Hvad jeg ikke ved om steder, og hvad vi kan bruge det til

Filosof Benjamin Christensen har bidraget til The NXT: Being of Place med en artikel, der perspektiverer, hvad et sted er.

Hvis man skal arbejde med filosofi, er det en fordel at have en god fantasi. Noget af det mest værdifulde, som den veludførte filosofiske analyse kan tilbyde os, er nemlig en fornyelse af vores syn på tingene.

Hvorfor er det værdifuldt at kunne se anerledes på tingene? Det er det, fordi vi mennesker er mestre i tilpasning — ikke mindst til den uoverskuelige mængde af verdens finere penselstrøg, som vi i virkeligheden ikke forstår særlig meget af. De fleste af os lever for eksempel til daglig som om, vi ved, hvad besynderlige størrelser som kærlighed, tid, og retfærdighed er. Vi elsker oprigtigt hinanden, siger ”Lad os tage en kop kaffe klokken 10 i morgen”, og finder det passende, når forbrydelse straffes. Men er kærlighed en følelse? Eller er det villigheden til at handle på en bestemt måde? Eller er det selve handlingerne? Eller noget andet? Findes der minutter og timer? Er retfærdighed bare noget, vi finder på, eller er der rent faktisk noget, som er rigtigt, og noget, som er forkert? Hvordan, vi forholder os til sådan nogle spørgsmål, har gennemført konkrete konsekvenser. Der er som bekendt stor forskel på, om man bliver elsket af én, for hvem kærlighed er en følelse, eller én, for hvem det er handling.

Der er ikke nogen, som har sagt, at filosofi skal være let— faktisk advarer den vestlige filosofis uformelle fader, Sokrates, os gang på gang i Platons dialoger om, at han selv kun mener at vide meget lidt, og da slet ikke om noget så komplekst som kærlighed eller retfærdighed. Et godt stykke filosofisk arbejde indebærer med andre ord som regel, at vi er i stand til at forestille os, at vi faktisk ikke fatter en bjælde af det, som virker allermest selvindlysende for os — som for eksempel hvad det betyder, at klokken er 10.

Det er den samme historie med steder. Fordi vi aldrig har kendt til andet end at befinde os det ene eller det andet sted, er vi i almindelighed gode til at forholde os til dem. Vi ved præcist, hvornår noget er vores eget hjem, og hvornår det ikke er, hvordan man kommer fra ét sted til et andet, og hvordan man skal opføre sig forskelligt, alt efter om man befinder sig på en legeplads eller en kirkegård. Men hvad i alverden skal vi svare, hvis nogen spørger os, hvad et sted er for noget?

Er det en ting, ligesom en lampe? Nej, det er det vistnok ikke, for det er vel nærmere der, hvor tingene er. Er en stue måske en ting? Mon ikke de fleste af os intuitivt tænker på det som en slags beholder? Stuer er så steder, hvor der kan være sofaborde, stole, bøger, og stueplanter, teatre er dem, hvor der er skuespil, myretuer dem, hvor der er myrer, og så fremdeles. Men det går heller ikke, for det er ikke svært at komme i tanke om alle mulige forskelle på steder og beholdere. For eksempel har beholdere i sagens natur en klar afgrænsning, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis med et sted. Hvor, nøjagtigt, begynder og slutter en skov? Eller i det hele taget et økosystem? Og hvad med steder som Tjernobyl, der kendetegnes ved, at man skal holde sig væk fra dem? Den egenskab er jo ikke noget, man plejer at forbinde med beholdere.

Andre vil måske foreslå, at alt det med hvad et sted er, ganske enkelt er subjektivt, og altså kun noget, som findes i vores bevidsthed. Personligt har jeg ikke fantasi til at forestille mig det scenarie. Hvis steder er noget, vi selv finder på, hvor er vi så, når vi finder på det? Ingen steder?

Nu ved vi tre ting om steder, som gør os klogere på, hvad de ikke er. Steder er ikke ting ligesom lamper, heller ikke beholdere ligesom kaffekander, og heller ikke bare noget, vi finder på. Hvad kan vi bruge det til, sådan helt lavpraktisk? Vi kan for eksempel spørge os selv, hvad der ville ske i byplanlægningsmæssig og arkitektonisk henseende, hvis vi opererede efter et dogme om, at steder ikke er beholdere. Konstruerer vi steder anderledes, hvis vi tænker på dem som fikspunkter for begivenheder? Eller noget, folk har lyst til at blive en del af? Eller noget vi har brug for? 

Lad mig slutte af med et eksempel fra min hjemstavn. Før i tiden lå Aarhus’ psykiatriske afdeling i Risskov. Baghaven til de gamle bygninger er en hyggelig park med knortede træer, og på den anden side af vejen ligger havet. Det er, med andre ord, alt andet lige et udmærket sted at tage hen, hvis sindet har brug for ro. Jeg er sikker på, at der har været mængder af gode grunde til at flytte afdelingen ud i Skejby, hvor supersygehuset i Aarhus i dag er samlet—men det er da interessant at tænke på, om de, som har fået ideen, tænker på steder som beholdere.

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook