En samtale med professor i etik, Thomas Søbirk Petersen, om det moralske ansvar, klimashaming, aktivisme og den tunge klimabyrde. Udgivet i The NXT. Skrevet af Nikoline Kern, Projektchef i NXT.
En af årets klimatunge højtider er overstået, og et nyt år er begyndt. Efter kødorgiet, gaveræset og Tigerbutikkens pakkekalender står vi tilbage med en klimakrise, der ikke har holdt ferie. Handling frem for ord vil vi råbe, mens vi slår mave…
Næste udfordring bliver rejsen sydpå. At rejse i årets mange ferier er normalen for flere og flere, og det er skidt nyt for vores fælles målsætning. Men hvor stort er vores personlige, moralske ansvar for at skrue ned for CO2-forbruget, og hvor meget kan vi med en vis rimelighed forvente, at staten tager sig af?
Passivitet er ikke en mulighed
På Roskilde Universitet møder jeg Thomas Søbirk Petersen, der foruden sit professorat i filosofi også er medforfatter til bogen Klima og Etik. Han byder mig velkommen med et smil, og vi sætter os på hans kontor, der er præget af bøger og avisartikler, hvor etik indgår i titlen. For enden af lokalet
stråler et lille vindue, hvor jeg får et kig til de marker, der endnu omgiver RUC. Jeg har inviteret mig selv på kaffe hos min tidligere professor og byder ham på en snak om de klimaetiske dilemmaer, han mener, at vi står midt i.
Thomas Søbirk Petersen lægger hårdt ud med at pege på den enkeltes magt og muligheder i spørgsmålet om det personlige, moralske ansvar. Han indleder samtalen med at understrege, at vi alle deler ansvaret og kan handle på forskellig vis.
–Fra en umiddelbar betragtning er det politikerne, der har magten og kan foretage lovændringer, der gør det mere tillokkende at sænke vores CO2 udledning. Men når den ene videnskabelige undersøgelse efter den anden gør det klart, at der fra politisk side ikke bliver gjort noget hurtigt nok, er det alarmerende vigtigt, at vi andre kommer på banen, siger han.
Han forklarer, at vi som borgere har en enorm magt i et ellers lille land, fordi politikere og virksomheder især handler ud fra, hvad flertallet i befolkningen er interesseret i. Klimavalget i 2019 er et perfekt eksempel herpå. Derfor er passivitet ikke en mulighed i kampen for klimaet, fordi den moralske pil i sidste ende peger tungest på den enkelte, når vi lever i et demokratisk samfund, understreger Thomas Søbirk Petersen.
Samtalen tager en drejning mod klimaaktivisme, hvor jeg må uddrage, at vi ikke kan adskille stat og individ, da vi alle er samfundet. Og netop derfor har vi adskillige muligheder for at påvirke krisens gang. Ifølge Thomas Søbirk Petersen er klimaaktivisme et af de stærkeste værktøjer, vi alle har til rådighed i et land som vores. Vi har den personlige aktivisme, hvor vi kan påvirke os selv og hinanden til at leve mere klimavenligt. Vi har den politiske aktivisme, hvor vi kan gå på gaden og påvirke vores politikere til at handle ud fra vores prioriteter. Vi har den erhvervsmæssige aktivisme, hvor vi udfordrer vores egen arbejdsplads eller hinandens på den grønne omstilling i erhvervslivet. Thomas Søbirk Petersen selv er netop i dag mest optaget af den personlige aktivisme, og hvad der rent faktisk kan motivere os til at handle.
Dig, mig og klimaet
Flere og flere er blevet opmærksomme på, at det er vigtigt at leve mere klimavenligt. Men de svære valg opstår, når vi føler, at vi skal give afkald på noget, vi finder væsentligt for vores livskvalitet, forklarer Thomas Søbirk Petersen. Derfor skal motivationen være den rigtige.
–Mennesket som socialt væsen har en høj grad af moralsk benzin i kroppen. Når vi ser nogle, der lider og har brug for vores hjælp, vil normalen være, at vi er villige til at handle. Men udfordringen for den klimavenlige adfærd består i, at det er svært at få øje på, hvem ofrene er, når jeg spiser kød, tager et langt bad eller flyver på ferie. Konsekvenserne er for abstrakte for os, fordi det er svært at pege på et specifikt offer, der bliver skadet ved, at jeg har en overdådig livsstil, understreger Thomas Søbirk Petersen.
Han uddyber, at problematikken er et omdiskuteret moralpsykologisk dilemma i den grønne omstilling, som netop udfordrer os på motivationen for at handle.
–Vi beder os selv og hinanden om at ændre vores livsstil på en måde, som de færreste har lyst til. Samtidigt er det svært at se, hvilken forskel det gør, når vi ofrer egne behov for det fælles gode.
Når vi stræber efter disse klimaetiske idealer, kræver det en særlig motivation, mener Thomas Søbirk Petersen og refererer til et konkret eksperiment, hvor en gruppe forskere har undersøgt, hvad der motiverer os til at hjælpe andre. Her lod man en gruppe studerende indgå i en række tests, hvorefter de fik tildelt et honorar. Slutteligt blev de studerende spurgt, hvor meget af deres honorar, de ville donere til velgørenhed. Der var to optioner: en gruppe af børn eller et enkelt barn. Undersøgelsen viste, at størstedelen var villig til at donere mere til barnet end til gruppen af børn.
Han forklarer, at en primær begrundelse for resultatet er, at vi moralpsykologisk gerne vil fikse et problem, og det kan virke uoverskueligt for os, hvis problemet er for stort til, at vi kan se, hvilken forskel vi gør.
–Hvis vi skal motivere til handling, skal vi gøre skaderne mindre abstrakte, så vi kan identificere ofret for egne handlinger eller mangel på samme. Vi skal forstå, hvem det er, der lider, og hvordan vi kan hjælpe. Vi skal sætte ansigt på vores klimaofre, hvis vi skal aktivere vores moralske benzin.
Sådan slutter Thomas Søbirk Petersen sin pointe, der kan minde om et opråb til de medier og den skildring, som skal til for at forstå de reelle konsekvenser af klimaforandringerne.
Coca Cola og sorteperspil
Flyskam og skabskødspisere breder sig. Jeg har hørt veninder, der skammer sig, når de sætter sig i flysædet på vej til den ferie, de ellers har glædet sig til. Og jeg selv er begyndt konsekvent at servere vegetarretter til mine gæster, selvom jeg spiser kød til daglig. Jeg spørger Thomas Søbirk Petersen, om vi bør være bekymret for eller stolte af denne udvikling.
Vi indleder diskussionen med en reference til sociolog og medstifter af Andelsgaarde, Rasmus Willig, der har udtalt, at det sorteperspil, der udfolder sig i klimadebatten både privat og offentligt, er demotiverende og irrelevant i en krise, hvor vi alle står tilbage som gerningsmænd og ikke ofre. Thomas Søbirk Petersen er ganske enig i Willigs pointe.
–Klimashaming minder mig om 70’erne, hvor vi diskuterede sodavandgiganten Coca Cola og firmaets undertrykkelse af ansatte, der søgte af organisere sig fagligt. Den gang eskalerede debatten lige så hurtigt, som den gør i dag. Vi shamede alle dem, der drak Coca Cola, og udfordringen er en kliche, fordi vi nemt pegede fingre af alle dem, der drak Coca Cola uden at tage ansvar for, at vi selv stod med en Sprite i hånden, fortæller han.
Thomas Søbirk Petersen vender tilbage til nutiden og understreger, at vi er nødt til at gå en anden vej. Han siger, at det svære ved klimadebatten er, at vi alle deler ansvaret, og derfor har vi travlt med at pege på hinanden, når der virkelig skal prioriteres og handles. Han er kritisk overfor udvikling og tror ikke på, at shaming er lig med motivation.
Han forklarer mig, at ureflekteret klimashaming på ham kan virke kontraproduktivt – og særligt når dialogen går i selvsving med sætningen ”hvad med dig selv”. Han mener ikke, at vi udelukkende kan shame os frem til en grøn omstilling og livsstil. Vi har også behov for ros for det gode, vi gør for klimaet. I følge Søbirk er ros et simpelt men uhyre effektivt værktøj, der kan aktivere yderligere lyst til at ændre adfærd og give afkald.
Dermed ikke sagt, at vi ikke skal have en åben diskussion om godt og skidt. Jeg mindes de positive eksempler, hvor dialogen ”ved du ikke at” har vækket den kritiske forbruger hos mig selv eller andre, der motiveres til at boykotte produkter som palmeolie – eller lave underskriftindsamlinger, så vi kan forbyde salg af Roundup. Men der er en hårfin balance mellem konstruktiv vidensdeling og ureflekteret klimashaming.
Hvad er dit nytårsfortsæt?
Dialogen leder os videre til den personlige klimaaktivisme, der er en kæphest for Thomas Søbirk Petersen. Han mener, at det er på tide, at vi får en anden diskussion. Vi skal turde tale om, hvad vi hver især vil gøre for klimaet og støtte hinanden i den omstilling, som er svær for de fleste.
–Selv om du bliver vegetar, så vil det isoleret set ikke betyde ret meget. Men hvis du taler med nogle om det, så er der måske to eller tre andre, som bliver vegetarer, sænker deres kødforbrug eller blot tænker over det, vurderer han.
Han mener, at vi skal udfordre os selv og hinanden. Hvis årets nytårsforsæt ikke er den sædvanlige maraton men målet om blot én køddag om ugen, så bliver diskussionen om bordet måske en anden, end den var sidste år. Det kan åbne for dialoger, hvor vi tør tale om, hvor meget kød vi spiser, hvad vi giver til velgørenhed, og hvor meget vi reelt flyver.
–Vi skal gøre klimaet til en naturlig del af de samtaler, vi allerede har, og turde tale om det, der gør en forskel. I det private har vi en indgangsbillet til diskussionen, fordi vores publikum vil lytte til, hvad vi har at sige, siger Thomas Søbirk Petersen.
Vi opremser i fællesskab de kulturkristne højtider og de venskabelige reunions, vi ser som mulighedsrum på baggrund af hans pointe. Thomas Søbirk Petersen mener, at første skridt er at benytte de sociale sammenkomster, vi allerede har.
–I det private har vi en direkte kanal til mennesker, der har tillid til os og respekterer de valg, vi tager. De er venner med dig. Du er i familie med dem. Det er et mulighedsrum, hvor vi kan dele og påvirke hinanden.
–Din egen indsats kan være svær at se i det store regnskab, men bliver vi tilstrækkeligt mange mennesker, der sætter belastning af klimaet højt på vores personlige dagsorden, kan det sprede sig som ringe i vandet. Ansvaret er vores, og vi er moralsk forpligtede til at gøre en forskel der, hvor vi kan.
Fremtidige generationer
Vi vender tilbage til klimaaktivisme og berører det uundgåe-
lige emne – ungdommens klimaoprør. Et oprør der gør ”en dråbe i havet-argumentet” til skamme. Et oprør hvor vi om 10 år vil se tilbage og bruge det som endnu et eksempel på, hvordan ændringer i historien konstant er blevet gennemtrumfet med handling.
Thomas Søbirk Petersen har forståelse for, at det især er de unge, som demonstrerer eller igangsætter klimademonstrationer, da det primært er de unge, der vil blive skadet af de klimaforandringer, som primært er forårsaget af de ældre generationer. I forlængelse af generationssnakken spørger jeg ham, om vi har et moralsk ansvar over for fremtidige generationer?
Hvorvidt der kommer til at eksisterer fremtidige generationer om 300 år er et åbent spørgsmål, men så længe vi tror på det, mener han, at vi er moralsk forpligtet til at beskytte kommende generationer.
–Klimavenlig adfærd er mest af alt et personligt ansvar. Hvis vi lader os guide af det samme moralske kompas, vi normalt anvender på os selv og hinanden, vil vi føle en moralsk forpligtelse til at ændre adfærd, når vi ved, at vores handling skader andre. Og det ved vi, at den gør, når vi
udleder CO2.
Flere spørgsmål rejser sig i forlængelse af hans pointe. Hvis vi er moralsk forpligtet til at ændre adfærd, når vi skader andre, har vi så også et moralsk ansvar for de skader, vi allerede har forvoldt?
Ingen kvaler – de fattige betaler!
Når julemaden har lagt sig, og nytårsforsættet er delt og diskuteret, vil vi blive mindet om Danmarks klimamål, og hvor travlt vi har. Men vi vil også blive konfronteret med de uoprettelige skader, vi har forvoldt og skal håndtere konsekvenser af – nu og i fremtiden.
Samtalen med Søbirk slutter dystert men reflekteret. Vi erklærer os begge enige i, at Danmarks klimamål ikke ændrer på konsekvenserne for de millioner af mennesker, der er ramt af klimaforandringerne. Vi skal i Danmark huske, at klimakrisen ikke er en mørk skygge, der truer vores fremtid om ti år. Nej – klimaforandringerne er her allerede, og krisen lever i bedste velgående. Selv om vi herhjemme ikke mærker de negative konsekvenser endnu, så er der mange mennesker i verden, som gør!
Vi må minde hinanden om, at vi ikke alene kan koncentrere os om at nå Danmarks klimamål i et kompliceret klimaregnskab. Vi skal huske de tal, der stiger uafhængigt af, hvad vi gør. Hvem skal huse de klimaflygtninge, der nu og i fremtiden må flygte fra det, de kalder hjem? Og hvem skal i sidste ende betale for klimabyrden? Tilbage står nye spørgsmål, der giver anledning til endnu flere møder – studine og filosof imellem.
Debatten er større end Danmark, julemad og nytårsfortsæt. Og ansvaret ligger hos os.