At se monsteret i øjnene

En samtale med sociolog og forsker i kritik, Rasmus Willig, om klimaaktivisme, revolutionære subjekter, pluralistisk kommunikation og den midaldrende vestlige mands potentiale. Artiklen er skrevet af M.K. McGowan til The NXT Magasin januar 2020.

Lyt til artiklen indlæst af Madeleine Kate McGowan:

I foråret 2018 sagde Rasmus Willig til mig under en samtale, at han var af den overbevisning, det aldrig havde været lettere at starte en revolution

Han beskrev, hvordan han mente, at de unge burde udvandre fra uddannelsesinstitutionerne og sætte sig foran regeringsbygningerne og kræve politikeres seriøse handling på klimakrisen. Det var før alle kendte til Greta Thunberg, og Den Grønne Studenterbevægelse eksisterede ikke endnu. Willig kom mange i forkøbet og italesatte som en anden fremtids-aner, at der i ungdommen lå et stort potentiale, og at den skulle rejse sig og kræve forandringen frem. Derfor finder jeg det nu interessant at opsøge Willig igen for at høre, hvad tidens ånd hvisker i hans øre. 

Vi mødes i den ældste del af København. Willig har taget turen fra Hellerup på sin elektriske ladcykel. Vi begynder med det samme lidt stakåndet at konversere. En hektisk energi i os begge forplanter sig i rummet, en sindstilstand, der kendetegner alle de handlingsmennesker, som i disse år kaster sig ind i klimakampen. Og Willig beskriver netop også, at “…det kan være meget svært at finde tid, og det irriterer mig, at der ikke er tre liv! At der er for få timer i døgnet til at kunne gøre endnu mere. Det er en frustration for mit vedkommende, når man har sine maniske perioder…”. Om jeg møder Willig i en manisk periode, ved jeg ikke med sikkerhed, men samtalen begynder ivrigt at rulle. 

“Altså jeg syntes det går meget stærkt nu. Samtidig med at denne her inerti gør mig ret nervøs. Mange af mine bekendte var efter valget meget lettede, og hvor jeg sagde – ‘jamen hvad er du lettet over? Politikerne er jo ikke ligefrem løbet ned i folketingssalen!’”. Det går altså stærkt, men alligevel går det ikke stærkt nok. Før jeg rigtig når at spørge Willig om noget, begynder han at beskrive, hvordan han mener at kunne identificere en helt særlig tilstand, der har indfundet sig på Christiansborg efter det såkaldte klimavalg. At politikerne befinder sig i en ‘politisk pædagogisk proces’, hvor de langsomt er i gang med at lære, hvordan de skal handle, og hvad der egentlig er behov for. Selv om vi efter Willigs mening godt ved, hvad der er behov for – “… at påbegynde reelle nye typer af omfordelingsmekanismer, hvor man beskatter og afgifts-pålægger det, der udleder CO2, og skatte- og afgifts fritager det, som binder CO2 eller det, som ikke udleder CO2. Og det bekymrer mig, at der er behov for en erkendelsesmæssig process, eller en form for politisk skolegang før, man måske kan nå hen til det, som må være tydeligt for enhver nu. Det er og bliver politikernes ansvar at tage sin befolkning alvorligt. Og tilsidesætte andre interesser i et så vigtigt moralsk spørgsmål”. Konsekvensen af denne særlige politiske tilstand er ifølge Willig, at der samtidig indfinder sig en pædagogisk socialiseringsproces for befolkningen, der ser, at deres politikere er langsomme. At der lige nu sendes et signal om, at ‘det nok skal gå alligevel’, eller at, ‘det aldrig kommer til at gå’, og at dette derved leder til en ny form for udbredt kynisme i befolkningen – alle har ladt hinanden i stikken. 

