NXT etablerer sig i Nuuk. Derfor rejser Jan og Amanda sammen nordpå. Her er Amandas personlige rejsebrev.
Vi har været her før. Vi er her igen.
Vi kommer tilbage.
Siden sidst, har jeg savnet dig. Jeg har savnet dine former. Den måde du projicerer lyset på. Den måde du får mig til at trække vejret på. Dybt og langsomt. Under hver vejrtrækning kan jeg mærke, hvordan luften passerer gennem min næse, gennem luftrøret, videre ned i de mindre bronkier og de endnu mindre bronkioler. Du får mig til at smage på luften. Alveolerne i mine lunger fyldes med luft. Din renhed revser mit indre. Det er en rar følelse. Iltrigt blod strømmer så til mit hjerte. Jeg lever. Nuuk! Jeg har savnet dig.
22/10 2020. Vi er her igen. Jeg har en ambivalent følelse i kroppen, da jeg står ude foran hotellet. Jeg trækker vejret gennem et filter. Jeg vil ikke rigtig. Det her er fantastisk. Det er anden gang på meget kort tid. Jeg trækker lidt mere luft ind. Stirrer ud på menneskene. Jeg er lidt nikotinpåvirket. I dag er vi kommet til vores afrejsedag. Vi skal med en lille flyvemaskine fra Nuuk. Der er plads til 39 mennesker. Vi mellemlander i Kangerlussuag, før turen går mod København.
Vi har været her før. Vores første rejse til Nuuk var en overvældende tur. En tur med run på, og en tur, der overraskede mig personligt. En smuk tur og en oplevelse, der satte sig under huden. Følelsen denne gang er en anden. Det er følelsen af at komme tilbage til kendt land. Fem dages karantæne. Vi må heldigvis gå ture. Et grønt land. Grønland. Et karantæneland. Hotelværelsets fire vægge som objekt for nøje inspicering. Det er alligevel opløftende!
Nuuk er en lille by med lokale forankringer. Hvor arbejdsdelingen er mindre kompleks. Pulsen er lav. Storbyfølelserne er i hvert fald ikke at sammenligne med de følelsesmæssige fremkomster på Fifth Avenue. Nogen gange føler jeg, at jeg er på Bornholm. Her står tiden også stille. Sådan lidt tidslomme-agtigt. Andre gange føler jeg, at jeg er i udlandet grundet sproglig forskellighed og forskellig kulturel praksis. Når vi spiser på restaurant, er det med hele byen som selskab. “Moskus tartar, det kan anbefales”, siger jeg til en ældre herre. Ham jeg møder på hotellet hver dag. Nu kender vi nærmest hinanden. En madscene, der minder om mine egne madkundskaber. Et throwback til min opvækst på Bornholm i min mors kødgryder. Ikke noget flatterende men alligevel nok, så maven blev mæt.
Vi handler i Brugseni og hilser på Per. Lise. Nikkula og Olsen. Jeg hilser også på mine følelser. Hver dag. De skifter som vejret. Regnvejr. Radikalt, råt og ramsaltet. Nuuk har store potentialer, og vi sidder nærmest i al slags vejr nede ved den gamle bådehavn. Vi skal jo have noget frisk luft. “Det kan noget”, siger jeg til Jan. Vi kigger på hinanden, og så ud på vandet igen. Landskabet ændrer sig hver dag. Dét “noget” er svært at sætte direkte ord på. Er det stilheden? Foranderligheden? Hybrid. Ja, en sammensætning. Jeg tror, det dét er meget dybfølt. Gråt og mørkt. Rart. Smukt.
Det er vildt. Har du set Malene og Malene? Naturen er exceptionel. Jeg lader mig gang på gang forsvinde i horisonterne. Her er der endelige dimensioner. Det får mig til at tænke over min egen størrelse. Mennesker er mikroskopiske organismer, der titulerer sig som en målestok for alt. Jeg kommer til at tænke på, at jeg skal tjekke, hvornår vi skal flyve. Cigaretten har nærmest røget sig selv. Vi flyver 10.20. Jeg er stadig lidt påvirket af nikotin. Jeg trækker vejret igen. Retter blikket mod check-ud skranken. Vi kommer tilbage.
