Hvilke symfonier består dit hjem af?

NXT kuraterede sammen med tidsforsker Christina Berg Johansen (Wildtime) tre dialoger under Klimafolkemødet i Middelfart. Vi inviterede gæster til at føre dialog om udvalgte mentale aspekter af klimakrisen – mere specifikt om vores forhold til REJSE, HJEM og JORD i klimaforandringernes tid.

Christina Berg Johansen (til venstre) er tidsforsker (ph.d.) og stifter af Wildtime

Vi lever i forandringernes tid. Hvordan forholder vi os nysgerrigt til det ukendte og nye men også til alt det, som vi tror, at vi kender – såsom vores HJEM.

Vi deler alle et fælles hjem. Vi har hjemme på planeten. Forstil dig, at du flyver hen over planeten, starter Madeleine Kate McGowan, spekulativ designer og kunstner hos NXT.

–Du flyver tæt på planetens overflade, så du hører dit hjems kakofoni. Lyden af mennesker, dyr, maskiner er alle instrumenter, der spiller. Støj og harmoni. Det triste er, at de instrumenter, der er en del af den symfoni, er vi ved at slukke. Deres lyde forsvinder. Vi skal tænde for vores evne til at lytte til vores hjem. Et hus er et hjem, et muldvarpeskud er et hjem, en klynge muslinger på en sten i havet, er et hjem. Hvilke symfonier består disse hjem af?

Christina Berg Johansen, tidsforsker i Wildtime tilføjer:

 –Disse hjem, du omtaler, tager tid at opbygge. Det tager tid at lære at værdsætte disse lyde. På den anden side har vi travlt, hvis vi skal nå at lære dem at kende, inden de forsvinder.

Christina Berg Johansen er tidsforsker (ph.d.), organisationsekspert og aktivistisk rådgiver. Hun er grundlægger af Wildtime, hvor hun har fokus på den dybe og bæredygtige omstilling af vores samfund. Christina beskæftiger sig med, hvordan vi mennesker kan tænke og arbejde med andre tidsligheder end dem, der dominerer vores nuværende, højeffektive samfund – og hvordan kan den slags arbejde hjælpe os med at møde livet på jorden på mere omsorgsfulde, opfindsomme og fællesskabende måder. Både om 1000 år og lige nu.

–I en tid med katastrofer, er vi nødt til at få en anden forståelse og forpligtelse overfor vores hjem, siger Christina.

–Vi har brug for et sted, hvor vi kan slappe af og trække os tilbage. Men mennesket skal også være hjemmets beskytter. Vi skal vogte og værne om det og dem, vi deler det med. 

–Når det gælder om at vogte og værne, så er de flerartede fællesskaber essentielle, pointerer Madeleine Kate.

–Vi skal øve os i at se vores hjem fra andre væseners perspektiv. Steder, dets levende væsener og mennesker er forbundet. Vi lever af og med hinanden.

Madeleine Kate McGowan beskæftiger sig kunstnerisk med det kulturelle aspekt af klimakampen. Ud over at være stifter og dokumentarist hos Other Story står hun i NXT bag udviklingen af Stedets Væsen, der er en metodisk tilgang til, hvordan vi tilgår og udvikler byens steder med lydhørhed og sensitivitet. Madeleine Kate arbejder for at åbne bevidstheden og tydeliggøre de flerartede fællesskaber, som vi alle er en del af – og bør tage del i.

Madeleine Kate McGowan i sit værk Solastalgia på Sort/Hvid Teateret i København 2021. Foto: Martin Høyer

Madeleine Kate trækker som det sidste et dialogkort fra bunken og læser højt:

–Hvad inspirerer dig lige nu i relation til hjem?

Christina svarer.

-Jeg er optaget af ideerne om det nomadiske, det at være på vej i en ustabil verden. Hvad kan vi lære om hjemlighed af dem, der bærer deres hjem med sig på ryggen?

–Eller flygtninge, hvis hjem er uendeligt midlertidigt? Studier har vist, at hver eneste gang, disse mennesker opholder sig et nyt sted, så skaber de hjem, en rytme. Det er disse rytmer, vi skal være nysgerrige på. Vores rytmer i den vestlige verden vil også forandre sig.

–Vi er alle på vej i en ustabil verden, afslutter hun.

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook