Afskyr ordet ”farvel”. Ikke nok med at det lyder dansk-grimt, det vækker også følelsen af noget irreversibelt, noget ildevarslende. Ordet bør derfor kun bringes i spil overfor campingturister på vej sydpå i industriferien eller suicidale opdagelsesrejsende. Internt i mig rejser ”farvel” også det pinefulde spørgsmål:
Var jeg nu nærværende nok, mens jeg var her?
Lige nu er vi netop ankommet til byen Nakhon Phanom ved Mekong Floden for at nyde de sidste dage sammen og for at forberede os på det bedre men stadig svære ”léaw jer gan mài” (vi ses snart igen) i Suvarnabhumi Lufthavn.
Området omkring busstationen er lydløst. Masser af plads. En sløv, varm provinsby. Men nede ved floden i aftenmørket myldrer det. I de mange templer langs flodbredden reciterer munkene deres bønner, og restauranterne dufter af grillede fisk. Vi går hånd i hånd under de gulblomstrende Dok Khun træer, og jeg er klar over, at det er her, jeg hører hjemme. Ikke i Danmark.
Digteren Henrik Nordbrandt var glad for ordet ”opbrud”. Den rastløse rejsende evigt på farten. Sådan har jeg også selv levet. Men langsomt får mit nye hjem guldfisk i bassinet, der dukker flere og flere blomster op, og de røde kinesiske lamper bliver tændt, når aftenen kommer snigende på sine kattepoter.
Jeg tænker kun på, hvornår jeg skal tilbage hertil.
