Farvel til Dome of Visions på Aarhus Havn

Stadsarkitekten i Aarhus, Stephen Willacy, har tallene med sig, når han i en slags afskedshilsen til Dome of Visions proklamerer, at domen har været et mentalt frirum, som byen ikke har haft før.

–600 events og knap 18.000 følgere på Facebook fortæller jo det hele, understreger stadsarkitekten.

Fredag 26. oktober 2018 sagde Dome of Visions officielt farvel – og tak for denne gang – til kommunen og de tusindvis af gæster og arrangører, som de seneste to år har brugt bygningen på Pier 2.

Kommunen tager over

Fra 1. november råder Aarhus Kommune helt og holdent over domen, og de konkrete planer for aktiviteter og indhold er endnu ikke helt på plads, men Stephen Willacy håber, at domen bliver liggende på Pier 2 et godt stykke tid.

–Den gennemsigtige og ret åbne bygning udgør en stærk kontrast til Aarhus Ø, og jeg ser for mig, at domen kan blive et omdrejningspunkt i en kommende økologisk bypark. Vi skal bygge videre på det, Dome of Visions har skabt. Vi har brug for et mødested, hvor vi kan debattere alt fra FNs verdensmål til fremtiden for et mere bæredygtigt Aarhus. Bygningens eksperimenterende karakter inspirerer til tanker og diskussioner, man måske ikke ville ha´ fået i et firkantet mødelokale inde i Aarhus, vurderer stadsarkitekten.

–Jeg synes, domen er en gave til Aarhus. Den blev opført på et afsides beliggende sted men blev alligevel et forsamlingshus for tusindvis af mennesker, tilføjer han.

Relevant indspark

NCC har sammen med virksomheden NXT udgjort motoren i det arbejde, der har drevet Dome of Visions fremad lige fra begyndelsen i 2012. NCC har brugt domen aktivt i bestræbelserne på at stimulere den byggepolitiske dagsordenen herhjemme – ikke mindst hvad bæredygtighed angår.

–Jeg ser Dome of Visions som et meget skarpt og relevant indspark i klimadebatten. Den debat presser sig jo på, og jeg fornemmer, at vores demokrati har brug for mere samtale og en mere forædlet samtale. Det har Dome of Visions medvirket til hele vejen igennem – også her på Pier 2, siger Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i entreprenørkoncernen NCC og sammen med Flemming Wisler fra NXT initiativtager til Dome of Visions. Lige fra domen tilbage i 2012 kom på tegnebrædtet, har NCC været drivkraften bag Dome of Visions, som også har haft adresse to steder i København og tilbage i 2014 i en kort periode lå på Aarhus Ø.

Kompetencer opbygget

–Allerede i 2012 havde vi en dagsorden i NCC omkring nye byggematerialer, cirkulær tænkning og en voldsomt accelererende digital udvikling. Og vi besluttede, at en dome kunne være det rigtige sted til at udveksle tanker og visioner om det samfund, vi befinder os midt i

–Jeg ser Dome of Visions som et eksperiment i skala 1:1, og som bekendt skal man af og til vove at miste fodfæstet for en stund, og i NCC har vi med hele dome-satsningen vovet at gå helt nye veje. Min påstand er, at NCC med dome-initiativet har formidlet en forståelse for, hvordan byer kan stimuleres, og internt har vi fået meget store kompetencer, når det gælder byudvikling, træ som materiale, cirkulær tænkning i byggeriet og hele den digitale dimension, der præger entreprenørbranchen mere og mere.

–Konkret har Dome of Visions her på Pier 2 i Aarhus jo vist, at man kan få liv til at opstå. 600 arrangementer på to år og tæt på 100.000 gæster er imponerende. Dome of Visions har til fulde indfriet forventningerne, og hvis jeg lige må runde klimadebatten igen, så vil jeg sige, at der er voldsomt brug for mere samtale og endnu mere brug for handling. Dome of Visions har bidraget til begge dele, siger Martin Manthorpe.

Domen skal videre

Den officielle afskedshilsen til domen fra Aarhus Kommune blev afleveret af udviklingskonsulent Thomas Mikkelsen fra Klimasekretariatet. Sekretariatet arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling, og Thomas Mikkelsen havde sæde i den programkomite, der lagde de store linjer for det, som foregik i domen.

