En hyldest til nødvendighedens æstetik

Artikel af Siv Werner, i samtale med Søren Pihlmann
The NXT Magazine: Transformations of Care

SW: Søren, du er grundlægger af pihlmann architects, som blandt andet står bag transformationen af Thoravej 29. Allerførst har jeg lyst til at spørge: Hvad driver dig og pihlmann architects’ praksis?

SP: Vi leder hele tiden efter de der små spor eller indikationer, som på en eller anden måde leder os i retning af noget, hvor det er materialerne selv, eller det eksisterende, der er definerende, men som kræver en hjælpende hånd at aktivere. Jeg har altid været interesseret i at arbejde med det eksisterende eller det nødvendige, og prøve så vidt muligt at få det til at fremstå på egne præmisser.

SW: Du er aktuel som kurator af den Danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2025, hvor I har sat jer for at renovere og klimasikre to sammenhængende bygninger fra hhv. 1932 og 1960. På udstillingen Build of Site kan man som gæst opleve, hvordan bygningens egne ressourcer recirkuleres og anvendes i en ny form. Kan du sige lidt om udstillingens præmis?

SP: Vi har tilladt os at gå så langt med vores egen metode – at give ny værdi til det der allerede findes – som muligt. Men det er jo netop en udstilling, hvilket adskiller sig fra vores andre projekter, da der ikke er de slags samme restriktioner. En af de ting, der er givende er, at vi tillader os at være åbne i processen og faktisk ikke vide på forhånd, hvordan projektet ender. Helt konkret arbejder vi med de her begrænsninger og stort set kun med det, der findes i huset, som alligevel fjernes fra sin position som følge af vores renovering. Vi skal se, hvor lidt vi overhovedet kan introducere. Det betyder, at vi begyndte med at kortlægge potentialer i det eksisterende for sidenhen at se på, hvordan man kunne skabe noget bygbart ud af det.

SW: Jeg var nede at se udstillingen til åbningen, og jeres projekt skilte sig markant ud fra de andre nationale pavilloner, der alle sammen præsenterede et færdigt resultat. I præsenterede en proces in medias res. Hvilke erfaringer har det projekt givet jer?

SP: Jamen mange forskellige ting, synes jeg. Vi har i høj grad ønsket at bruge muligheden til at spørge os selv: Hvordan kan vi bruge Biennalen til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at finde alternativer til den måde, vi gør tingene på i byggebranchen i dag? Så vi bruger projektet som en platform for at engagere os i en række forskningsprojekter, blandt andet inden for biobaserede bindemidler og lokale materialer. Vi fandt for eksempel gelatine og alger i området, der var gode kandidater at arbejde videre med. Det er blandt andet på baggrund af disse undersøgelser, at bordpladerne i udstillingen er skabt.

Vi bruger i det hele taget rigtig meget tid på at analysere og kortlægge det, der er på stedet. Det giver så anledning til at undersøge, hvilke samarbejder og hvilken viden vi skal aktivere. Fordi det også er et permanent projekt, der lever videre når udstillingen lukker i 2025, så er der selvfølgelig en lang række kompromiser og krav, vi må forholde os til. Grundlæggende har vi ønsket at kigge på, hvordan det eksisterende kan blive rekonfigureret på en måde, så det møder nogle af de ønsker og krav, man har til både nutiden og fremtiden. For eksempel at sikre et bedre publikumsflow, ved at etablere en ny indgang, og sikre pavillonen mod indtrængende vand ved at hæve gulvkoten.

SW: Vil du gå så langt som at sige, at det har præget din måde at arbejde på – måske i en mere generel kuratorisk retning?

SP: For mig handler det om at sætte fokus på det, vi allerede har, og hvordan vi kan blive bedre til at bruge det, vi finder i vores eksisterende bygningsmasse, fra bygningsvolumen til sandkorn. På den måde kan man godt kalde det kuratorisk, men jeg ser det nok mere som faciliterende.

