs.
“Det er en helt ny måde at agendasætte på. Og der tror jeg, at man som bygherre i dag er nødsaget til at gå ind og tage stafetten i langt højere grad, end vi gjorde før i tiden – og så er vi nødt til også at turde være idealistiske.
Som eksempler på alternative løsninger på uforudsete forhindringer, nævner han specialdesignede mute boxes, hynder af algeskum og bygningens indgangsparti: Vindfanget.
–Vi lavede alt i mock-ups. Det eneste, vi faktisk ikke havde fået løst, var vores vindfang. Det havde vi ganske enkelt glemt. Vi var derfor nødt til hurtigt at finde en fornuftig løsning i fællesskab, der kunne afspejle Bikubenfondens og projektets værdier på en overraskende måde. Her fik vi idéen om et scenetæppe. Det er det, vi har lavet i dag: Når du kommer ind, åbner tæppet sig for dig.
Gaven fra kommunen
I samtalen om de barrierer, projektet mødte, fortæller Søren Kaare-Andersen om nogle af de uforudsete forhold, der siden
viste sig at styrke processen.
–Vi fik jo det, jeg kalder en kæmpe gave fra Københavns Kommune i og med at byggetilladelsen blev udskudt i halvandet år. Der valgte vi faktisk at fortsætte med at projektere i hele perioden og at holde teamet samlet. Det var en aktiv beslutning, som i praksis betød, at vi gjorde som Bent Flyvbjerg anbefaler: At bruge rigtig lang tid på at udvikle og projektere og så til gengæld eksekvere hurtigt. På den måde blev forsinkelsen faktisk en styrke.
Med et glimt i øjet tilføjer han:
–Jeg har efterfølgende nævnt, at man en anden gang nok bør forventningsafstemme, hvor stor en gave kommunen giver. Men vi brugte ventetiden aktivt og alt i alt endte det med at blive meget afgørende for resultatet. At holde alle på projektet i den periode, hvor vi afventede byggetilladelsen, kostede noget her og nu, men i sidste ende har det ikke gjort projektet dyrere. Tværtimod.
Ægget i reden, reden på grenen, grenen på træet
Regenerativ praksis handler ikke kun om de store strategiske greb, men om at forstå projektet som en del af en større sammenhæng. Hver handling indgår i et større kredsløb, hvor det ene niveau hviler på det næste, fortæller Søren Kaare-Andersen.
–Et godt eksempel er terrassen. Der var nogen, der foreslog at lægge fliser, men vi tager jo allerede træer ud af vores vildskov for at skabe lysåbne arealer og hjælpe biodiversiteten på vej, så hvorfor ikke bruge det træ til terrassen? Vi gik så i dialog med skovdriften om, hvilke træer der skulle tages ud og hvornår de kunne blive leveret. Vi ville gerne have dem med det samme, men fik at vide, at i maj måned ville de ikke fælde træer, for der var fuglereder. Træerne kunne derfor først blive fældet i slutningen af september, når fuglene og deres unger var væk. Og sådan blev det.
Fælles valg og fælles mål
Når Søren Kaare-Andersen ser tilbage på processen for tilblivelsen af Thoravej 29 og reflekterer over de bevidste til- og fravalg, som er foretaget undervejs, fremhæver han villigheden til at kigge indad og til at udvikle og teste valgene i fællesskab, som nogle af projektets helt afgørende succesfaktorer.
–Jeg synes, vi har taget mange vigtige beslutninger, som har gjort os klogere undervejs. Vi startede med at lave en analyse af os selv, som viste, at der var plads til forbedringer, forstået på den måde, at fondens overordnede vision godt kunne udleves i endnu højere grad. På den baggrund besluttede vi at skabe et sted, der fysisk kunne rammesætte samtalen om, hvordan vi udvikler samfundet. Og det er jo der, hvor tanken om et community opstod.
I dag fungerer Thoravej 29, ud over at være Bikubenfondens hovedsæde, som ramme om et tværfagligt kontorfællesskab. Huset rummer en række organisationer og aktører inden for kunst, social innovation, bæredygtighed, demokrati, digital innovation og politik, som deler faciliteter og mødes på tværs i både daglig praksis og ved arrangementer, workshops og offentlige aktiviteter.
Udover idéen om at åbne huset op for andre, lægger Søren Kaare-Andersen vægt på vigtig-heden i at sammensætte det rigtige team på opgaven.
–Vi fik lavet en holdindsats, som jeg er rigtig stolt af. Og det er måske det, der har kendetegnet den her udvikling så meget, i forhold til mange andre byggerier, jeg har været med til. Her har vi arbejdet på tværs af fagligheder med en fælles ambition, og det har gjort det muligt at træffe nogle valg, som ellers kunne være blevet pillet fra hinanden.
For ham handler projektet derfor lige så meget om proces som byggeri. Om at skabe en kultur, hvor man tør holde fast i ambitionerne, også når de møder benspænd.
–Vi har hverken tid eller råd til at lave fem Thoravej 29. Bikubenfonden kan lave én Thoravej 29 – og så skal vi til gengæld sørge for virkelig at kommunikere om det, så andre kan lade sig inspirere og lære af processen, så de begynder at bygge Thoravej’er. På den måde kan ét projekt blive startskuddet til mange flere, hvis erfaringerne deles åbent, og ambitionerne smitter.
