Inga Gerner Nielsen bevæger sig naturligt under og omkring de fritlagte bjælker på NXT´s lavloftede 2. sal. Hun er hjemmevant i det gule og skæve baghus på Nybrogade, hvor hun siden 2010 i lange perioder eller med jævne mellemrum har været en del af NXT´s kunstneriske ånd og åre. I en årrække som en del af den performative trio, Fiction Pimps, der blandt andet stod bag IN 100 YEARS. Sidenhen har Inga hevet bopælen op fra Københavnerkalken og placeret den i henholdsvis Nordjylland og Bruxelles. Huset ved Vesterhavet er hendes base, og når hun ikke befinder sig der, bor hun i Europas hovedstad, hvor hun studerer en Post Master på den kunstneriske forskningsenhed A.pass.
For en kort stund er hun tilbage i København for at arbejde på Stedets Væsen, og med et tændt stearinlys og båndoptager mellem os har jeg sat Inga i stævne for at tale om et online galleri, en immateriel sø, kunstnerisk aktivisme og forskellen på ret og retfærdighed.
En sø uden vand
Kigger man på et typologisk kort over Danmark, så ligger der nær Inga Gerners base i Nordjylland en af Danmarks største søer, Gårdbo Sø. Den er placeret mellem Vendsyssels øst- og vestkyst. Den er omkring tre kilometer på den ene led og 2,4 km på den anden. Formen minder om et anatomisk hjerte, der i stedet for at pumpe liv i søen er tilkoblet et elektrisk apparat, som kunstigt dræner den for vand.
Inga fortæller, at den tørre sø er blevet drænet siden sidste halvdel af det 19. århundrede. Det skete som led i den landsdækkende og politiske støtte til landvindingsprojekter.
”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, reciterer Inga. Første gang hun hørte dette udtryk, gik hun på højskole og troede, at det handlede om åndelig eller indre udvikling. Det viste sig, at ordene skulle tages langt mere bogstaveligt. Da Danmark tabte land i syd, skulle det tilføjes i nord, fortæller hun. Udtrykket handler altså om land og dyrkningsdygtig jord og er grunden til, at Gårdbo Sø i første omgang blev drænet og senere lagt til de 61 procent af Danmark, som består af landbrugsareal.
Inga holder for en kort stund direkte øjenkontakt med stearinlysets flammer, inden hun igen kigger op og fortsætter. ”Lokale Naturfredningsforeninger og Aage V. Jensen Fonden har gennem flere årtier forsøgt at få rettighederne til at genetablere søen i dens oprindelige form. Det Grønne Råd i henholdsvis Hjørring- og Frederikshavns kommune har ligeledes forsøgt at indgå i dialog med ejeren. Ejeren ønsker ikke søen gendannet, og det er han i sin ret til, ligegyldigt hvad et demokratisk flertal måtte mene. Denne ret er grunden til, at søens mulige eksistens er henlagt i glemsel.”
Da Inga og hendes mand, kunstneren Johannes Maria Schmit flyttede til Nordjylland, kendte de ikke til søens eksistens, selvom den hang i deres stue som en del af et kort over Nordjylland.
En lokal ven fortalte dem historien om den århundrede lange dræning. De uforløste potentialer for føde- og levesteder for flerartede liv spirede frem for parrets indre blik og blev startskuddet til Søens online galleri @Immaterial_lake. ”Johannes og jeg ønskede at give noget tilbage til den region og det landskab, som har åbnet arme og hjerte for os. Vi vidste ikke helt hvordan, før vi fik øjnene op for Gårdbo Sø”. Instagramprofilen fungerer som et immaterielt kunstrum tilhørende den immaterielle sø. Inga og Johannes er galleriets kuratorer og har opsat fem benspænd for bidragende kunstnere, som er skabt med udgangspunkt i reglerne for, hvordan man må færdes i danske landskaber:
1: Al fysisk aktivitet i forbindelse med skabelsen af værker foregår på markvejen, som går gennem Gårdbo Sø.
2: Hvis værkerne finder sted ude på markerne i Gårdbo Sø, er de enten imaginære eller digitale
3: Ingen aktiviteter eller materialer vil forhindre det daglige landbrugsarbejde eller dyreliv
4: Beboeres privatliv omkring Gårdbo Sø respekteres
5: Publikum får kun adgang til værkerne online
Glinsende fantasier
Kunstnernes værker skabes efter de har gået igennem og lyttet til søen og dens fravær. Lydhørhed over for søens væsen er central faktor, og tiden vil vise, hvordan denne manifesterer sig i de kommende værker. Første bidrag er fra kunstneren Noah Holtegaard, der er opvokset i en lille landsby nær søen. Hen har skabt to digitale værker i form af Instagramfiltre, som kan afprøves af publikum. Det ene består af en roterende 3D scannet og sølvglaseret muslingeskal, som er fundet mellem markerne i Gårdbo Sø. Det andet værk tager form som et glitrende og utopisk univers, som publikum kan træde ind i og dermed befinde sig i en fantasi om den forsvundne sø.
Noah´s værker skal bruges til at få politikerne i tale og vække nordjydernes nysgerrighed om eksistensen af Vendsyssels største sø. Værkerne er det første ud af en række, der besøger og udstilles i det immaterielle kunstrum. Værk for værk vil kunstnere inviteres til, med forskellige kunstneriske greb og tilgange, at gøre søen synlig for sit online publikum, og Inga beskriver projektet som et kunstnerisk funderet folkeoplysningsprojekt.
Aktivistisk ånd
Inga har arbejdet interdisciplinært med at udvikle og forme visioner for bæredygtige fremtider, og åbningen af det immaterielle kunstrum, tilhørende det, som kunne være Nordjyllands største sø, er hendes måde at støtte kampen om genetableringen af Gårdbo Sø.
Jeg spørger ind til kampen og dens aktivistiske klang. Hun nikker og sukker. Det er en kunstnerisk aktivisme, men den er ikke rettet personligt mod ejeren af den jord, som Gårdbo Sø kunne have hvilet over. Inga påpeger, at hun er trist over, at ejeren af landet ikke ønsker at afgive noget at sin magt og ret, men at man skal holde øjet på bolden, der i dette tilfælde er søen. ”Det er et strukturelt og symptomatisk problem for den biologiske krise, som vi befinder os i, og har rødder i en kulturel og liberal selvforståelse”.
Inga påpeger, at projektet som helhed synliggør et demokratisk problem, der handler om, hvor meget ét menneske kan bestemme over større arealer. ”Vi forstår godt, hvis det, at sætte spørgsmålstegn ved selve ejendomsretten kan virke voldsomt for mange. Huset og haven er en del af menneskets intime sfære ude på landet. I og med vi selv bor i Nordjylland, forstår vi godt vores medborgeres følelser, og hvorfor bønderne i fortiden har måttet udvikle teknologier til at leve af og i det hårde landskab, der hersker heroppe”.
Det er i selvsamme forståelse, at Inga øjner et nyt mulighedsrum: Hvad hvis søen havde en ret? Hvad ville den sige eller føle? Det er den samtale, som kunsten kan åbne døren ind til, og så kan den måske få flere mennesker til at lytte og handle.
Med kunsten og værkerne i det immaterielle galleri kan kunstnerne vælge at spejle, provokere eller udsmykke denne forståelse, og vigtigst af alt: åbne andre universer og fantasier for fremtiden. Et sted, hvor der sættes spørgsmålstegn ved sammenhængen og fordelingen mellem ret og retfærdighed.
Følg med på Søens online galleri når næste værk af Ann Mai Røge udstilles d. 1. marts.