I virkeligheden er det måske en reduktionel måde at arbejde på, en hyldest til nødvendighedens æstetik. Det handler om at undersøge, hvor lidt, vi egentlig skal gøre som arkitekter, og hvordan vi kan skabe en platform for det eksisterende til at fortælle en historie om sig selv. Vi skal et sted hen, hvor man introducerer mindst muligt udefra. Hvor meget eller hvor lidt skal vi flytte rundt, før vi afslører noget, som man ikke kunne se til at starte med? Noget særligt, hvor man tager udgangspunkt i det essentielle. Kan vi bygge på en måde, hvor dét bliver interessant og bygningen fortæller en historie om sig selv og sin tilblivelse?

SW: Så på hvilken måde vil du sige, at materialerne fortæller en historie i jeres arkitektur? Hvordan ser en bygning ud, der er lavet med det udgangspunkt?

SP: Vi arbejder med at selve bygningskroppen i så høj grad som muligt er dikteret af materialet selv. Hvad er dets egen vilje? Vi undersøger, hvor lidt vi kan nøjes med at introducere. Hvor meget kan vi få ud af det, der allerede er? Og hvor meget af det ligger i overraskelsen – i det, man ikke havde set, ikke troede kunne lade sig gøre?

Mange interessante formgivningsgreb, som vi kender i dag, er jo opstået gennem tiden ud fra pragmatiske hensyn, ofte knyttet til produktion, og som så på et senere tidspunkt er blevet ophøjet til noget kulturelt definerende. For eksempel de gamle søjler, der er konvekse og konkave. Det stammer fra afbarkningsværktøjer, fordi man oprindeligt byggede søjler i træ. Når man afbarkede træet, opstod der en fordybning. Og da man senere begyndte at hugge søjler i sten, ønskede man at bevare fordybningen, fordi den pludselig blev betragtet som en vigtig del af søjlens udtryk. Så det kommer fra et ekstremt lavpraktisk værktøj. Alligevel bliver de ophøjet til noget, der kulturelt er betydningsbærende. Det synes jeg er spændende, for man kan jo ikke se sig fri for, at tingene bliver kulturelt betydningsbærende. Men jeg tror, der ligger noget før det, som er meget vigtigt. Efter min mening ligger det smukke i forhandlingen mellem materialets egen kunnen, naturkræfternes påvirkninger, og vores måde at iscenesætte dette på.

SW: Det er en virkelig interessant betragtning. Men hvordan er du kommet frem til netop det greb? Hvad har været definerende for den æstetiske linje, pihlmann architects har i dag?

SP: Jeg tror egentlig, jeg er kommet frem til det, fordi jeg syntes, at meget af det, der blev bygget, var så enormt kedeligt og ens. Til gengæld fandt jeg halvfærdige byggepladser langt mere interessante. Der er en ærlighed i dem. Materialer, der bliver hejst ind, forankringspunkter, mærker og sprayede noter, der fortæller en historie om, hvad der er på spil. Alle de fortællinger forsvinder i den generiske indpakning af gips og påklistrede mursten, vi har set de sidste mange år.

Jeg er i virkeligheden ikke så optaget af det æstetiske. For mig er processerne langt mere styret af et teknisk potentiale. Det er en leg med de helt store naturkræfter og med hele gravitationen, man modarbejder, når man bygger. Den friktion, der opstår gennem materialernes egne egenskaber – altså den modstand, der kommer dér, hvor der er noget på spil, hvor der er et forhandlingsrum, og hvor noget står imod noget andet. Det er netop dér, jeg synes, det poetiske ligger i arkitekturen.

SW: I har flere spændende projekter bag jer, men arbejdet med Thoravej 29 er nok det, som har fået allermest omtale i kraft af projektets omfang. Hvis du skal fremhæve én ting ved det arbejde, som har været særligt interessant, hvad skulle det så være?

SP: Det jeg synes var rigtig spændende, var, at vi tog store etagedæk i beton og brugte dem som trapper. Det fungerede virkelig godt. Samtidig bidrager det eksempel med et andet perspektiv: Hvis man i dag skulle producere en ny trappe, der vejede 70 tons, ville det være ekstremt ressourcetungt – nærmest fråds! Ved at arbejde med de eksisterende grænser og med ønsket om at bevare mest muligt, opstod en overflod af materiale, som virkelig var en gave til projektet.

På Thoravej har vi genbrugt 95 procent af det eksisterende, hvilket bevarer både ressourcer og karakter. Men vores arbejde på det projekt er i høj grad en præcisering af en metodik, vi har udviklet over længere tid, og som vi bliver ved med at udvikle.

