Hvordan vil du beskrive punk?

Vi har i denne tid fornøjelsen af at have Kaospilot studerende Bjørn Høyer, i praktik hos os. Han har været i felten for at undersøge, hvordan folk oplever ‘punk’.

Praktikant og Kaospilot studerende Bjørn Høyer.

Bjørn Høyer her, jeg er praktikant hos NXT til og med december 2020. I mit arbejde hos NXT er jeg i færd med at undersøge emnet punk. Det bliver til en podcast, der udkommer til december, med blandt andre musiker Per Buhl Acs.

Som start på projektet, var jeg nysgerrig på at høre folk, der ikke umiddelbart har et forhold til punk: Hvad tænker de om punk? Jeg tog derfor ud i Københavns byliv og stillede folk på gaden følgende spørgsmål:

“Hvordan vil du beskrive punk?” 

De fleste associerede punk med et visuelt udtryk og en bestemt musikgenre. Det var dog ikke alle. I Ørstedsparken faldt jeg i snak med en ung mand fra England ved navn Russell. Hans syn på punk var en smule anderledes end de andre, jeg havde talt med. Han sagde følgende om punk:

“If you can paint like Picasso, but you choose to paint like a child, maybe that’s punk?”

I forbindelse med podcasten har jeg også talt med fotograf og kunstner Fryd Frydendahl, der har været en del af punkmiljøet i mange år. Der kommer mere om hende i den kommende podcast. Jeg vil dog alligevel præsentere hende allerede nu, da samtalen, jeg havde med hende, inspirerede min fotoserie og de billeder, jeg gerne vil vise. 

Fotograf og kunstner Fryd Frydendahl på Fotoskolen Fatamorgana.

Jeg ankom til Fotoskolen Fatamorgana, hvor hun i dag er daglig leder. Jeg havde sommerfugle i maven og var nervøs, da jeg aldrig før havde gennemført et “officielt” interview. 

Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde bevæget mig ind i naboens baggård, og vi brugte omkring 10 minutter i telefonen i ren forvirring over, at vi ikke kunne se hinanden. 

Til sidst lykkedes det, og det tog måske endda en smule af nerverne, da vi sammen kunne grine lidt af det.

Jeg sad i stolen og Fryd sad i sofaen.

Fotoskolen Fatamorgana

Fryd beskriver punk som en energi. Efterfølgende har jeg tænkt over, hvad det er for en energi, hun refererer til. Det, jeg associerer punk energi med, er noget levende og vildt, noget der sker nu og her og noget meget kaotisk. 

Under interviewet tænkte jeg flere gange: Shit! Tænk, hvis jeg har glemt at trykke record eller lign. dumme-fejl, som ofte beskriver en rigtig praktikant. Lige efter interviewet skyndte jeg mig hjem og uploadede det til min computer. Jeg lyttede det igennem og blev meget lettet, da det hele var, som det skulle være.

Jeg var dog kommet lidt for hurtigt ud af døren efter interviewet, og jeg manglede noget visuelt til min dokumentation af punk. Jeg søgte derfor til Københavns byliv endnu engang for at komme tættere på punken. Denne gang efter solnedgang.

I mit praktikantforløb har jeg mødt mange mennesker omkring punk, både i mit interview med Fryd og med folk fra gaden, venner og bekendte og også folk, jeg ikke kender. Jeg har bidt mærke i, at der er nogle lokationer i København, der går igen – bl.a. Jagtvej 69 og Istedgade – så det var selvfølgelig der, jeg søgte hen. 

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg skulle ud og tage billeder af, men jeg tænkte, at det flugtede fint med en punk-ånd ikke at kende svaret på forhånd, men bare kaste sig ud i det. 

Skrald ved Jagtvej 69

Jeg kan godt lide at tænke, at det er skraldet, der forsøger at flygte fra sækken. Jeg ser skraldeposen som et brud på systemet, det er ikke meningen, at det skal ligge der. I første omgang kunne jeg ikke lide, at bruge billedet af skrald til at repræsentere punk, da det ved første øjekast er noget svineri, at der ligger skrald og flyder på gaden. Jeg valgte så at bruge billedet alligevel, da den tanke netop vækkede en form for fremdrift.

Damen på sin cykel, manden i sin bus og kioskejeren i sin kiosk repræsenterer, for mig, noget meget hverdagsagtigt. De befinder sig alle i deres daglige habitat uopmærksomme på, dette billede overhovedet blev taget, hvilket vækker en autentisk øjeblikssituation – uden forstillelse.

Så det, jeg har fundet frem til indtil videre, er, at punk er legende, energisk samt autentisk og fører til en form for fremdrift.

Istedgade, København

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook