København – Frihed til mangfoldighed

Vi i NXT har gennem de sidste tre onsdage haft besøg af fire motiverede unge mennesker fra 8. klasse på Gentofte Skole. Karl, Martin, Alberte og Sara havde valgt at komme i praktik hos NXT for at smage lidt på branchen og få indblik i kreative processer. Vi stillede dem en opgave, hvor de skulle komme op med et nyt slogan for Københavns Kommune i anledningen af kommunalvalget 2017. Som en del af deres læring har de dokumenteret processen. De skulle på baggrund af den samlede opgaven forholde sig kritisk til brugen af kommunale slogans som brandingstrategi. #virkelighedensskole.

København – Frihed til mangfoldighed

Hvis du skulle beskrive København i en sætning, hvordan skulle den så lyde? Ville det være noget om den evige udvikling, det farverige natteliv eller den gamle kultur, der stadig runger i byens gader? Det kan man jo spørge sig selv om, når man kommer hjem fra endnu en travl dag, hvor man ikke har foretaget sig andet end at løbe rundt i den altid travle storby.

Foto: Karl Blanchez Farlov

Vi har gjort netop dette, beskrevet København, som vi kender den, i en sætning, der skal høres, forstås og reflekteres. Og hvordan er vi kommet frem til den sætning? Vi har dykket ned i Københavns historie for at fange essensen af indre by ved hjælp af research, interviews af de lokale indbyggere og insiderviden. Som mange af de andre gamle storbyer begyndte København som en lille stad, der har udviklet sig igennem mange år. Omkring år 700, da de første fiskerlejer opstod med grupper af mennesker, der samlede sig om sildefiskeriet i Øresund, kom der for alvor gang i den økonomiske vækst i København. Vi har altid været et hårdt arbejdende folk. Men nogen gange har vi en tendens til at sugarcoate vores tilværelse en smule. Er det derfor, at vi er jordens gladeste folk? Vi lyver overfor os selv i dyre domme, fremhæver de lækre gader og den finurlige arkitektur. Samtidig med at vi glemmer de nedbrudte bygninger, det evige vejarbejde og de hjemløse mennesker. Men vi synes, at det hele spiller en rolle for den by, der står den dag i dag, selv det, vi måske ikke normalt ville fremhæve, er vigtige. Det giver byen en smule kant og lidt ekstra historie.

Foto: Sara Sandborg Karmark & Alberte Søgaard

Foto: Karl Blanchez Farlov

Gode erindringer og travle mennesker

Ja, hvordan ser vi egentlig København? Vi ser den som en multikulturel by, fyldt med liv, glæde, frihed og højt humør. Vi forestiller os grupper af glade mennesker, der deler en bakke nachos, eller to gamle veninder, der diskuterer de manglende grønne områder i København over en kop skold hed americano. Alle de forskellige livshistorier, som står skrevet på byens mure. Byen, der altid har travlt, folk, som altid er i bevægelse og ved, hvor de skal hen.

Foto: Karl Blanchez Farlov

Foto: Alberte Søgaard

Er et slogan virkelig nødvendigt?

Hvordan skal man kunne få det kortet ned til én helt fantastisk, overordnet sætning. Når man vælger noget, vælger man på den anden side noget fra. Skal man fokusere på prinser og dronninger eller på traditioner og fornyelse? Vi ved jo alle sammen, hvad København er – det er danskernes by. Behøver man virkelig et slogan til hele Danmarks hovedstad? Det spurgte vi os selv om, og svaret er ja. Vi kom sammen frem til noget, der siger, om ikke det hele, så det meste, om de forskellige værdier, vi synes København indeholder. Frihed til mangfoldighed. Alle de forskellige mennesker, som kan samle sig om en gang banko eller dele en fælles interesse for vedligeholdelsen af Københavns gamle gader. Ja, københavnere samles om diverse projekter, det er derfor de er københavnere.

 

Udviklet af Karl Blanchez Farlov, Martin Vinten Howitz, Alberte Søgaard & Sara Sandborg Karmark fra 8.Z på Gentofte Skole

 

Next Post

Previous Post

© 2017 NXT – branding in a world of social media, arts and rebellion