“I samme øjeblik stak Mumitroldens mor hovedet ud gennem vinduet og råbte:
“Kaffe!”
Tofslen og Vifslen blev så frygtelig bange, at de sprang på hovedet ind gennem gluggen til kartoffelkælderen.
“Uha, “ sagde Mumimor, og det gav et sæt i hende. “Det var bestemt to rotter, der smuttede ned i kælderen. Snif, løb ned med lidt mælk til dem!”
Så fik hun øje på vadsækken, der var blevet stående ved trappen. “Også bagage, “ tænkte Mumimor med et suk. “Ja, så kommer de for at blive boende. “
Og hun gik for at finde Mumifar og bede ham lave to senge til.”
Tove, Jansson, Troldkarlens hat
Mumitroldenes hus er gæstfrit: Her er plads til den irriterende Hemul, som kun går op i sin frimærkesamling. Og til den dystre, Schopenhauer-agtige Bisamrotte, hvis dage går med at læse bogen “Altings Unødvendighed”. Bisamrotten forventer dog at få serveret tre måltider om dagen. Huset giver også ly til skarpe og evigt konfliktskabende Lille My. Samt hippien Mumrikken og forvirrede Snif. Kommer et par søgende sjæle forbi Mumihuset, byder familien dem velkommen og bygger nye senge. Nogle gange er Mumihuset da også temmelig dysfunktionelt og larmende. Det er ikke altid, at de mange forskellige karakterer lige svinger sammen. Men sådan er det jo! I sådanne situationer inviterer Mumimor hele flokken på en forsonende udflugt. For at dæmpe gemytterne.
Med tiden er jeg begyndt at se NXT-huset som Mumihuset. Når jeg kommer hjem fra én af mine rejser, tænker jeg over, hvem der nu er flyttet ind og pusler rundt på husets øverste etager.