Den midaldrende vestlige mand som det nye revolutionære
subjekt 

Endnu en konsekvens ved politikernes ikke-handlen er ifølge Willig, at man ser, hvordan den ene borger efter den anden bliver klimaaktivist. At blive klimaaktivist er ifølge Willig ikke positivt i sig selv men en desperat konsekvens af, at landets politikere ikke kan finde ud af at handle tilstrækkeligt. Willig mener, det er farligt, når man pludselig oplever, at det er svært at sige nej til spørgsmålet – vil du være klimaaktivist? At dette peger mod, hvordan dette ene revolutionære subjekt i vores tid har erhvervet sig evnen til alene at kunne styre verden udenom økosystems kollaps. “Der er en vis type naivitet i at tro, at hvis vi alle sammen bare bliver klimaaktivister, så ændrer tingene sig. Det er én type af ideologi, der taler. At tilkende én gruppe forandringskraften. At man tillægger én gruppe den frigørende værdi, den emancipatoriske værdi”. Willig beskriver altså her, hvordan man i forskellige tider har tillagt et enkelt revolutionært subjekt forandringskraften. “Det har aldrig lykkedes proletaren, kunstneren, hippien, at være det ene monolistiske subjekt, der forandrer alt, og hvorved vi skal tillægge al vores energi. Det er netop samtidig at ekskludere alle mulige andre samfunds mekanismer. Og nogle gange ikke at se derhen, hvor der kan være andre typer af forandringer”.

Der er ifølge Willig altså hele tiden nye typer af fremhævede revolutionære subjekter, som bliver forherliget op gennem tiderne. Og dette bør vi være opmærksomme på. De er som en slags fikspunkter. Og når vi har disse fikspunkter – hvad er det så vi ikke ser? Når man har fikspunkter, så stirrer man sig vel netop samtidigt blind på noget andet. Man skal altså hele tiden lægge mærke til – hvem der ikke er med. Og hvem det er, man stirrer sig blind på. Og lige nu stirrer verden muligvis på de unge klimaaktivister. Hvorved der altså samtidig vil opstå disse blinde områder, som kan føre til konflikter og befolkningsgrupper, der føler sig misforståede. Willig beskriver, hvordan der netop gemmer sig forandringsskabende potentialer i de oversete grupper i samfundet. Her peger han på den midaldrende vestlige mand. En borger, der lige nu muligvis står i skyggen af den unge klimaaktivist. En borger, der har et enormt CO2 tungt liv. “Vi ved nogenlunde, hvem der har det største CO2 aftryk. Mænd over 55. Men er de så de store syndere? Eller er de det nye revolutionære subjekt? Altså vi kan vælge og sige ‘det er dem, der kan gøre allermest’ eller ‘det er dem, der kan bremse det allermest’.” 

Den midaldrende vestlige mand kunne lige så godt være det nye revolutionære subjekt – med mulighed for at genindfinde sig selv som en helt, finde sin plads i en grøn verden, påny. Nu som togkørende veganer, der genfortolker vores idé om success og det gode liv. En mand, som er villig til at risikere sin magelighed. Villig til at genopfinde sig selv og cracke det symbol, han er. Rasmus Willigs pointe er altså her, at det hele handler om, hvordan man framer situationen, og at vi ikke må fortabe os i idéen om, at der kun er én type menneske, der nu kan redde os. At det ikke kun er ét subjekt, eller én ideologisk retning, der påberåber sig suverænitet til at skabe forandring og evnen til at vinde over alle de andre. Men at vi skal være mange forskellige former for forandringsskabende mennesker. På hver vores sted i livet. En pluralistisk bevægelse; sammen i vores forskellighed.

Vi skal passe på med, at vi ikke alle sammen ender som kommunikationskonsulenter

Herefter ledes jeg naturligt videre ind i et rabbit-hole af en ny serie refleksioner over, hvad der lige nu er vigtigst for os at reflektere over? Hvordan skal der tales om klimakrisen, så vi kan komme ud af denne langsommelige politiske skoling. Er der noget essentielt, vi glemmer og overser i en tid, hvor alle pludseligt vælter ind over hinanden for at være klimakrisens frelsere, samtidigt med at der netop ikke sker nok. Jeg leder nok efter et sprog, et sæt af værktøjer, som jeg fra denne nedskrevne samtale ville kunne viderebringe til befolkningen. Dog udfordrer Willig mig her og italesætter, hvordan dette behov skildrer, at vi alle er desperate efter at finde ud af hvem, der kan tage teten. Og hvordan vi alle går og leder efter denne ene nærmest guddommelige kommunikationsstrategi, der vil indfinde sig og slå et klik i alle og åbne den perfekte verden, hvor alle handler på klimaet, og isbjørnen pludselig er glad igen – “Og det er lige meget, om det er omkring bålpladsen, sammen med de gamle gutter, når vi har drukket for meget. Eller om det er på universitetet, eller blandt gode venner, eller omkring spisebordet, hvor nogle af børnenes
forældre er på besøg – bare vi finder den rigtige kommunikation,
så forestiller vi os, at det vil sige klik for alle. Og så vil verden blive et bedre sted. Og så bliver vi alle sammen kommunikationskonsulenter, og alle byder ind.”
. Willig beskriver yderligere, hvordan man i diverse diskussioner netop udveksler disse typiske kommunikationsråd om, at man ikke skal være for hidsig, når man taler om klimaet. Ikke være for dystopisk. At det, som virkelig virker, er et positivt budskab, at tale om håbet og at negativitet er der ikke nogen, der vil være med i. 

Det vil sige, vi skal udøve selvcensur i et så vigtigt historisk øjeblik! Fordi vi skal gå derhen så forsigtigt, at ingen opdager det. Så forsigtigt, at vi slet ikke rokker ved verden. Og hvad er det? Det er jo næsten en form for religiøsitet, hvor hvis ‘ordet’ kommer ud rigtigt, så vil alle kunne høre denne sandhed. Denne transcendente sandhed. Og så vil alle ændre sig. Og du må ikke gøre sådan og sådan. Og mens alle diskuterer, så kører verden videre.” Og mens alle diskuterer disse kommunikationsstrategier, så nærmer vi os måske alle klimaets irreversible tippingoints, imens vi søger det guddommelige ord. “Og hvis man kunne styre en kommunikation og vidste, hvad udfaldet var af denne kommunikationsstrategi, ja det ved vi jo godt hvad hedder, det hedder vist nok ‘propaganda’. Og den, der har nøglen til dette, ville jo være et ikke-menneske. Og der er det religiøse aspekt igen. Så det er at underkende og miskende menneskets natur at tro, at det skal være på den ene eller den anden måde.” 

Jeg kender virkelig godt disse diskussioner.
Jeg indfinder mig i dem igen og igen. Jeg er netop ét af disse mennesker, der bliver fortalt, at jeg ikke må være for mørk i min klimakommunikation. Men jeg er selv lavet på en sådan måde, at jeg reagerer konstruktivt på dommedagsscenarier. Det er ikke fordi, at jeg ikke også søger det opløftende og håbet, men jeg er jo netop som alle andre mennesker kompleks. Som mennesker er vi netop pluralistiske væsner, understreger Willig. Dog søger vi det modsatte, vi søger det universelle, det monoistiske, det ikke-menneskelige. Det ikke-menneskelige inkarneret som en frelsende kommunikationsstrategi for alle mennesker. Denne mekanisme skal vi være opmærksomme på. Og for at forblive forankrede i vores imperfekte, komplekse menneskelighed, kan vi alle kommunikere frit præcist på den måde, vi selv begærer at kommunikere på. Positivt, negativt, dystopisk, følelsesladet, vredt, håbefuldt, billedrigt og sleskt. Hermed vil vi muligvis altid ramme et eller andet menneske derude eller herinde, der netop klikker på samme måde som os. At gøre dette er efter Willigs mening at se klimakrisen i øjnene, da man derved stopper med at diskutere hvilke strategier, der er de korrekte, og i stedet går i handlings mode. 

Her kommer Willig til at tænke på en situation fra sin barndom, hvor han beskriver, hvordan han hver dag, når han cyklede hjem fra skole, skulle snige sig forbi utallige bidske gårdhunde derude på landet, hvor han voksede op. Om hvordan han blev bidt igen og igen. Hans forældres måde at få ham til at håndtere situationen var at sige til ham – “jamen så må du se monsteret i øjnene og blive gode venner med det. Altså afdramatisere det. Og fordi det er så voldsomt, altså klimakrisen og biodiversitetskrisen, så må man se det i øjnene. Det betyder, blive gode venner med det, og så går man igang med at opbygge et ordentligt forhold til de gårdhunde, så de ikke løber efter een. 

Så snart alle begynder at se monsteret i øjnene, så løser vi det jo.”

Lyt til den uredigerede samtale

Next Post

Previous Post

BRANDING AND DEVELOPING IN A WORLD OF MEDIA, ARTS AND REBELLION

Download podcast på iTunes / Lyt med på Spotify / Se film over Vimeo / Følg det visuelle univers og fortællingerne på Instagram og Facebook