Laura er projektassistent i NXT og interesserer sig for samspillet mellem æstetik, kultur og politik i udviklingen af byerne og mellem mennesker. Hun bygger i denne tekst bro mellem tiden under corona pandemien og vores forhold til naturen.
Denne tekst handler om langt mere end at dyppe sin krop i iskoldt vand, at aktivere endorfiner og booste et immunforsvar. Den handler om at opdage sin egen uoriginalitet, og om at man via uopmærksom interaktion med naturen måske kommer endnu længere væk fra den – og fra sig selv.
København er velsignet med vand – både det kalkede i hanerne, det plumrede i kanalerne og det, der adskiller os fra Sverige. Jeg har gennem de seneste år vinterbadet i sidstnævnte, og det har givet mig mange sekunder af komplet nærvær. En følelse, som jeg desværre må indrømme, at jeg sjældent oplever. Derfor har det næsten været en spirituel oplevelse for mig at mærke, hvordan mit eget blod føles, når det pisker rundt langs mine 182 centimeter og se, hvordan kulden ændrer overfladen på min hud og observere, hvordan min krop helt af sig selv skaber en balance, der efter dyppet udmønter sig til en rolig summen i krop og sind.
Men dette år har været anderledes for mig. I forbindelse med nedlukningen af Danmark blev vi en nation af surdejsbagende, kombucha-bryggende, strikkende og vinterbadene storbyboere. Jeg har fuld plade, og mine eksperimenter med ovenstående aktiviteter er blevet mere eller mindre vellykkede. Det er kun vinterbadning, som ikke er noget nyt. Gennem de seneste måneder har jeg oplevet den folkevandring, der har fundet ud til mit vanlige badespot. Først oplevede jeg mig selv kæmpe for min originalitet med næb og klør. Det var ikke kønt, men jeg havde brug for at lade mine nye vinterbadene venner vide, at jeg faktisk var her før dem. Ingen tog særlig notits af dette. I stedet rakte de mig deres telefoner og spurgte om jeg ”ikke lige kunne tage et billede” af dem, mens de hoppede i. ”Jeg skal nok tage et af dig bagefter”, sagde de med et stort smil. Der kom flere og flere, hvilket betød, at jeg ikke længere kunne bevæge mig frit, og jeg var nødt til at stå i kø på badebroen, der efterhånden mindede mig om et samlebånd med kyllinger. Når man kom op af vandet, skulle man hurtigst mulig væk fra broen, så de næste i køen kunne komme til. Jeg begyndte at føle, at min krop reagerede anderledes på vandet. I stedet for den vanlige sitrende og berusende følelse frøs jeg bare og cyklede hjem, så hurtigt jeg kunne.
Jeg stoppede med at bade og det undrede mig, for det har længe været et fast ritual, men jeg var blevet uopmærksom. Uopmærksom på vandet og dets virkning på min krop. I den forbindelse kom jeg i tanke om en oplevelse, jeg havde for en del år siden, da rejste jeg rundt i Sydamerika med min veninde. Efter nogle uger med heftige backpackerfester besluttede vi, at vi havde brug for at komme ud i naturen og væk fra byerne. Vi tog bussen til det nordlige Columbia, hvor vi havde fundet et Hara Krishna Community i bjergene, hvor vi kunne bo i nogle uger. Et par dage efter ankomsten tog en af munkene os med på en lang og varm vandretur. På et tidspunkt mødte vi en smuk flod med et lille brusende vandfald. Min veninde og jeg var ivrige efter at blive kølet ned, og med hastige skridt gik vi direkte mod flodbredden. Idet jeg satte foden i vandet, hørte jeg et lavmælt, men bestemt: ”Wait!” efterfulgt af: ”Did you ask the river for permission?”
Det var munken. Han var rolig og med dyb alvor forklarede han os, at vi selvfølgelig ikke kunne gå i vandet, før vi havde spurgt om lov. ”Let me show you”, sagde han og faldt på knæ foran flodbredden. Han lukkede øjnene og holdt sin venstre hånd få centimeter over vandoverfladen i nogle sekunder. Så åbnede han øjnene, nikkede og rejste sig op. Der bredte sig et smil på hans læber. ”Today the water says yes”, sagde han. Vi blev stående lidt. Kiggede på hinanden og forsigtigt trådte vi ud i floden. Munken stod ved flodkanten og iagttog os som en livredder i en svømmehal.
Den svømmetur er den mest mindeværdige, jeg nogensinde har haft. Vi bevægede os i slowmotion ude i floden. Jeg mærkede vandfaldets hårde stråler mod min ryg, idet jeg forsvandt ind bag strålerne. Jeg stak langsomt hænderne ud gennem vandfaldet og blev overrasket over dets styrke. Jeg fik lyst til at lade floden dirigere mig og flyde i strømmens retning og mærkede, at vandet levede lige så meget som jeg. Måske mere.
Munken fik os til at åbne os mod det andet, ved at stille det ét enkelt spørgsmål, og er det ikke evnen til at stille spørgsmål, der sætter os fri? Både dem, man stiller sig selv, og dem, man stiller andre. Dem, der viser andre, at vi er opmærksomme, at vi forsøger at forstå dem. Dem, der skaber gensidig værdighed, forståelse og respekt mellem mennesker og gør os til udholdelige venner, kærester og forældre? Måske det samme gælder for vores relation med naturen?
