I et skab på mit hjemmekontor ligger stykker af minder. Små tidslommer fra hele mit liv. Og faktisk ikke kun det – der er fragmenter af mange liv, samlet og opbevaret.
De ligger der – i relativ orden – i en venten på at smelte sammen.
Det er stof.
Gardinerne i min farmors gæsteværelse, hvor tiden blev opløst, og natten var evig. Resterne af vilde nederdele syet til gymnasiets blomsterbal. Afklip omkring min mors lange velourjakke, fra før jeg blev født. Blonder til min barndoms barbiedukker. Min søsters og mine matchende, flagrende sommerkjoler. Min venindes nabos mosters dug. Min nieces blomsterbukser. Resterne efter screentryk til Dome of Visions muleposer, puder, bluser. Min mormors trykte mundservietter.
Som en anden arkivar værner jeg om mine aktiver. Nogle små bidder gemmes til det helt rigtige projekt, nogle skyder jeg med kærlighed afsted, selv om de er sidste rest af et kært minde. Nogle stykker stof bliver mere og mere værdifulde, når de svinder ind, for de kan ikke erstattes – der er, hvad der er, mere findes ikke.
Hvert stykke stof er en historie. Som et andet community patchwork fletter jeg min egen tid sammen med min families og mange andres, til de bliver en egen historie, en ny fortælling.
Brudstykker af tid
Ved at patchworke arbejder jeg med nærhed og relation i gaveregnen af det samfund, der har været præget af overflod så længe – en bevægelse, jeg ikke ser kan blive ved. Jeg giver med mit syarbejde gaver, der er omformet tid. Der er sammenfletning af eksisterende materialer – og dermed nyt, fremfor at høste krævende ressourcer af en anstrengt jord.
For mig er et stykke stof i et patchwork som at passere en bogreol. Hver bogryg rummer en fortælling – og sammen med den en tidslomme af det liv, jeg levede, mens jeg fortærede og absorberede fortællingen. Det er et udvidet fotoalbum, hvor små historier sniger sig op til overfladen. Jeg drøvtygger minder og smiler lidt. Det er et medley, der åbner den indre jukebox og starter en tidsrejse.
Når jeg giver et sammensmeltet historietæppe videre, ved jeg godt, at det ikke er de sammen fortællinger, modtageren får. Men jeg ved, at det sitrer, og de mærker, de modtager tid, drømme og gode ønsker.
Skatte i skabet
Teknisk set er det anarki. Jeg arbejder mig frem uden et fast mønster. Jeg arbejder mig frem tvunget af umiddelbar lyst. Jeg arbejder mig frem med skabets skatte tyngende i mit baghoved og farver og teksturer mellem fingrene. En stofcollage, der udvikler sig spredt på mit gulv i fragmenter, mens der flyttes frem og tilbage, indtil det endeligt fikseres i en ny sammenhæng.
Hver gang jeg sidder med stoffet mellem fingrene, vokser drømme om alt det, jeg gerne vil skabe med al den tid, der ikke er. Hver gang, jeg har syet en gave, går der dage, før jeg får pakket skabet sammen, før jeg er moden til at sige på gensyn. Hver gang opstår der nye drømme om teknikker, om former, om materialer og om den brug, jeg gerne vil sy fortælling til.
