Michael Graversen er dokumentarinstruktør og har i årevis skildret flygtninge- og asylområdet. Hans bidrag skaber debat og opfordrer ofte til konkret handling. Som Michael Graversen ser det, sidder politikere her, der og ikke mindst i EU på hænderne, alt imens uledsagede flygtningebørn bukker under for manglende handling og omsorg. Mange voksne bukker også under.
Interview med dokumentarist og forfatter Michael Graversen. Skrevet af in-house journalist, Søren Egert
Hans nye bog, Moria in Memoriam, udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard, fortæller om det, der engang var den største flygtningelejr i Europa. På et tidspunkt boede der 7.000 børn i lejren, 1.300 af dem var uledsagede. I alt boede der 20.000 mennesker i Moria på den græske ø Lesbos – og en dag i september 2020 sluttede det hele. Lejren brændte ned til grunden.
Den forfejlede indsats
–Jeg besluttede mig for at dokumentere Morias endeligt, også for at vi alle skal kunne huske EU’s forfejlede indsats. For mig er det ubegribeligt, at et sted som Moria har kunnet eksistere i Europas baghave. EU bryster sig af at rumme værdier som menneskeværd og fællesskaber, men Moria var jo et bevis på det stik modsatte, siger Michael Graversen og konkretiserer sin kritik.
–I 2015 og 2016 kom over en million flygtninge og migranter til Europa, og i begyndelsen befandt de sig kun kort tid i Morialejren, da de jo havde mulighed for at rejse videre. Men i 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, og grænserne på bl.a. Balkanruten blev lukket. Der blev indført geografiske restriktioner, så Moria blev en flaskehals, der voksede i de efterfølgende år. Samtidig blev forholdene i lejren kun værre: dårlige sanitære forhold, ikke adgang til varmt og rent vand, ingen skolegang og en lovløshed med voldelige overfald og voldtægter. Kvinder og piger turde ikke forlade deres telte, og bander herskede i lejren. Sådan var status, da jeg besøgte lejren i 2019, fortæller Michael Graversen og understreger igen og igen, at kernen i tragedien på Lesbos (og andre steder) er det europæiske og det danske svigt af basale menneskerettigheder.
De personlige fortællinger
Når man som Michael Graversen er mere end fortrolig med flygtninge- og asylvilkårene i først og fremmest Europa, trænger flere voldsomme oplevelser og erfaringer sig selvfølgelig på. Men den nedbrændte flygtningelejr på Lesbos skiller sig ud.
–Jeg så et post apokalyptisk univers, som var helt vildt underligt at gå rundt i. Som om verden var gået under. At se alle de spor af liv – bamser, skolebøger, senge, brændte isobokse ligge rundt omkring i lejren var en følelsesmæssig stærk oplevelse, og kombinerer jeg den og en række andre med de personlige oplevelser, jeg konstant løb ind i, så har mange af disse møder naturligvis fundet vej til min nye bog, siger Michael Graversen og nævner Papa Musa.
–En ældre afghansk mand, som var næsten blind, og som boede i et uhumsk telt med sin rollator stående udenfor. Til trods for hans usle levevilkår var han sød og imødekommende. Et par måneder senere fandt jeg ud af, at en spansk frivillig havde hjulpet ham videre til Tyskland, så han kunne blive genforenet med sin datter og barnebarn. Et håb i mørket.
– Og Maryam. En seks år gammel syrisk pige, som var så traumatiseret efter at være blevet ramt af en tåregasgranat, at hun var stoppet med at tale. Det stak i hjertet at se hendes traumer manifesteret på den måde. Og samtidig vide, at så længe hun boede i den usikre lejr, ville hun ikke få det bedre.
Michael Graversens række af beretninger forekommer uendelig, og tragedien fra Lesbos bliver måske ikke den sidste, han kan dokumentere.
–EU skal fordele de flygtninge og migranter, der lever i de græske lejre og give dem ordentlige vilkår, mens de venter på, deres asylsag bliver behandlet. Danmark har også et ansvar i den henseende, påpeger Michael Graversen.
Med Moria in Memoriam viser han, hvad der sker, når ingen tager et ansvar på sig.
