Det moderne menneske har jord under neglene

En samtale mellem sociolog, klimaaktivist og forperson for Andelsgaarde, Rasmus Willig og kunstner og spekulativ designer, Madeleine Kate McGowan. Udgivet i The NXT: Being of Place.

I Melby ligger en gård, som er ejet af folket. Der er kun få bygningsdele tilbage af den originale gård. Den hvide kalk er flækket, himlen er blå, og her er et liv af forskellige mennesker med praktisk tøj på. Selve området er fyldt med anstrøg til nye bygningskonstruktioner og et nyt stort drivhus med solidt træskelet pryder overgangen til eng- og havearealet.

Her på gården bor et ungt par med deres nyfødte, en brun labrador, løbeænder der elsker snegle, et væld af regnorme, to praktikanter, 80 forskellige plantesorter og 600 frugttræer. Gården er en del af Andelsgaarde, der én gård ad gangen ønsker at genstarte den danske andelsbevægelse og derved handle os alle sammen ud af klima- og biodiversitetskrisen – i fællesskab. På nuværende tidspunkt har foreningen ca. 2500 betalende medlemmer og flere beboede gårde rundt om i Danmark. Målet er at gøre det danske landskab meget mere pluralistisk og rigt i biodiversitet.

Jeg har inviteret sociolog og forperson for Andelsgaarde, Rasmus Willig til en samtale, mens vi går en tur sammen på området.

– Hvad betyder dette sted for dig Rasmus, spørger jeg, mens vi bevæger os hen mod lågen til urtehaven?

– Jeg er jo selv vokset op på gård. Herude bliver man tilknyttet landet, og man er helt tæt på årstiderne. Man er knyttet til det, der foregår over og under jorden. Her på dette sted møder jeg hele tiden mennesker, som ved meget mere end mig. Her er en konstant udveksling af viden. Det er et fællesskab, der opstår, fordi vi mødes på dette sted for at få Andelsgaarde-projektet til at lykkes.

Vi bevæger os gennem det første have-areal og bliver modtaget af labradoren Mona, der har lagt sig midt på stien med maven i vejret og poterne i sky. Jeg hilser med kærtegn, mens Willig fortsætter.

– Da vi først kom her til området, var jorden død. Det tog virkelig lang tid bare at finde én regnorm, men allerede året efter kunne du tage et spadestik, og så væltede det op med regnorme. Vi kan altså hjælpe naturen rigtig meget.

Det er en vindblæst dag og de mange forskellige planter omkring os, bliver kastet frem og tilbage.

– Noget andet, der gik op for mig, var, at når jeg kører gennem det danske landskab og ser på markerne, så ser man ikke denne her type biodiverse marker, som vi har her. Altså det danske landskab er forkert. Der er ikke noget liv. Men her hos os er der målbart bedre liv, end der er på industrilandbrugets marker. At tage en togtur gennem Danmark er ligesom at køre frem og tilbage mellem Føtex og Bilka. Det er lige så dødt som et asfalts-landskab. Over 60 pct. af Danmarks areal er landbrug og 80 pct. af de 60 pct. er udelukkende reserveret til produktion af foder til grise og kør. Danmark er det land i Europa med mindst natur, eller det man kan kalde ’autentisk natur’, altså natur, som ikke er præget af mennesker. Så Danmark har en voldsom monokultur.

Denne type indsigter ændrer grundlæggende ved vores oplevelse af det naturlige landskab. Et landskab der trods alt ikke er så naturligt. Hvad jeg som barn oplevede som en smuk gul rapsmark, er i dag en problematisk gul biodiversitets-ørken. Den står i al sin flor som den længe har gjort, men min oplevelse af den selvsamme mark, er radikalt forandret.

– Vi har en forpligtelse til at købe jorden tilbage og renegere den! Landbruget står lige nu afhængig af beregningsmetode, for omkring 22-44 pct. af de samlede danske emissioner. Så indenfor landbrugssektoren alene har vi muligheden for at løse klima- og biodiversitetskrisen. Andelsgaarde skal være Danmarks naturfredningsforening, men hvor man køber land op aktivt i stedet for kun at købe politisk interesse-varetagelse. Vi er lige nu det land med et af de mest industrialiserede landbrug i verden. Måske kun lige slået af Bangladesh. Vi ønsker at etablere små regenerative landbrug, hvor man binder mere C0₂ end man udleder, og hvor man forøger biodiversiteten samtidig, siger han.

Vi stopper et øjeblik og ser ud over det omkringliggende landskab. Willig beskriver, hvordan alle de brune pløjemarker, vi kan se fra hvor vi står, ikke gør andet end at udlede C0₂, da der ingen planter er til at binde emissionerne. En indsigt som alle borgere burde indlejre, så vi kan se det danske landskab for hvad det er. En slags bæredygtigheds dannelse som kan ændre måden vi interagerer med det, vi kalder natur.

– En anden del af vores vision i Andelsgaarde er at være med til at finde nye modeller for, hvordan vi kommer udenfor og væk fra skærmene. Nutidens danskere er 90 pct. af tiden indendørs, og de sidste 10 pct. af vores tid tilbringer vi i sådan nogle overgangsfænomener, hvor vi stiger ud af bilen for at gå ind i Bilka. Så vi skal finde ud af, hvordan vi gør det sjovt at være på landet! Vi sidder foran skærmen og ser på Bonderøven og Søren Ryge i haven, men vi er ikke selv derude! Så vi siger – alle kan blive gårdejere, og man kan blive det for et meget lille beløb om måneden, så har man muligheden for at komme udenfor og dyrke jorden.

Willig beskriver, hvordan vi står i en tid af overlappende kriser – COVID-19, Ukraine. Kriserne intensiveres lige nu, og de kommer nok ikke til at forsvinde. Man kan vel gå så langt som til at sige, at krisen nu er et grundvilkår. Man ser, hvordan vi igen og igen formår at sætte biodiversitets- og klimakriseindsatsen på standby i stedet for at se kriserne som det mulighedsrum, de er, for at omlægge samfundet og ikke falde ind i de gamle fossil-tunge vaner. En problematik, der kalder på, at vi alle grundlæggende forstår at tænke kreativt midt i en tid, der sætter os under pres. At vi skal skubbe et forandringsarbejde rent politisk, men samtidig skal vi ud og handle, så, grave, plante, vende jorden – det moderne individ, har jord under neglene.

– Man bliver nødt til at skelne mellem proces og handling. De politiske, universitære processer og diskussioner, de leder til en vis type forandring, men fordi vi er under et tidspres, så bliver man nødt til at gå på to ben nu – altså handle og være i diskuterende proces samtidigt. Man kan ikke længere udelukkende være i proces, man må handle konkret, som individ, organisation eller virksomhed. Man bliver nødt til helt konkret at plante træerne. Skabe en handlingsorienteret kultur – ”Vi er hverken røde eller blå, vi er grønne, og vi handler!”

Og når vi handler, så udvider vi vores liv. Så sker der noget, vi ikke kunne have forventet. Vi beriger vores sanselighed, kommer måske i interaktion med næsten uddøde urter, som vi i samarbejde med en ko får til at bevæge sig ned af en gravhøj. Vi møder andre mennesker, der fortæller os lidt af det, vi aldrig havde overvejet. Vi aktiverer et større liv. Og netop det er centralt ifølge Willig: den grønne transition betyder ikke et begrænset liv. Den grønne model for, hvordan vi realiserer os selv, behøver ikke at være fattigere, den kan være meget rigere. Her på gården, der kan man netop se et liv, som er opbyggeligt og det radikalt modsatte af fattigt – når alle træerne blomstrer, alt er grønt og sollyset slår ned gennem drivhuset, lever man så ikke det gode liv?