At tænke byggeriet som en trans-krop

Artikel af Laura Benedicte Petersen, i samtale med kunstner Faun Vium
The NXT Magazine: Transformations of Care

I NXT arbejder vi med bevægelser.

Bevægelser, der skal gentænke, hvordan vi lever, bygger, lovgiver, fester, drager omsorg for og skaber forbindelser.

Connecting the dots, kalder vi det, som vi gør. Det kræver strategi, mod og nogle gange en lille smule fantasi at forbinde stort med småt, hårdt med blødt, transformation i byggebranchen med transformationen af én krop og kønsidentitet.

Det er nu en gang det, vi skal til med denne tekst, hvor vi forbinder transformation som et begreb, der er ved at rodfæste sig i byggebranchen, med den viden, som billedkunstner og performancekunstner Faun Vium har erfaret i sin egen transition. Faun deler brudstykker fra sin historie, viden og erfaringer og lader mig sætte dem i perspektiv med de potentialer og udfordringer, det kræver at transformere vores eksisterende bygningsmasse.

Vilde problemer kræver vilde forbindelser.

Lad mig forklare.

Vi begynder med byggebranchen. Den er under massiv forandring og befinder sig et sted, hvor der er bred enighed om, at den ikke kan fortsætte med at bruge dyrebare ressourcer på at rive ned for at bygge nyt. En bygning står på skuldrene af noget. Der er indlejret CO2, historier og materialer, som skal omdannes. Nogle historier og materialer skal bringes med ind i fremtiden – andre ikke.

Transformation balancerer mellem renovering og nybyggeri. Det dækker over projekter, hvor bygningens oprindelige kvaliteter bevares, den eksisterende bygningsmasse omdannes, og nye elementer tilføjes. Transformation giver bygninger et nyt formål, der tilpasser sig en ny virkelighed, der indeholder andre ønsker for fremtiden. Det fremtvinger en ny forståelse af, hvordan branchen tilgår og tiltaler bygningskroppe. Det vender op og ned på de vante balancer og traditioner. Det er spændende, og det kræver nysgerrighed til at forene ny og gammel viden for at opdyrke værdifulde erfaringer.

Findes der små glimt af forbindelser i Faun Viums transformation, som kan lære os noget nyt om transformation i byggeriet? Hvilke erfaringer kan oversættes og bringes med videre? Det undersøger vi nu.

Faun Vium sidder i en kraftig solstråle, der brager igennem, og mellem de mange planter i vindueskarmen i hendes stuelejlighed på Nørrebro. Strålen sætter hendes ansigt i et naturligt spotlys, og rundt om os hænger artefakter fra tidligere kunstprojekter. Faun beskæftiger sig kunstnerisk med begær, kriser og (om)sorg, og ideerne kommer ofte fra et personligt udgangspunkt, hvor hun bruger sin krop, arv og eget levet liv til at nærme sig kompleksiteterne, der omgiver os. Igennem hybride kunstneriske formater oversætter og omdanner hun det til et sprog, der forgrener og forbinder sig til økologiske og strukturelle kriser i vores samtid.

Faun nikker mod mig, idet jeg trykker optag på telefonen. Hun er med på undersøgelsen og præmissen om, at hun i den næste halve times tid ser sig selv som en slags ekspert i transformation i byggebranchen.

– Det er et morsomt forsøg, det her. Jeg har hængt meget ud på Thoravej 29, som netop har skabt et hus på de principper, som du beskriver. Det føles fedt at tænke på det sted som en trans-krop. Det er let at genkende, at det sted en gang har været noget andet. De eksisterende materialer er bevaret, men funktionerne er nye.

Hun lukker øjnene for det skarpe lys og fortsætter.

– I min egen transition har jeg reflekteret over mit behov for at blive læst på en særlig måde af min omverden. Det kommer fra et behov for at blive genkendt som den, jeg er.

Jeg har stillet mig selv spørgsmål om, hvilke kosmetiske ændringer, der ville hjælpe mig med at blive genkendt som kvinde. Om jeg skal gå til stemmetræning for at lære at tonalisere på en måde, der både er naturlig for mig, og som opfattes som feminin? Hvad der er folks forestilling om, hvad der er en kvinde, er fluffy. Det kan godt være, at der er nogle særlige parametre, som man skal leve op til i de flestes øjne – men der vil også altid være nogle, for hvem man aldrig kan.

Faun åbner øjnene og kigger tilbage på mig. Hun kan se på mig, at undersøgelsen allerede giver en lille smule mening.

Ivrigt fortæller jeg, hvordan man i ejendomssektoren taler om, hvordan transformationsprojekter kan blive en god økonomisk investering. Investorerne spørger sig selv om, hvem der dog vil bo i en tidligere industribygning, hvor rummene er mere aflange end kvadratiske, og at man dermed ikke kan få den optimale udnyttelse, som en nybygget bolig designet til den traditionelle kernefamilie tilbyder. Andre investorer taler om, at en transformation af en eksisterende bygning, der skal omdannes til boliger, kan give plads til at gentænke vores måder at bo på, men at det kræver, at de kommende ejere og lejere værdsætter de eksisterende materialer og historier, selv om det fx også kan betyde en bærende søjle midt i stuen, genbrugsgulve eller et aflangt soveværelse.

Det diskuteres altså, hvorvidt transformationen skal mime fx nybyggede boliger, om de nogensinde kan det? At transformere bygninger og værdier er økonomisk risikabelt, og vi mangler flere pionerprojekter, der kan bane vejen.

Faun griber min tale- og tankestrøm og fortæller videre.

– Der er en kendt trans-term, der hedder “at passere”. Det handler om, at man som transperson passer så godt ind, at folk ikke genkender din trans-hed. I mit tilfælde ville det være, hvis jeg udelukkende blev tiltalt og genkendt af verden som kvinde. Det handler underforstået om ikke at blive lagt mærke til, at kunne gå fredfyldt ned ad gaden.

Jeg har lige læst en dejlig bog, der hedder”How to Fuck Like a Girl” og hvor Vera Blossom, forfatteren bag skriver, at det “at passere” er et håbløst mål. Blossom mener, at transpersoner skal lade verden genkende transheden helt åbentlyst. Det handler om at showcase transheden for at give sig selv elastik til at være i verden uden at skulle fanges af at passe ind. Forfatteren mente, at man skulle give slip på forestillinger om, hvad man kunne passere som. Folk må gerne lægge mærke til dig. De må gerne se dig og de historier, du bærer med dig.

Faun beskriver, hvordan hun fortsat undersøger på hvilke måder, hun vil og kan bære sin historie i en forandret krop. Det, som har overrasket hende mest i hendes egen transformation, har været de ringe i vandet, som hendes transformation har medført.

– Den største overraskelse har været, hvordan min transition har tvunget mine allernærmeste til at skulle gentænke, hvem de er. Jeg har læst meget om det, og jeg ved godt, at det ikke handler så meget om mig, men om deres forestillinger om dem selv. Dét at være mor til en søn, at være kærester med en fyr eller søster til en bror blev forandret med min transition. Det har været besværligt for dem, især min kæreste, der har haft sin helt egen proces med at springe ud som bøsse, og den titel har han så pludselig ikke længere den samme adgang til, nu hvor han er sammen med mig.

Den forhandling med ens nære omverden er vildt kompliceret, og der er mange relationer, der på baggrund af denne har skullet genetablere sig. Selv om det er det rigtige for mig, så har det været alt andet end let. Det har været en erkendelse af, at det her er pissebesværligt, men der er heller ikke nogen anden udvej.

Solen, der før bragede ind ad Fauns vindue, er forsvundet bag en bygning på den anden side af vejen. Lejligheden er blevet mange toner mørkere, uden vi har lagt mærke til det.

– Jeg øver mig i at anerkende, at det ikke nødvendigvis er nemt, selv om det er rigtigt, og at jeg godt kan befinde mig i den kompleksitet. Både med mig selv og med dem, jeg elsker. Nogle gange er det dog også rart at anskue det på en anden og mere let måde. Jeg glemmer aldrig, da min ven fortalte mig, at jeg blot var blevet voksen i en anden retning. Det lyder naturligt og vildt spændende.

Forhandlinger om fortællinger og forestillinger finder både sted i det nære og store billede, når der er tale om forandringer. De to størrelser er meget forskellige, men måske kan vi også bruge sætningen, når det gælder omdannelsen af vores bygninger og byer?

Bygningerne bliver ikke til noget helt andet – de bliver voksne i en anden retning.

De bevarer det værdifulde fra deres fortid, mens de tilpasser sig fremtidens behov. Ligesom Faun har lært at navigere i kompleksiteten af transformation, kan byggebranchen også lære at omfavne den besværlighed og det potentiale, der ligger i at omdanne vores bygninger. At give plads til både det, der var, og det, der bliver. At lade historier og materialitet mødes i nye konstellationer, der skaber rum for fremtiden.

Det er ikke nemt, men der er ikke en anden udvej.

---