En samtale mellem Madeleine Kate McGowan og sociolog, klimaaktivist, forperson for Andelsgaarde og forstander Suhrs Højskole, Rasmus Willig. Udgivet i The NXT: Garden of Desire.
Hvad ligger der på din tallerken? Hvad længes du efter at spise en onsdag formiddag eller fredag aften? Hvad spiser du, når du er alene, som guilty food-pleasure? Og hvad undlader du at købe i supermarkedet, fordi du ikke vil have, at andre skal se det i din indkøbskurv?
Foto: Madeleine Kate McGowan / NXT
–Hvis man pludselig ikke kunne få burgere mere, så ville der hurtigt opstå enorme køer udenfor psykologernes huse, siger Rasmus Willig, mens vi går ind i Kongens Have. Vi har sat hinanden stævne for at have vores årlige samtale om klima- og biodiversitetskriserne. Han forklarer, at alt det sukker, fedt og salt, der i disse år indtages som konsekvens af de populære burgerkæder, er en form for selvmedicinering, når man som samfund står midt i enorme kriser. At burgerrestauranterne og den madkultur, der følger med, giver en hurtig følelse af tryghed. At det nærmest bliver en erstatning for moderens bryst, som et værn mod følelserne i en usikker tid.
Netop maden og råvarerne er altså centrale for Willig. Han er nyligt tiltrådt som forstander på Suhrs Højskole, et sted der tilbage i 1901 blev grundlagt som en husholdningsskole midt i København af den driftige foregangskvinde Ingeborg Suhr. Husholdningsskolen havde fra start af fokus på madkvalitet, æstetik og omtanke for omverden og miljø. Og der blev på skolen arbejdet på at mindske madspild og på at benytte sig af sæsonens råvarer. I 2010 blev det besluttet at ændre husholdningsskolens navn, identitet og skoleform, og i 2011 overgik skolen derfor til at være en folkehøjskole med fokus på mad og gastronomi. (1)
–Tallerkenen er det nye regneark, siger Willig lidenskabeligt.
–Vi er vores landskab! Eller hvad vi spiser, bliver til vores landskab. Landskabet er en konsekvens af det, vi spiser og putter på tallerkenen. Og derfor er et af de primære og mest effektfulde steder at sætte ind lige nu – hvad vi spiser.
Vi ved det godt, men det skader ikke at gentage sig selv. I følge FN’s rapporter, udleder kvægproduktionen mere CO2 end hele transportsektoren tilsammen globalt. Det vil sige, at animalsk produktion står for højere udledninger end alle biler, lastbiler, skibe og fly tilsammen. Metan fra kvæg er 86 pct. mere skadeligt i atmosfæren end den CO2, som transportsektoren udleder. Animalsk fødevareproduktion er ansvarlig for 30 pct. af det globale vandforbrug, optager 45 pct. af planetens landareal, er ansvarlig for op til 91 pct. af derouten i Amazonas, årsag til habitat ødelæggelse med enorme konsekvenser for biodiversiteten, og netop habitaterne er vigtige et sted som Danmark, hvor kun omkring 2 pct. af landskaberne er biodivers natur.
–Vores biodiversitet er skidt i stykker. Hedelandskabet, søerne, fjordene, det kystnære land, det er lykkedes industri-landbruget at skide det hele i stykker, siger Rasmus Willig.
–Der er få fisk tilbage i havet på grund af såkaldte næringsstoffer i vandet. Den animalske produktions fæces, kvælstof fra griseproduktionen, ødelægger langsomt vores natur. De her 30 millioner grise går jo ligesom alle sammen på toilettet. Så 95 pct. af grisene eksporteres ud af landet, men det gør deres afføring ikke. Lorten bliver, men grisene ryger ud. Danmark er et af de mest industrialiserede landbrugslande i hele verden. Vi er den animalske produktions største toilet i Europa. Landbruget i Danmark står for op mod 50 pct. af de samlede danske udledninger. Hver gang du spiser industrielt, så har du faktisk sagt, at du ikke vil have insekter og, at vi skal have forurenet grundvand med pesticider i.
