Helene Jakobe Bom fra NXT, er lige nu i San Fransisco, USA, som officiel del af den danske tech ambassade i Silicon Valley. Hen over de kommende måneder, vil hun dele sin dagbog med refleksioner og iagttagelser fra et land i dramatisk forandring. Hermed første afsnit.
Jeg forsøgte ikke at tænke for meget over, hvad det næste halve år måtte byde på. Og ærligt talt havde jeg også svært ved forestille mig det. Hvad vil det sige at være i USA i et valgår, i en coronapandemi og i tjeneste for det danske tech-diplomati, der med et lille lands stemme søger at få indflydelse på de store tech-virksomheders gøren og laden?
I det absurd tomme fly prøvede jeg at koncentrere mig om The shape of Water. Stewarden ville gerne snakke. Han mente, at jeg var heldig, fordi jeg ville opleve San Francisco uden turistmylder. Jeg ville undgå timevis af bilkøer, da alle arbejder hjemmefra. Ikke mindst var jeg heldig, fordi luften var klar, frisk og sund. Nu da over to millioner biler i Bay Area stod parkeret. Han hev mig op af sædet, da vi fløj ind over byen. Jeg skulle se Golden Gate-broen, men den gemte sig i tågen.
Nu er der gået lidt over to måneder. Og jeg er havnet midt i et Californien, som er dækket af et tyndt lag aske og lugter af lejrbål, og jeg har stadig ikke nogen klar fornemmelse af, hvad det vil sige at være midt i Trump/Biden-kapløbet, hvornår coronapandemien vil ende, og hvor meget et lille land egentlig kan præge giganterne i Silicon Valley, hvis det vil.
Jeg havde kun været her et par uger, da jeg en varm aften kravlede op på det flade tag i huset på Fair Oaks Street. Himlen var helt pink, og jeg kunne stirre direkte ind i en rød sol. Næste morgen vågnede jeg med hovedpine til en tung luft og aske i min vindueskarm.
Derefter så jeg ikke en blå himmel i næsten to uger.
Det var lidt som vinter i København, hvor lavt hængende skyer og lyset fra gadelygterne lægger et gult filter hen over alt. Det er mere klaustrofobisk, end man kan forstille sig, ikke at kunne trække frisk luft ned i lungerne. Har kun prøvet noget lignende før på mørke bodegaer og i storbyer i Sydøstasien. Begge steder er jeg kommet frivilligt, og jeg forstår nu, at jeg hidtil slet ikke har givet god luft den opmærksomhed, det fortjener.
Og det er jo ikke engang værst i Californien. Jeg tænker på de mennesker, som bor steder i verden, hvor luftforurening er permanent. Hvor forureningen kommer fra kæmpe industrikvarterer, der producerer varer til hele verden og ikke – som her – fra gamle redwood-skove i brand. Masser af mennesker lever, bor og arbejder i smog og uden mulighed for at flytte væk. De kan ikke – som jeg – planlægge weekendture væk til krystalklar bjergluft. Men de færreste af dem har til gengæld nok heller ikke en app, der helt nøgternt fortæller dem, at luften har ’adverse effects and aggravation to the heart and lungs among general public’.
Som om en tå-krummende præsidentdebat midt i en pandemi ikke var nok belastning af nervesystemet.
Brandene i år har været de værste i Californiens historie. Allerede inden ’wildfire season’ officielt begyndte i midt september, havde ilden taget fart. Nu er et område svarende til 38 procent af Danmarks areal brændt ned. Brandene plejede ikke at være så ødelæggende. Det oprindelige folk, som boede her i området, vidste, at man ved kontrollerede afbrændinger kunne bevare skovene – og undgå en situation, som vi har i dag. Imidlertid står vi i en situation, hvor den amerikanske regering har gjort den praksis ulovlig, og altså ignoreret århundreders viden om naturen.
Desuden er klimakrisen kommet til. Men det er knap nok anderkendt herovre, at mennesket spiller en rolle for de hedebølger og det mere tørre vejr, som vi nu må leve med – og som føder ilden. I stedet anklager Trump ’bad forest management’ alene for at være skyld i brandene – hvilket der måske også er noget om. Men han forstår dog ikke, eller vil ikke stå ved, at han er øverste leder af US Forest Service, og hvis han ønskede det, så havde han muligheden for at lave om på tingene. Desværre er han ikke alene om at holde sig for øjnene og tænke kortsigtet. På amerikansk vis leder man efter hurtige løsninger. Hvert år bygger man nye huse og lejligheder op præcis der, hvor brandene kommer tilbage med jævne mellemrum.
Det, der er det mest frustrerende herovre, er fraværet af langsigtede politiske løsninger. Der mangler politikere, som tør tænke langsigtet, og som tør prioritere vores allesammens fremtid. Man kan kun håbe på, at den måde, corona har fået os – og også amerikanerne- til at bryde smittekæder og tænke fremad, vil smitte af på, hvordan vi tænker om klimakrisen.
De valg, vi tager her og nu, kommer til at påvirke andre længere væk.
Men stemningen er præget af ængstelighed omkring fremtiden. Eller, det gælder i hvert fald her i demokratiske San Francisco, hvor mange kender og forstår alvoren i corona, klima og præsidentvalg. Bare en time syd på kan man se tandsmil og bare maver på tæt pakkede strande. To timer øst på er der cigaretrøgede, fyldte kasinoer, indoor dining, Trump flag på pickup trucks og islamofobiske plakater hæftet fast til stammerne i skoven.
Det er et sammensat land, jeg er landet i. Et land, der også kan summe af konstruktiv energi. Her er søde mennesker, kloge mennesker og masser af gode intentioner. Heldigvis har jeg endnu næsten fire måneder tilbage til at forsøge at fatte, hvor jeg er, før et nyt fly tager mig hjem.
