”Tabte somre” er en grafisk roman/thriller skrevet af den danske forfatter Jan Egesborg og tegnet af tyske Johannes Töws. Bogen tager udgangspunkt i et berømt møde mellem Niels Bohr og Albert Einstein I oktober 1927 i Bruxelles. Her blev den femte udgave af de såkaldte Solvay-konferencer nemlig afholdt. På mødet debatterede Niels Bohr og Albert Einstein den nye kvantemekanik. I thrilleren opsnapper den engelske efterretningstjeneste et tip om, at tyske nazister planlægger at likvidere de berømte videnskabsmænd. Storbritannien sender derfor to agenter for at forhindre attentatet.
Bogen er et resultat af et nyskabende møde mellem kunst og naturvidenskab. Ulrich Busk Hoff, der til daglig er kvantefysiker på DTU, har været videnskabelig konsulent på udgivelsen.
Receptionen fandt sted d. 12. august 2021 hos NXT.










