Er flyttet på landet. Væk fra stenbroen, væk fra alt det, som rigtig mange flokkes om. Hvor hver m2 koster guld og centrum er overtaget af turistbranchen. Ud på landet, ud og få jord under neglene. Ud hvor der stadig er sammenhæng mellem værdi og pris; der hvor banken ikke behøver sætte én i trællemøllen 30 år frem. Ud hvor man ikke holder i kø i timevis for at komme hen, der hvor alle andre også skal hen. Gad vide hvad det koster samfundet, at alle skal samme sted hen og bo samme sted? Mon det er ressourceeffektivt?
Mærker jorden under sålerne. Hvornår var det vi som samfund, som byboere, som mennesker gav slip? Gav slip på jorden og dens velbefindende? Gav slip på det faktum at jorden frembringer vores føde og bærer vores drikkevand? Gav slip på haren, storken og viberne? Gav slip på dem som med det yderste af neglene holder fast i arbejdet med jorden? Hvornår?
Spaden er skarp og alligevel skal man hoppe på den for at trænge ned i den knastørre jord. Selv en halv meter nede er der ikke antydning af fugtighed i jorden. Det har ikke regnet i tre måneder…. Mosen er tørret ud. Ikke en gang der, er der vand at finde. Hvornår var det vi gav slip? Gav slip på klimaet? Vendte det blinde øje og det døve øre til? Ikke fik regnet den ud, regnet det hele med – jorden, vandet, luften, de andre arters ret til tilstedeværelse? Havde vel for travlt med at regne i m2 guld og sidde fast i trafikken?
Så kommer regnen og vi glemmer igen. Spaden glider ubesværet ned og henter kartoflerne – har lagt for mange – men hvad ved en bybo om hvor mange kartofler, der kommer af en læggekartoffel og hvor mange man spiser til de nye kommer op igen? Plejer jo bare at købe i Brugsen …uden jord på; pakket i plastik.
Se ud på gylletanken – den blev bygget, da grisestalden blev udvidet… for at følge med trenden i landbruget om større produktion, så vi alle kan købe billigere fødevarer, uden jord på. Mon vi skal rive den ned? Der er meget beton og energi samlet i den.… Bruge den til regnvandsopsamling? Kreerer aftenterrassen på toppen og nyde udsigten over det bølgende landskab? Må man det? Regler mangler vi nemlig ikke.
Jord under neglene – det er en rejse og en selverkendelse om flere generationers manglende fokus på det som er fundamentet for vores arts overlevelse – jorden, vandet og de andre (arter).
Det er tid nu – tid til at tage fat, tage fat, fordi vi gav slip.