SW: Vi befinder os jo unægteligt i en tid præget af usikkerhed og kriser, som kalder på helt konkrete løsninger. Hvordan ser du arkitekturens rolle i det lys?

SP: Hvis man ser traditionelt på arkitekturen, så har det altid været kunst at bygge. Det hedder et bygværk. Og dygtige arkitekter igennem tiden har jo været nogle, der har været i stand til både at give form til nogle af tidens største udfordringer og samtaler. Jeg tror, vi er på vej til at bruge markant mindre, men samtidig skabe noget markant bedre.

Vi har brug for at genindføre en større grad af friktion i arkitekturen – mindre komfort forstået på den klassiske, automatiserede måde – så man bliver nødt til at engagere sig mere aktivt. Der ligger en etisk dimension i det, som kobler sig til den bæredygtige dagsorden om at bruge meget mindre. Men ofte bliver den samtale reduceret alene til begrænsninger frem for innovation. Udfordringen er at finde ud af, hvordan man kan bringe det nye, det, der kan svare på nogle af samfundets store spørgsmål, ind i det gamle.

SW: Ja. Og hvordan gør vi så det?

SP: I dag bygger man ofte uden at tage højde for det kunstneriske i selve processen. Hvis vi skal ændre det, må arkitekterne tilbage til kernen. Råhusene designes i dag tit af elementfabrikkerne – hvordan kan man tage den del af byggeriet tilbage til arkitekten? Dernæst skal vi isolere bygningen. Hvordan ser smuk isolering ud? Det er noget helt andet end for 100 år siden, hvor man slet ikke skulle forholde sig til det. Det samme gælder el og ventilationer. Det er ting, som vi forventer at have i vores huse i 2025, men det skaber udfordringer, vi som arkitekter må tage alvorligt. Derfor handler det om at give slip på glitter og glans og i stedet arbejde med det, der faktisk udgør et hus.

SW: Kan du uddybe det i forhold til det økonomiske aspekt, som ofte er med til at bremse udviklingen mod det cirkulære? Vi hører igen og igen, at det ikke kan betale sig at transformere, fordi processerne er komplicerede.

SP: Vi ønsker at skubbe balancen, når man ser på totaløkonomien: I stedet for at bruge 50 procent på materialer og 50 procent på arbejde, som man ofte gør i store byggeprojekter, så ville vi meget hellere have, at det var 10 procent på materialer og 90 procent på arbejde. Det handler om at investere i bearbejdning af noget i stedet for at bygge, som om man havde uudtømmelige ressourcer. Så det at bygge bliver kunsten i sig selv.

Flere af møblerne på Thoravej er lavet af gammelt træaffald, som er blevet bearbejdet og fået ny værdi. Pludselig bliver det ophøjet til et ordentligt stykke snedkerarbejde, selvom det i udgangspunktet var affald. På den måde er langt størstedelen af økonomien brugt på arbejdet og nærmest ingenting på materialer, for dem havde vi allerede.

SW: Hvis du skal tænke lidt fremad, hvad ser du så for dig? Hvordan ser fremtiden ud for arkitekter som dig?

SP: Jeg synes, det er det fedeste tidspunkt at være arkitekt på! Der er et kæmpe potentiale og det føles som en ny guldalder for arkitekturen. Når det så er sagt, har byggebranchen store udfordringer og der er konkret brug for eksempelprojekter, som viser, at en anden model faktisk godt kan lade sig gøre. Ligesom med Thoravej, der gentænker forsyningskæder.

Vi oplever utrolig mange mennesker, som kommer ud på Thoravej for at se projektet som et eksperiment, fordi ingen rigtig har lavet projekter i den skala og på den måde i Danmark før. Forhåbentlig betyder det, at flere kaster sig ud i at gøre noget i samme stil, både når det kommer til bygherrer, rådgivere og de udførende. Det bliver selvforstærkende, når først de rigtige løsninger kommer i spil.

Så jeg vil sige, at målsætningerne har ændret sig. Der er kommet et helt andet værdisæt og evalueringsgrundlag ind over arkitekturen. Det er ikke længere kun effektivisering: Nu handler det om at gå nye veje og eksperimentere. Det synes jeg er fantastisk, selvom andre måske synes, det er besværligt.

---

SIV WERNER