Jeg gider ikke kun tale om klimaet

“..ja da jeg tændte lampen for han må være kommet 3-4 gange med den kleppert af en rød kalorius han har jeg troede venen eller hvad pokker de kalder den skulle briste selvom hans næse ikke er så stor efter jeg tog alle mine ting af med rullegardinet nede efter de timer med at klæde mig på og parfumere mig og frisere mig som stål var den ellers en slags tykt brækjern der stod hele tiden han må have spist østers tror jeg flere dusin han var ved storslået sangstemme nej aldrig i mit liv har jeg mærket nogen havde sådan en størrelse som den så man føler sig propfuld han må have spist et helt får bagefter..”

– Ulysses

Artikel af Jan Egesborg til The NXT: Melting Platform

Som ung og skinger havde jeg en ophedet diskussion med mine forældre. Jeg agiterede for at udskifte alle verdens pengesedler og mønter med muslingeskaller. Havde netop under store anstrengelser læst “Kapitalen”. Karl Marx! Og hadede nu af hele mit hjerte kapitalismens alter ego: Penge. I dag, mange lysår senere, er det en noget anden bog, jeg længes efter at overvinde. “Ulysses” 793 sider. Mytisk og nærmest umuligt at komme igennem. Selv min mor på 87 har forsøgt, men måtte hejse det hvide flag få sider inde i bogen. Der med få undtagelser kun er slugt af skorpe-tørre litterater på jagt efter ukendte litterære referencer i gigant værket. “Ulysses” har fået et ry som kedelig. På trods af at Joyce var irer og ganske glad for alkohol. 

Togtur

Jeg vidste fra starten af. At det var en dårlig ide. Altså at tage
toget til Leipzig. Men tidsånden. På mange måder lige så radikal, vanvittig som min ungdoms muslingeskalle-forelskelse. Der Plan om at vi alle fremover skal rejse med toget, som først og fremmest minder mig om det transportmiddel, der fragtede utallige af mine trosfæller til koncentrationslejrene. Dengang gik togene til tiden, og de nåede skam frem til krematorierne. Jeg er selv vokset op med toget – og jeg har slet ingen gode minder. Som ung rejste jeg rundt i Europa i beskidte og kolde toge. Ikke videre lyrisk. Men nu har jeg altså sat mig et mål: Jeg skal have læst Ulysses i toget. Ca. 21 timers transporttid. Akkompagneret af en absurd dyr billet. Især når danske toge og skinner er faldefærdige som en landejendom på Lolland. “Ingen er noget” –  står der så smukt i Ulysses. Og det er også fornemmelsen, jeg har som DSB-kunde. Selv på 1 klasse. Enlig Politiken ellers termitraserede kupe. Det starter skidt. Lige som jeg skal til at overmande de genstridige, indledende sider, begynder to modgangsmedtagede kvinder at højttale. Næstved redder. Stilheden sænker sig igen over papirordene. Bliv nu i læsesporet! Højtalerskraaaaaaaatzyca fejl teknisk tog. Hjulenestanderbrat. Konduktørkollos kastes ud af kurs. Selvfølgelig når vi ikke færgen i Rødby. Og toget fra Hamburg til Leipzig er forlængst kørt. Men jeg har kæmpet mig frem til kapitel II – og nu læser jeg hurtigere end toget kører. Romanen er nemlig hylende morsom. Mere grotesk og sproglig opfindsom end nogen Monty Python sketch. Og det er netop sådan, jeg begynder at opleve den; som en monstrøs Python leg. Livets absurditeter – politik, kærlighed, familiekonstruktioner og andre almindeligheder snøres sammen i vanvittige kapitler. Ordkreatør ham Joyce. Sætningsmunter. Selv på Hamburg Hauptbahnhof, et aggressivt Caligula -helvede, læser jeg videre. Og storgriner. Tilbage i København er “Ulysses” erobret. Men næste gang jeg skal læse en god roman, flyver jeg på business class.

Trafikåre 

“( I projektørens kegle bag kulkassen ruger, ollavisk, helligøjet Mananaun Mac-Lirs skæggede skikkelse med hagen på knæene. Han rejser sig langsomt. En kold havvind blæser fra hans druidemund. Om hovedet bugter sig ål og glasål. Han er overbegroet med tang og skaller. Højre hånd holder en cykelpumpe. Venstre hånd griber en kæmpestor krebs ved dens to kløer.)”

– Ulysses

Mit barndomshjem lå klos op ad motorvejen, så min far let kunne komme på arbejde. Min mor gik hjemme og passede mig og min bror. Hun var ikke god til det. Føj for nogle madpakker, hun i hast fik smækket sammen hver morgen, inden vi skulle i skole. Det må have været ensomt at være hende. Der var masser af kvinder i kvarteret, der tilbragte dagene og årene hjemme i rækkehuset. Men min mor var anderledes. Hun læste bøger. Den store begivenhed i hendes hverdag var det ugentlige besøg på biblioteket. Her blandt bøgerne følte hun sig hjemme.

Timen

Vi står op hver morgen kl. 5. Der er intet som de tidlige morgentimer i Asiens hektiske byer. Solen svæver langsomt som en drage hen over husene. Giver den ellers grå by nogle dybe, røde farver. De få folk, der er på gaderne, har slet ikke travlt. Tiggermunkene i orange spadserer hen til de velkendte steder, hvor folk uddeler gaver. Vilde hunde strejfer tavse rundt på jagt efter føde. Stæreflokke koncerter, men det føles ikke larmende eller anmassende i stilheden. Omkring nogle boder stimler folk sammen i lange køer. Her sælges der nemlig Dau Chao Quay. Vietnamesiske doughnuts. Friteret i varm olie på stedet. Sprøde udenpå. Bløde og lækre indeni. Skal nydes varme. Vi køber en stor portion og begiver os hen på markedet. Her afventer levende frøer, fisk, og ål deres endelige skæbne. Her sælges grøntsager og frugt i alle mulige former og farver. Ligner fiskelivet på koralrevet. På vej hjem kl. 6 er solen højtflyvende, og nu begynder det at blive varmt. Bader og elsker. Sover mens tilværelsen atter kører af sporet.

Plakat af Johannes Töws og Jan Egesborg

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook