HAVEVÆRTEN SÆTTER FOKUS PÅ DET FLERARTEDE FÆLLESSKAB I HERLEV

Fra april 2023 til marts 2024 indtager en række kunstnere rollen som stedets Havevært med base i det dråbeformede drivhus.

I perioden vil Haveværten inviterer børn, voksne, mikrober, planter og dyr indenfor i drivhuset og udenfor i Hørkæret.

Gennem alt fra landskabsvandringer og lyduniverser til workshops og sanselige oplæg, undersøger Haveværten det at lytte til et sted.


Havevært events:


KIG FORBI DRIVHUSET PÅ HJØRNET, HVOR HØRKÆR MØDER HØRSTIEN.


MED EU PÅ SIDELINJEN

Haveværten er en del af det danske projekt, DESIRE, der er udvalgt som et fyrtårnsprojekt under EU-Kommissionens initiativ New European Bauhaus. Projektet vil udvikle konkrete forslag til, hvordan kunst, arkitektur og samskabelse kan præge det cirkulære bysamfund.

Haveværten er støttet af NCC og Green Point, der har givet plads til, at innovationsbureauet NXT kan udfolde kunst- og byudviklingsprojektet på adressen.

OM DESIRE
DESIRE er et tværfagligt projektsamarbejde mellem 24 internationale partnere i seks EU-lande og løber over en periode på to år (2022-2024).

NXT indgår i projektet med Stedets Væsen som metode og Bakkekæret som demonstrationssted, hvor konceptet om Haveværten udfoldes.

DESIRE er et af de seks fyrtårnsprojekter udvalgt af EU-Kommissionen under initiativet New European Bauhaus.


VELKOMMEN TIL HAVEVÆRTEN


MERE END ET DRIVHUS

Haveværtens drivhus er i sig selv et besøg værd. Det er formgivet af arkitekt Kristoffer Tejlgaard, der også står bag Dome of Visions.

Drivhuset er en gennemsigtig pavillon, der er født som alternativ til traditionelle drivhuse af glas. Konstruktionen tager form efter en hvilende vanddråbe, hvor selve geometrien gør skallen selvbærende. Med en oval profil og cirkulært fodaftryk maksimerer designet den tilgængelige gulvplads og ståhøjde langs indersiden af facaden.

Dropletten, som konstruktionen er døbt, er designet for adskillelse og opført i genanvendeligt polycarbonat, der er samlet med rustfrie møtrikker og bolte. Polycarbonatpladerne er designet til at overlappe som fiskeskæl, hvilket holder strukturen vind- og vandtæt uden behov for tætning. Gulv og dørpartier består af FSC-certificeret træ, som sikrer, at træet kommer fra ansvarlig skovdrift.