Det nye mediefællesskab, Other Story, der gennem kortfilm formidler personlige og intime menneskelige skildringer om en verden i forandring, fortalt af de mennesker som lever i forandringerne, har lige været i Paris. Her er beskrivelsen af turen, fortalt af Marie Bjørn, som er researcher hos Other Story:
….
Madeleïne Käte og jeg har netop været i Paris med Other Story, for at møde nogle af de mange flygtninge der er strandet i Paris, som konsekvens af de lukkede grænser. Her mødte vi bl.a. Waheed, Mustafa og Basser, som ses på billedet.
Situationen i Paris er lig situationen i de større byer i Italien og Grækenland: Når flygtninge ankommer til Europa, kan de ikke længere rykke sig uden hjælp fra menneskesmuglerne, der i dag har mere magt end nogen sinde før, og derfor kan benytte sig af endnu mere lukrative løsninger for at få den enkelte transporteret videre.
Mange flygtninge er i forvejen blevet berøvet på deres vej til Europa, og har ikke råd til at få hjælp fra endnu en menneskesmugler.
Så rigtig mange venter. Venter på et dokument, eller på at grænserne åbner.
I Paris venter folk på gaderne, særligt omkring metroen ved Jaurés. Et område af Paris der altid har været kendt for at være råt. Her venter de i køer foran en kommunal bygning, der kan udstede dem et dokument de skal bruge til at søge asyl.
De kan vente i flere måneder. Der er ingen statslige organisationer, der er ingen lejre. Der er kun køer af mennesker der venter. Og en stemning af at vente. Folk har svært ved at sove, finde mad, samt have adgang til den mest basale hygiejne som bad og toilet.
Hver gang der opstår en spontan lejr, dvs. åbenlyse beviser på at der er flygtninge der bor på gaderne (så som madrasser, tæpper eller mad), ryder politiet stedet og tvinger flygtningene til vente et andet sted. Politiet er stærkt bevæbnet og hele tiden synlige i området.
At være på denne rejse i en tid der er så præget af frygt, var meget specielt. For bevidstheden om Europas frygt for terror er allestedsnærværende. Og bevidstheden om flygtninges vilkår og deres grunde til at flygte er gennem møderne så slående.
Jeg er ret målløs over politikere og meningsdannere, der hævder at flygtningesituationen er noget der kan stoppes. Det er fuldstændigt naivt og historieløst at antage af denne situation er noget der kan holdes væk.
Det her er er begyndelsen, og med en begyndelse er der altid et stort potentiale.
Situationens potentiale bliver ikke udnyttet tilstrækkeligt, så polariseret som den er i praksis. Hvor kun få møder de mennesker, der tales så meget om. Men hvad hvis det er måden vi fortæller historierne på, der skaber frygten og magtesløsheden? En ven sagde for nyligt at det ikke er had, der er det modsatte af kærlighed – men frygt. Det er gennem frygt vi hader. Det kan syntes banalt, men det kan også tages som et udgangspunkt for at forsøge at se ud over sig selv for en stund.
Denne her situation er så kaotisk og dehumaniseringen så brutal at det burde række langt ud over fløjspolitik.
Ved Jaurès metro-station mødte Other Story nye venner: Waheed, Mostafa og Basser. Forestil en virkelighed hvor unge universitets-studerende i Paris søgte ned til dette område hver dag, for at blive venner med disse mennesker som venter på deres dokumenter og opholder sig i Europa som flygtninge.
Other Story besøgte en familie fra Afghanistan. De bor i udkanten til Paris, i et hotel som staten giver støtte. Fem mennesker i ét lille værelse. I hotel lobbyen, kunne man købe ‘fransk-arabisk ordbøger’, kondomer og mini-eiffel tårne.
Ved Jaurès metro-station mødte vi også Nadja, Maria og Aisha. Unge kvinder i starten af tyverne, hjemløse og flygtninge fra Eritrea og Ethiopien. Vi forsøgte at kommunikere gennem energi og kropssprog, det blev til megen latter.