–Derudover er det påvist, at hvis man spiser plantebaseret, så forøges libido. Mænd får simpelthen flere erektioner på plantebaseret kost.
Da Willig nævner dette, forestiller jeg mig Eros med slap pil og nedslåede øjne. En Eros som i sin mytologiske form ikke kun repræsenterer romantik, men også frugtbarhed og livskraft. Og er det ikke også netop denne kraft som svækkes af nutidens landbrug og derfor ikke brummer af liv? Forleden besøgte jeg en gammel gård på Fyn, hvor landarealerne har fået lov til at stå uberørt af industrien (2). Når solen slår smut hen over sådan en mark, er der en behåret pels af snurrende, spinnende, fordrukne bestøvere. At sætte sig ned midt i dette, gør én helt beruset. Afrodisien, der vibrerende udspiller sig her, er lyden af liv.
–Vi må spise i rytme med sæsonerne og spise plantebaseret, uddyber Willig. –Alt afhænger af, hvad vi placerer på den tallerken. Jo mere plante- og sæsonbaseret vi putter på tallerkenen, desto mere land frigiver vi til biodiversiteten og naturgenopretningen. Vi kan dyrke ekstremt mange og sunde grøntsager på et meget lille areal og derved vende CO2 kurven og øge biodiversiteten. Kun 9 pct. af dyrkningsarealet i Danmark er mad til mennesker, resten bruges på animalsk produktion. 80 pct. af arealet er kun foder til dyr. Hvis vi omlagde det hele til plante-baseret produktion, kunne vi brødføde hele Norden. Og vi kan godt spise kød engang i mellem, da vi jo har brug for drøvtyggere, der gennem deres tilstedeværelse øger biodiversiteten.
Da min far var dreng, spiste de kun kød en gang om ugen, kommer jeg til at tænke på, mens Willig og jeg bevæger os gennem haven. Menuen stod på hirsegrød, stuvet kål og kartofler. Min farfar var rejsende sælger. Når han kom hjem i weekenden, havde han typisk en steg med. Jeg deler mindet med Rasmus Willig og han fortæller, at han selv minutiøst har gennemgået sin families tidligere spisevaner.
–De fik også kun kød en gang om ugen. Det husker min mor, og hun er 80 år i dag. Og de kom fra det bedre borgerskab. Hun husker, at de var de første i byen, der fik ananas på dåse, siger Willig og griner. –De spiste grød, grøntsager, rugbrød og suppe. Om søndagen spiste de kylling. Og den kylling kunne efterfølgende blive til hønse tarteletter, kyllingesuppe og stuvning. Så vores nutidige overforbrug af kød er bare en nyere pervers indstilling til mad og ikke så meget en reel tradition, siger han og fortsætter:
–Når vi lever sundt, bliver vores energiniveau meget højt. Dette indebærer blandt andet en frisættelse, så de filtre og forsvarsmekanismer, vi har indbygget, de sår vi har på tilværelsen, de pludselig ikke bliver dæmpet mere. Seven-Eleven er et tilfredsstillelsesapotek, med overdimensionerede kanelsnegle og pølsehorn. Og det industrielle landbrug undertrykker vores libido, en libido vi har brug for i kampen for et regenerativt landskab.
At det industrielle landbrug svækker libido og biodiversitet, er så klart et eksempel på, at vi har en indre og en ydre natur, tænker jeg, efter jeg har sagt farvel til Willig. Når skaden sker i det ydre, lider vi også i det indre. Vores tallerken, sult, landskab er forbundet. Lige nu er vi i gang med at spise planeten i stykker, mens en anden type lidenskabelighed er under pres – livsudfoldelses muligheden for mange arter. Så for Eros og bierne – spis nu de fucking grøntsager.
(1) suhrs.dk
(2) andelsgaarde.dk