Kunstner og aktivist Ida Dalsgaard Nicolaisen skrev sidste år sit speciale i et usædvanligt samarbejde med svampe både de spiselige, giftige og psykedeliske. Hendes speciale undersøger og eksperimenterer med, hvordan man lytter til andre arter, og hvorfor det er vigtigt at byde dem indenfor i vores magtcentre.
”I vores nuværende samfund ser man andre arter som enten ressourcer eller forhindringer i jagten på evig vækst.”
Solen skinner. Strålerne rammer skiltet, hvor en pil peger ned mod Naturcenter Amager. Jeg er på vej fra perronen ved metrostop Vest Amager. Få minutter forinden er jeg kørt forbi Danmarks største shoppingcenter, men der regnede det på de store hvide bogstaver, hvor FIELDS står skrevet. Det virker næsten som et guddommeligt tegn, nu hvor jeg har sat klimaaktivist og kunstner Ida Dalsgaard Nicolaisen stævne i det solrige naturcenter, mens de mørke skyer ligger tungt over centeret med alverdens butikker. Men det er såmænd bare det omskiftelige danske sommervejr, der rammer os i dag.
Jeg har mødt Ida før. Selv om det var over en halvdårlig Zoom forbindelse, genkender jeg hende straks. Det kastanjebrune hår, de runde briller. Hun er iført en lang sort cardigan med hvide tråde, der vikler sig ind og ud mellem hinanden. Mens vi bevæger os ud til naturcenteret, fortæller Ida om alle de initiativer, hun er involveret i for tiden – blandt andet performance-kollektivet Becoming Species, Arternes Ambassade, der arbejder for rettigheder til andre arter, og Extinction Rebellion, der benytter civil ulydighed for at presse det politiske system.
”Min mission er at arbejde for et samfund, hvor andre arter anses som liv. I vores nuværende samfund ser man andre arter som enten ressourcer eller forhindringer i jagten på evig vækst. Men andre arter er liv, ligesom vi mennesker er det.”
Det er den mission, der er anledningen til, at vi nu sidder på to træstubbe med en tændt lydoptager imellem os.
Ida Dalsgaard Nicolaisen er kandidat i Performance Design, og Kultur- og Sprogmødestudier fra Roskilde Universitet, hvor hun sidste år skrev specialet ”How like a mushroom”, der er inspireret af den øko-feministiske professor og biolog Donna Haraway. Specialet er, som Ida udtrykker det, skrevet i et fler-artet samarbejde mellem hende selv og svampe. Hele ideen til Idas speciale udsprang af oplevelser, som hun har haft med psykedeliske svampe.
”Den første gang, jeg spiste svampe, var en utrolig smuk oplevelse. Jeg oplevede, hvordan græsset i haven var syet sammen med sølvtråd. Der gik sølvtråd fra alle de små græsstrå til hinanden. Det samme skete, da jeg gik ind under æbletræet. Overalt i træets krone var der tråde, der forbandt sig til og med hinanden.”
Ida oplevede, hvordan overgangen mellem krop og resten af verden blev utydelig. Nature relatedness kalder naturvidenskabelige studier den forbindelse, som man kan opleve til andre arter. Under indflydelse af psykedeliske psilocybin svampe, har studier påvist, at forbindelsen kan forøges. Oplevelserne med de magiske svampe, som Ida også kalder dem, gav hende mere end smukke oplevelser; det pirrede Idas akademiske nysgerrighed og praksis.
Ida ved godt, at der bliver rynket på næsen, når hun argumenterer for, at psykedeliske svampe kan bruges til at producere viden, da de fleste i Vesten forstår det at være under indflydelse af psykedeliske stoffer som at befinde sig uden for virkeligheden og derfor ude af stand til at beskrive den. Hvorfor, det forholder sig således, er ifølge Ida, fordi den rationelle naturvidenskab anses som den højeste form for viden. Ida pointerer, at hun ikke er modstander af naturvidenskaben, tværtimod. Hendes kritik retter sig mod det skarpt optrukne hierarki, der findes inden for vestlig videnskab, og hvordan det medfører, at mere kropslige vidensformer anses som illegitime. Ida forklarer, hvordan det er helt anderledes for flere naturfolk, der bruger psykoaktive svampe og planter som en læremester, der kan udvide din horisont og forståelse af livet i og omkring dig.
Specialet skal forstås som et oprør og en systemkritik mod den eurocentriske vidensproduktion. I denne kritik viser hierarkiet og undertrykkelsen sig – men vigtigst af alt også potentialer og muligheder.
“Jeg tror, at psilocybin-svampene kan være allierede for os mennesker i kampen for en planet fuld af liv. De er blevet undertrykt i århundreder af bl.a. de spanske inkvisitorer i Mexico, der erklærede indtagelse af svampe for kætteri, og deres undertrykkelse hænger sammen med undertrykkelsen af de oprindelige folk, der var svampenes allierede, og deres animistiske verdenssyn. Jeg vil gøre oprør mod den undertrykkelse ved at invitere svampene ind i vores magtcentre.”
Ida besluttede sig for at indtagelsen af de psykedeliske svampe, skulle være en del af hendes videnproduktion, og at hun under indflydelse af svampene ville skrive, så svampene bogstaveligt ville påvirke afhandlingen.
Ida spiste psilocybin-svampe to gange i løbet af skrivningen, da hun besluttede, at resten af de psykedeliske trips skulle ske med svampe, som hun selv havde sanket. Ida brugte mange timer med næsen i græsset, mens hun ledte efter Spids Nøgenhat, som er en psykedelisk svamp, der vokser på danske marker. Men da hun ingen fandt, lod hun svampenes fravær forme specialet. I stedet kom andre svampes tilstedeværelse til at fylde mere. Ida dyrkede blandt andet Østershat og Pindsvinepigsvamp, fotograferede alverdens svampe, læste om svampes levevis og interviewede mennesker, der havde en forbindelse med svampe. Hun udførte også en performance som svamp -som et eksperiment: Hvordan kan man skabe empati mellem arter ved at “forvandle sig til dem”?
”Jeg prøvede at tænke som en svamp, det er meget bredt, da svampe er forskellige, men der er nogle fællestræk – for eksempel danner mange af dem mycelium.” Ida peger ned på sin sorte cardigan med de hvide snore, der er viklet ind i hinanden, og jeg kigger lidt spørgende tilbage på hende. ”Forestil dig en jordbund fuld af tråde, der kommunikerer, forhandler og forbinder planterne og hinanden. Det er det myceliet er.” Ida mener, at det er svampenes vigtigste lektion til os mennesker: Alt er forbundet. Vi mennesker er allerede i slægtskab med andre arter, men vores relationer er truet af alt det, kapitalismen fører med sig.
Ifølge Ida handler det om, hvordan man styrker relationerne. Ida foreslår, at man starter i det små. De fleste af os har allerede en blomst, som vi især godt kan lide eller en fugl, vi synes synger smukt. Betragt dem, læs om dem og forstå, hvad de har brug for, så de kan spire eller yngle. Det er her revolutionen starter. Ud af dette nærvær får man ifølge Ida øjnene op for nye arter og dermed muligheden for at danne endnu flere relationer. Det er disse relationer, som Ida forudsætter skaber en forandring i vores vaner og syn på andre arters vilkår og i sidste ende det værdisæt, der skaber en forandring i verden og de beslutninger, som træffes både på et personligt og politisk plan. Revolutionen slutter dog først, ifølge Ida, med et endeligt opgør med vækstøkonomien, der ser ressourcer før liv. Ellers betyder alle de fine ord om forbindelse og slægtskab ingenting.
*Ida Dalsgaard Nicolaisen pointerer, at artiklen ikke skal forstås som en opfordring til at indtage psykedeliske svampe, og at de kan være farlige, hvis de spises under forkerte omstændigheder*