Artikel: The Lost Boys

Af Flemming Wisler, Fremtidsorientering december 2006

Opsøg den næste generation af indflydelsesrige forbrugere og arbejdstagere i de nye mediekanaler og få first-mover kredit og langsigtede strategiske fordele inden for branding og HR.


Opsøg den næste generation af indflydelsesrige forbrugere og arbejdstagere i de nye mediekanaler og få first-mover kredit og langsigtede strategiske fordele inden for branding og HR.

Hvis du er over 35 år og har børn i teenagealderen, står du med stor sandsynlighed over for en dobbelt udfordring. Ikke alene skal du opleve den klassiske generationsforskel på godt og ondt. Du møder også et lukket kommunikationsunivers, hvor du ikke er ønsket, og hvor du næppe ville kunne navigere rundt, selv om du blev inviteret indenfor. Velkommen til den første generation af ægte digitale medieborgere, der er vokset op efter mobiltelefonen, Internettet, reklame-tv og parallelle liv i cyberspace.

Nogle gange kan det være svært at fatte, hvor meget mediesiden har forandret sig de sidste 10-20 år i den vestlige verden. I Danmark har vi ganske enkelt været igennem en mediemæssig revolution, der har omstillet vores hverdag fra en analog til en digital virkelighed. En telefon med drejeskive vil være et totalt ukendt redskab for din teenager, selv om netop dette apparat ofte var centrum for forrige generationer af teenageres krig mod sparsommelige forældre. Der var endda opfindsomme fædre, som monterede lås på drejeskiven, så man kun kunne tage imod opringninger, men ikke selv ringe.

Et fjernsyn med tre kanaler – måske ikke engang i farver – og med sendetid begrænset til klokken 23.00 og i hvert fald kemisk renset for reklamer, vil virke som et kuriosum fra en tankstations interne videoovervågning. Et hjem uden PC – for slet ikke at nævne Internet – vil være rent Matador. Der mangler bare hestetrukne kareter i gaden.

Det hele forekommer utænkeligt, men var formentlig din virkelighed, hvis du ligesom denne artikels forfatter var ung i 1970’erne og fascineret over kassettebåndoptagerens mange muligheder som tidens hotte medie.

Nu står vi over for et punkt, hvor den digitale revolution har elimineret de fleste analoge apparater og medier, og hvor forandringerne ikke mere er interessante, men hvor det eneste interessante er, hvad vi vil bruge mulighederne til.

Fang mig hvis du kan

Der bliver tale om et mediemæssigt ”clash of generations” i de kommende år, fordi beslutningstagere og ledere tror, de har magten, eftersom de formelt set sidder på den. Men når de unge stort set ikke bevæger sig i de samme cirkler som virksomhederne rent mediemæssigt, hjælper det ikke meget at forsøge at sætte dagsordenen.

Der er både tale om divergens i medievanerne, men også i motivationsfaktorerne mellem virksomheders produkter, værdinormer og branding, og den næste generations ønsker og behov. Grundlæggende vil produkter, ydelser og arbejdspladser blive efterspurgt på grund af overskud, selvrealisering og forandring, hvilket udfordrer virksomhederne på et højt niveau med hensyn til innovation, design og iscenesættelse.
Mediemæssigt er udfordringen overhovedet at ramme og ikke mindst at påvirke de unge globale mediesurfere.

Drengene der sagde farvel til tv

Den første alvorlige reminder om, at noget nyt var ved at ske, blev opfanget i USA i begyndelsen af 2005, hvor det kunne konstateres, at tv for første gang begyndte at tabe terræn, og at det var drengene, der meldte fra. Tiden blev simpelthen fordelt over flere medier og særligt spilleuniverset stjal tid fra tv.

På Madison Avenue i New York – den amerikanske reklameindustris højborg – døbte man de frafaldne drenge ”The Lost Boys”, og man skrev gravskriften over den nærmest uovervindelige reklameformel: 30 sekunders tv-spottet.
I Danmark måles og diskuteres der også frem og tilbage om, hvad der er ved at ske. Faktum er, at udviklingen går i retningen fra få til mange mediekanaler og fra predefinerede reklamebudskaber til sofistikerede og ikke mindst involverende temaer, hvor brugeren inviteres med i kampagnerne.

For den virksomhed, der først indser, at kampen om forbrugere og arbejdstagere kræver innovative mediestrategier og intelligente budskaber, kan der derfor i øjeblikket skabes afgørende forspring i kapløbet om de knappe ungdomsressourcers opmærksomhed.

Business model #3: New Media Branding

New Media Branding handler om at søge ind i underskoven af medielandskabet, hvor Web 2.0-værktøjer er dominerende, og hvor spil, street art, musik, events, sportsbegivenheder og kultur sammen med gruppenetværk og communities kan være nye platforme for branding.

  • Suppler traditionel medieplanlægning med kreativ nytænkning, der ikke nødvendigvis kan måles endnu.
  • Vær på forkant med internationale medietrends. Det er dine teenagere nemlig.
  • Kom først. Der er stor respekt knyttet til innovativt mediearbejde, når det gøres i den rette ånd. Hvem var første danske virksomhed i Second Life?
  • Vær cool frem for anmassende. Du kan ikke mere blokere for udsynet med dine reklamebudskaber uden at tabe respekt. Kom ikke til fest, hvis ikke du er inviteret!

Next Post

Previous Post

© 2017 NXT – branding in a world of social media, arts and rebellion