–Selvfølgelig er det vemodigt at sige farvel til det format, der i kraft af Dome of Visions har præget Pier 2 i et par år. Men der er forskellige faser for alt, og domen skal nu videre. Og Dome of Visions som koncept skal videre et andet sted. Fremtiden for Pier 2 er ikke helt på plads, men jeg er ret sikker på, at der i kraft af domen allerede er skabt et kraftigt rodnet, som kan bære noget af det, Dome of Visions har skabt, videre ind i næste fase af bygningens levetid. Når domen til foråret kommer ud af sit vinterhi, bliver stedet igen et sted, mange vil opsøge. Så jeg vil opfordre aarhusianerne til ikke at glemme stedet, selv om vi nok går lidt i dvale hen over vinteren, siger Thomas Mikkelsen.

Åbne øjne, åbent sind

Flemming Wisler er stifter og leder af virksomheden NXT. Selve det bærende koncept for Dome of Visions er udviklet af NXT, som har stået for driften, kurateringen og formidlingsopgaverne undervejs. Og han sender domen videre – med både tak og taknemmelighed.

–Der er lidt cirkus over det her – på den meget gode måde. Vi trækker os som dome-crew tilbage og reflekterer over alt det, vi har foretaget os, og så fortsætter vi et andet sted og måske i lidt andre sammenhænge.

–Tak til publikum, til artisterne, verdensstjernerne og de enestående værter i Dome of Visions. De smører hele maskineriet og evner at fastholde fokus på det, domen går ud på.

–Tak også til arkitekterne. Benny Jepsen, der var med i første halvdel af perioden, og Kristoffer Tejlgaard, der har tegnet domen på Pier 2. Læg mærke til detaljerne, man kan kalde det håndarbejde med afsæt i træ som materiale, og det hele kan som bekendt skilles ad. Tak til NCC, som kastede sig ud i projektet med åbent sind og åbne øjne. Og var Aarhus Kommune ikke gået all in var hele projektet slet ikke blevet til noget. Så jeg vil sige til aarhusianerne, at de bor i en fantastisk kommune, der tør noget. Markante borgermøder har fundet vej til Dome of Visions, og der blev godtnok ikke kastet med tomater, men lad mig sige det sådan: Det var tæt på, fortæller Flemming Wisler, der også understreger, at Dome of Visions har bevist, at den kan spille en rolle i byplanlægning, kulturliv, politik, erhvervsliv, underholdning og meget andet.

Sceneskift

Kurator og kunstnerisk leder i Dome of Visions var moderator på den officielle afskedsevent, og som alle andre venter hun spændt på, hvad fremtiden byder på for domen på Pier 2.

–Domen går nu ind i en ny periode, efter at ha stået på Pier 2 i et par år, og hvor et særdeles vellykket partnerskab mellem Aarhus Kommune og NCC banede vejen for den succes, vi har haft.  Det hele så jo dagens lys i forbindelse med, at Aarhus i 2017 var europæisk kulturhovedstad, og nu skal domen noget nyt, og vi venter alle i spænding på, hvad der sker. Det gode er, at bygningen indtil videre bliver stående på Pier 2. For os, der har arbejdet med Dome of Visions siden den spæde start i 2012, betyder sceneskiftet, at vi på forskellige fronter arbejder videre med, hvordan vi fortsat kan eksperimentere med det midlertidige i byen, siger Gry Worre Hallberg.

Et markant farvel

Den sidste weekend i oktober 2018 blev således et markant farvel til det, der er kendt som Dome of Visions. Domens art director, Stine Skøtt Olesen, markerede på sin helt egen måde, hvad bygningen også evner: Hun hængte nemlig i ugen op til selve afslutningen flere hundrede stykker papir op i domen, og på hver og et kunne du læse en vision om bæredygtighed og fremtidens by. Det hele indsamlet i forbindelse med hver eneste af de 600 arrangementer, der fandt vej til Dome of Visions.

Gennem fejringen fyldte den anerkendte danske performancekunstner, Lilibeth Cuenca Rasmussen rummet med sit interaktive performanceværk Mobile Mirrors. 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook