Helene Jakobe Bom fra NXT, er lige nu i San Fransisco, USA, som officiel del af den danske tech ambassade i Silicon Valley. Hen over de kommende måneder, vil hun dele sin dagbog med refleksioner og iagttagelser fra et land i dramatisk forandring. Hermed andet afsnit.
“Good morning, how are you? I think we just lost our country.”
Sådan var morgenhumøret onsdag 4. november. Tony på 73 så træt ud. Nok ikke så underligt. Han har brugt det meste af sit voksenliv som politisk rådgiver for demokratiske kandidater. “He knows everybody”. Hans telefon ringede med jævne mellemrum. Venner og gamle kollegaer ville høre hans tanker. Hvad der overraskede var, at han forblev positiv. “Joe Biden is doing exactly how he is supposed to do, be patient”. Marie, hans hustru gennem et kvart århundrede mente, at han simpelthen nægtede at indse at “…the game is over”.
I en lang periode har stemningen været præget af election anxiety og udmattelses. Afmagt. Folk gad næsten ikke engang forholde sig til det. På valgdagen sad jeg på tagterrassen, som Martin er i gang med at fikse.
Martin er en altmuligmand. Han kan renovere fancy huse i Palo Alto og fikse underboens toiletpumpe. “I don’t think about it so much today, but it is going to be nice to hear good news. People are going crazy now, you know, and with the Covid there is just too much. It’s everywhere”.
Det er over det hele, det smyger sig ind i alle samtaler og tanker. Det er vigtigt.
Martin spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at stemme. I wish! Svarede jeg. Har du stemt? Nej! griner han. Det kan jeg da ikke. Martin er født i Mexico. Han peger på sin unge ven, som hjælper ham med at renovere tagterrassen. “But he is going to vote later”. Fedt, later when? “Later when he becomes a citizen”, svarede han. Når man bor i sit land og ikke kan stemme, må man vente og se på. Nåh, back to work. “It goes, how it goes”.
Rundt om hjørnet fra hvor jeg bor, nede på Valencia Street, stod Alexander på 46 fra kl. 05.45 til 20:00 om aftenen. Han har for første gang været frivillig som “pollworker”. Han ville gerne hjælpe hjulene i demokratiet med at løbe rundt, fortæller han. Alexander har boet i San Francisco i tyve år. Brasilien ser han som sit hjemland. Han savner grundlæggende respekt for mennesker i den politiske dialog. “I just wish for more decency”. Og det fik han så. Han håber, at den næste præsident vil tage klimakrisen seriøst. Lagde du mærke til himmelen for et par uger siden?, spurgte han. Den var helt gul! “We can’t live like this…”. Omfavnet af røg fra brandende.
“How does democracy work in Denmark, you still have a king, right?”. Jeg fortalte Alexander om Dronning M. og hendes cigaretforbrug. At hun ikke må udtale sig politisk, men at vi har mange forskellige partier. At vi betaler lidt mere i skat. At vi bliver betalt for at gå i skole. Tit kan det få Amerikanernes pis i kog, at man betaler for tre biler i Danmark men får én. “So, what system do you prefer?” Vi blev enige om, at man i Danmark og USA har to forskellige måde at forstå frihed på.
Længere nede ad Valencia St. stod Patrick, på 25 år – “…born and raised in the Bay Area” – og Scott, 21 år gammel. Jeg spørger dem, hvorfor de er på gaden i dag. Patrick lægger ud: “You are from Europe, so you are used to everybody coming out to vote. And sadly that is just not the reality here. People need to be aware of their rights to vote.” Scott bryder ind og tilføjer; “A misconception is that Americans don’t like to vote. I think that structurally, it is just harder to vote. You know, it’s on a Tuesday, it’s a work day, and you don’t just get it off. Sometimes making money to provide for your family is more important than an election.”
De står begge med en valgplakat for Jackie Fielder i hånden. De vil have hende valgt ind i senatet, for modsat andre, der stiller op, er hendes kampagne ikke støttet af ejendomsbranchen. Den er rundet af græsrodsbevægelsen. Scott forsætter; “To me it’s also about having a political movement to support working people in this country. Because, even in San Francisco we have politicians who really serve the interests of the wealthy. We need politicians fighting for renters, fighting for working people to make sure that if you lost your job for Covid, then you are not going to end up on the street. That there is a role our system should play and make sure that you aren’t crushed by medical debt or by school debt.”
Scott snakker videre om mistilliden til systemet og mener, at “… the problem is that the same people who say that the government doesn’t work, are the people who are sabotaging the government from the inside. And they are making sure that things don’t work for people, and then turn around and say ‘oh, the government can’t handle this’, so we have to privatise it.”
På trods, er de dog optimistiske. De er overbeviste om, at en ny Biden-administration vil få ro på tingene og sætte skub i en positiv forandring, som rent faktisk kan mærkes hos den helt almindelige amerikaner. De håber, der sættes fokus på klimaet – “I think we in the US need to be a leader in the world, otherwise things are going to stay the same.”
Mens vi talte, var der en utrolig larm fra bilerne. Nu var det rush hour.
Jeg var på vej ned for at købe ind til valgaftenen – chips, øl, og kylling til grillen på tagterrassen. Supermarkedet var proppet med mennesker, der havde fået netop samme idé som mig. Efter maden bevægede vi os ud på gaderne, og fandt en bar som dækkede valget på storskærm. Lyden var forsinket, og passede ikke til mundbevægelserne. Baren var halvtom. Det hjalp ikke, at der på halvdelen af bordene var tegnet et stort rødt kryds. På vej ud opfattede en kvinde, at jeg havde en accent; “…at least your passport takes you somewhere else.” På det tidspunkt troede alle undtagen Tony, at Trump ville vinde.
Vi gik hjem.
Hele USA har været gennem en mental rutchebanetur. Lettelsen er til at mærke i San Francisco. Tony og Marie “…are feeling awesome.” Gaderne i Castro blev fyldte af glade mennesker og lyden af YMCA. Trump var tilbage på golfbanerne, hvor han hører til, sagde de. “You are here for history!”
Nu handler det om hvad Trump kan finde på at bruge sin sidste tid på. Knap halvdelen af den amerikanske befolkningen stemte på ham. De er her stadig. Dog er de ikke til at finde her i San Francisco. Mit indtryk er, at folk savner ro. De er trætte af splid, og glæder sig til at mærke en positiv forandring med fokus på respekt, klima og mere lige muligheder for alle til at deltage i samfundet.
