DET SANSELIGE HUS, DEN SANSELIGE BY

Næsten 18.000 følgere og 600 arrangører kan ikke tage fejl.

Den nye kuratoriske strategi, som vi har arbejdet ud fra i Dome of Visions, har vist sig at være potent.

Vi kom som en helt ny platform og etablerede os i byen, og det førte til mere end 600 arrangementer vel at mærke uden produktionsbudget. Domen er og har været en åben invitation til byen om at komme med bud på indhold. En invitation til at bruge denne scene til at lade meget forskellige stemmer blive hørt. Og invitationen blev godt modtaget; vi har 18.000 følgere og har holdt over 600 arrangementer. Undervejs har vi indsamlet mere end 1.200 visioner.

Mangfoldighed

Den kuratoriske strategi inviterer til stor mangfoldighed, og denne mangfoldighed er blevet udvidet de seneste to år i Aarhus, så endnu flere og mange forskellige brugergrupper har taget Dome of Visions til sig som deres hus. Hele byen har deltaget, samskabt og mangfoldigt stået side om side i bygningen. Og vi har, som led i den måde vi kuraterer på, været i dialog med hver eneste arrangør omkring hvordan, deres indhold resonerer med de overordnede temaer, vi arbejder med i Dome of Visions. Der har været tale om en gensidig generøsitets-spiral. Byen har bragt vibrerende indhold, og vi har tilbudt et rum og en kuratorisk ramme at udfolde dette indhold i og i forhold til. Vi har rummet alt fra undersøgelser af det sanselige byrum, borgermøder, bæredygtige mad-begivenheder, faglige arrangementer om træ og cirkulær økonomi til hardcore techno, OM-chanting og dansearrangementer. Aarhus har i den grad taget domen og det nye byens hus til sig.

Sanseligt rum

Dome of Visions er et sanseligt rum og har i sig selv en sanselig attraktion. Sådan er det bygget. Sådan er det tænkt. Sådan lever den. I vores programkomité, hvor der sidder folk fra partnerinstitutionerne Aarhus Kommune og NCC samt Dome of Visions crew, er det blevet fremhævet, hvordan ’det er et rart sted, hvor der er meget liv – et frit sted’.

Den kuratoriske strategi, den måde vi skaber indhold på, understreger og støtter op om potentialet i denne sanselighed ud fra en registrering af en generel længsel mod det sanselige og en nysgerrighed på hvilken værdi, der ligger i den sanselige tilgang. Dome of Visions er et sted, der inspirerer til og samler nye visioner, store som små, der både bidrager til og udfordrer den nuværende dagsorden. Én vision, eller måske snarere en fornemmelse, kalder vi ’Sensuous Society’ – ideen om den sanselige og poetiske oplevelse, erfaring og erkendelse af verden, som pt. definerer kunstnerens virke, bliver centrum ikke bare for den kunstneriske erkendelse men også som en central præmis for hele den måde, vi bygger samfund på. Kunne domen være en mulig boligform i et Sensous Society? Kunne domen inspirere til en mere sanselig by – Sensuous City?

1.200 visioner

Vi har inviteret arrangørerne til at bidrage med deres visioner for en bæredygtig fremtid og for fremtidens by. Over 1.200 visioner har vi dermed samlet de sidste to år på Pier 2, Aarhus Ø. Vi har stillet domen til rådighed for eksperimenter og visioner, som på den måde har fået et fysisk og manifest liv. Vi har startet forandring ved at gøre den.

Dome of Visions har gennem de sidste to år og for første gang stået på et område, hvor fremtiden har været ubesluttet, og vi har gennem vores tilstedeværelse og input kunnet være med til at inspirere til, hvordan fremtiden kunne se ud her. Da vi rykkede ud på Pier 2, var der ingenting. Det var et ikke-sted. Nu er det en destination. Det er blevet et sted. Takket være stærke lokale og generøse kræfter har udeområderne rundt om Dome of Visions udfoldet og udviklet sig til en mindre bypark. Byen har været engageret i denne udvikling og taget fælles ansvar for den.

Brugerne har givet udtryk for, at Dome of Visions har gjort afstanden til byen kortere, og borgerne på Aarhus Ø har taget bygningen til sig som deres forsamlingshus og brugt det til en række borgermøder, der har handlet om forskellige facetter af udviklingen på Aarhus Ø.

Kuratorisk profil

Dome of Visions kuratoriske profil arbejder ud fra temaerne: bæredygtighed, sanselighed og byudvikling. Dette er temaer, som alle arrangører forholder sig til. Ikke mindst det sidste, byudviklingen, har været i fokus de sidste to år. Vores by-line er:  ’A Sensuous Space-in-Between’, og i de to år har vi i den grad haft fokus på, hvordan vi skaber et vibrerende liv i byens mellemrum? Dette har også være afspejlet i de kulturelle arrangementer, som har undersøgt netop dette spørgsmål, og der har været arrangementer , som i høj grad forener det faglige og det kulturelle på helt nye performative måder.

Siden 2012 har vi i Dome of Visions eksperimenteret ud fra dette spørgsmål.  Og vi har ikke bare eksperimenteret, der forskes også i dette spørgsmål bl.a. i den ph.d., jeg arbejder på. Nu kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvad kan det midlertidige eksperiment og den erfaring og evidens, der er opsamlet i Dome of Visions over de sidste år, bidrage med ift. mere permanente strategier for byudvikling? Måske vi allerede har bidraget ved at være et eksempel på, hvordan det kan gøres.

En styrket by

Gennem de sidste to år har vi været med til at binde byen sammen. Pier 2 er blevet et sted, hvor vidt forskellige tilgange mødes og bindes sammen. Vi har skabt et rum, der både består af et ude og et inde og et tredje rum midt i mellem. Mellemrummets betydning er enormt. Det er der, det nye og det skæve kan opstå og fejres. Vi har skabt et nyt urbant fællesskab, der forener små og store virksomheder, vi har arbejdet med alle brugergrupper – også de socialt udsatte. Vi har været med til at styrke byens fællesskab ved at lade byen samskabe. Og sidst men ikke mindst: I  denne sammenhæng har vi bidraget til en kontinuerlig aktivering af kunst og kultur i det offentlige rum, som ikke bare har været tilgængelig for alle – det blev også skabt af alle.  Nu glæder vi os til at følge processen fra det midlertidige til det permanente. Og ud af det nye permanente vil der kontinuerligt og igen opstå nye midlertidige platforme. Dette er byens konstante dynamiske puls mellem midlertidighed og permanens.

Tak til alle arrangørerne for al jeres nytænkning og jeres kæmpe bidrag til eksperimentet og for at have samskabt et vibrerende liv i byens mellemrum.

Tak.

Gry Worre Hallberg.
Kunstnerisk leder og hovedkurator

Denne artikel er bragt på Dome of Visions portaler 10/10 2018

FOTO: Jonathan Grevsen, Helle Arensbak, Søren Vestergaard, Johanne Tejlgård Olsen

Next Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook