Mette Riise var dagens moderator, da NXT inviterede til samtalesalonen HABITAT – DU ER NATUREN, efteråret 2022. Mette er kunstner og hendes værker kredser om klima, økonomi og magtstruktur. Laura Benedicte inviterede hende forbi NXT, denne gang til en samtale om klima, kunst og store egoer.
Hvordan kan man vækste eget kunstner-ego samtidig med, at man forsøger at ændre verden? Hvem skal kunstens pil ramme for at rykke ved noget, der rykker?
Mette og jeg kigger på hinanden. Spørgsmålene hænger i luften. Vi har talt uafbrudt i halvanden time. Jeg havde lovet, at samtalen kun skulle vare én. Men det er som om, jeg har ladet tøjlerne falde, og vores samtale har forvandlet sig til en vild hest.
Sådanne samtaler er sjove, lige indtil at puslespillet skal samles og forvandles til rene sætninger uden afstikkere.
Personlige og samfundsstrukturelle beretninger om store egoer virker som usynligt brændstof i Mettes kunstneriske arbejde. Som en del af den økonomiske underklasse og uddannelsesmæssige middelklasse forholder Mette sig aktivt til hvilke kasser og klasser, som hun tilhører, og hvilke muligheder, de både giver og tager. Dertil er hun kunstner, kvinde og hvid. Ud fra mængden af de gange, det gentages, perspektiveres og udfoldes, antager jeg, at det er vigtige brikker til puslespillet. Det handler ikke udelukkende om de tre ord men om en bevidsthed, der giver hendes kunst krop, udgangspunkt og adgang til en den inspirationskilde, hvor hun skaber fra.
Jeg prøver at spejle mig selv i en lokal, samfundsmæssig og global kontekst. Jeg er ikke særlig repræsentativ som menneske, hvis vi ser samlet på verdens befolkning. Til gengæld er jeg globalt set placeret et sted med relativt stor magt og mange privilegier, som betyder, at jeg i mine værker kan arbejde med at positionere mig forskelligt for at undersøge hvilke handlingsmuligheder, som jeg, og majoriteten af mit publikum har.
Mette og hendes publikum kan defineres endnu skarpere. Hun kategoriserer det som den vestlige middelklasse, mundvigene trækker hver sin vej, idet hun siger det. Det er som om hun ved, at jeg i næste øjeblik vil spørge: defineret ved hvad? En af føromtalte afstikkere opstår, vi dvæler ved spørgsmålet, fortæller personlige anekdoter, diskuterer hvorvidt middelklassehed kan gradbøjes, og i så fald, hvordan man gør det. Tilbage på sporet. For det er ikke så vigtigt med alle nuancerne lige nu. Jeg ved godt, hvem det er, som Mette taler om. Hun taler om os med adgang til viden om de kriser, som vi befinder os i. Os, der har økonomisk og social tryghed, og et handlingspotentiale, som ikke udnyttes til fulde. Os, der bor i den del af verden, hvor magt og store egoer påvirker langt ud over vestlige landegrænser.
I hybrid-filmværket The Less Unsustainable Talkshow, der sidste forår kunne opleves på Nikolaj Kunsthal, leger Mette netop med det herskende vestlige narrativ, der lover at kapitalismens vækstparadigmer kan redde vores truede økosystemer. Værkets hovedperson, der spilles af Mette, skal forsøge at producere et Talkshow, der skal reaktualisere miljørapporten The Limits to Growth fra 1972. Absurditeten opstår i mødet med det nye århundrede, hvor jakkesæt og regeringer verden over i de sidste årtier har forsøgt at få løsningerne på klimakrisen til at rime på det næste grønne væksteventyr.
Grøn omstilling uden en eller anden form for finansiel opgang er for de fleste magthavere et fantasidyr, og det virker som om, at de, der stadig kan se dyret, bliver færre og færre.
Mette Riise kritiserer og betegner kapitalismen som et dopaminsystem, der grundlæggende ikke respekterer de planetære grænser. Et system, som hun selv er et produkt af.
Jeg fascineres, parodierer og hengiver mig til visse aspekter af den kultur, som de økonomiske systemer har sat deres præg på, og som jeg indgår i, både som privatperson og kunstner. Jeg elsker at have jakkesæt på, min kunstneriske praksis er ikke præget af guddommelig genialitet, men af Excel ark, dybdegående research, farvekoordineret post-its og en bevidsthed om, at kunstbranchen er en del af et benhårdt konkurrence-marked, hvor jeg selv også skal opnå succes for at overleve.
Med disse ord vender vi tilbage til tekstens indledende spørgsmål: Hvordan man kan vækste eget kunstner-ego samtidig med, at man forsøger at ændre verden? Sjælden stilhed indtræffer.
Vi må forholde os til vækst, succes og begær på nye måder. Mit bud er, at vi ikke har ladet vores forståelse af ordene vokse med ind i den nye virkelighed, som vi lever i. Kan vi se på dem fra andre vinkler og perspektiver? Det er svært som privatperson, jeg ved det, men i kunsten er det uendelig let, og det er derfor, den er så vigtig.