Artikel: Fremtiden tilhører den, der kan beskrive den

Af Flemming Wisler, Fremtidsorientering februar 2007

Kampen om fremtiden handler i høj grad om kommunikation. Den, der formår at sætte dagsordenen, kommer også til at dominere beslutninger og adfærd for mange andre. Derfor ser vi flere og flere budskaber om fremtiden, som går hånd i hånd med medieekspertise. Alligevel har vi aldrig været mere kortsigtede i vores syn på fremtiden.

”I have a dream.” Mere behøver du sikkert ikke at høre, før en række billeder dukker frem for dit indre øje. Dr. Kings fantastiske tale ved Lincoln Memorial i 1963 står som et af de stærkeste eksempler på fremtidsvisionering i moderne tid. En politisk tale, der ikke alene gjorde den sorte borgerretighedsbevægelse stærkere end nogensinde, men også var med til at ændre fremtiden for USA’s afroamerikanske befolkning.

Det var i samme årti, at Kennedy holdt en tale, der på lignende måde satte store bevægelser i gang, da han over for kongressen i 1961 annoncerede sin mission om inden udgangen af 1960’erne at sende et menneske til månen og få det sikkert hjem igen. Det var startskuddet for erobringen af rummet, og efter manges mening et af de mest givtige teknologikapløb menneskeheden har set.

Der har igennem tiden været utallige store politiske taler, der har ændret historiens gang – ikke mindst i perioden før og under Anden Verdenskrig, hvor både Hitler og Churchill med stor oratorisk begavelse på ondt og godt fik mobiliseret millioner af mennesker.

Dr. King og Kennedy står dog den dag i dag som helt særlige eksempler på evnen til at erobre fremtiden med fremragende kommunikation og mediedækning, selv om det var i det globale tv-nets barndom.

Men hvorfor er det særligt denne periodes fremtidsvisioner, der huskes?

Fremtidens år 2000 problem

Meget tyder på, at vores opfattelse af fremtiden som noget langsigtet længe har været under forandring. Undersøgelser viser, at cirka 60 procent af virksomhederne anser et eller to år for det lange sigt.
Interessen for fremtiden toppede på mange måder i 1970’erne med en række epokegørende bøger om fremtiden. I 1968 blev en af de ultimative fremtidsfortællinger produceret: 2001: A Space Odyssey, og i 1982 kom en anden stor klassiker: Blade Runner, der foregår i 2019.

Efterkrigstidens store interesse for fremtidsforskning kølnede op gennem 1980’erne og 1990’erne, hvor faget tillige mistede en række af sine allerstørste personligheder som Herman Kahn, Margaret Mead, John McHale, Donella Meadows, Kenneth Boulding og Buckminster Fuller, der alle havde været med til at starte disciplinen i årene efter Anden Verdenskrig.

Der har været spekuleret meget i, hvorfor vi har set denne udvikling, og måske er forklaringen den simple, at vi efterhånden, som vi har nærmet os det nye Millenium, også rent følelsesmæssigt er begyndt at leve i fremtiden.

Vi fik bygget den bro til det 21. århundrede, som Bill Clinton talte om. Fremtiden begyndte simpelthen i år 2000, og nu er vi midt i den.

Det store fælles

I tiden efter Anden Verdenskrig stod verden over for et globalt fælles projekt, der handlede om at genopbygge og starte forfra. Snart blev det fælles projekt Den Kolde Krig og kampen for at undgå en nuklear konfrontation. Senere kom befolkningsvækst og miljø på dagsordenen og i starten af 1980’erme AIDS.

Der var en periode efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor det store fælles projekt ikke længere var så tydeligt. Globalisering og IT-revolution var pludseligt et faktum, og frem mod årtusindeskiftet blev de fælles projekter i stedet til personlige projekter. Individualisering har drevet os de sidste mange år, og den er det svært at lave visioner, der samler nationen, om. Fremtiden fik derfor utallige personlige former.

Paradoksalt nok blev det overgangen til det nye årtusinde, der gav os den første nyere alvorlige fælles bekymring. Ville alle vores computere, og dermed verden, som vi havde lært den at kende, blive smadret ved den store omstilling af urene i år 2000? Svaret var som bekendt nej – måske netop, fordi der blev investeret så massivt i at undgå en global IT-nedsmeltning.

Den massive investering og fokusering på problemet blev imidlertid også starten på dot.com-crashet og dermed et midlertidigt stop i den fortsatte kommercielle spekulation i Internettets eksplosive udvikling og fremtid.

9 11

Det nye årtusindes individuelle fremtid var dog næppe kommet i gang, før terrorismen afløste den kolde krig, som den nye store fælles udfordring. Nogle vil sige, at det var Huntingtons fremtidsscenarie fra 1993, Clash of Civilizations, der viste sig at gå i opfyldelse med en religiøs og kulturel konfrontation i den globale landsby.

Det interessante er, at Huntingtons teorier først blev et hit næsten 10 år efter, de blev offentliggjort og ikke oprindeligt formåede at forberede os på den konflikt, der den dag i dag kaster skygger over årtusindets ellers strålende fremtidsperspektiver.

En så negativ og ubehagelig fremtidsbeskrivelse formåede ikke at erobre fremtiden i de vilde selvrealiserende 1990’ere.

Medie-ikonernes nye ansvar

Den store gennemslagskraft ligger ikke længere hos journalisterne, videnskaben og politikerne, men snarere blandt underholdningsindustriens, sportens og virksomhedernes medie- og stilikoner.

Vi er i stigende grad vidne til, at der skal rockstjernestatus til, før de store bevægelser kommer i gang. I begyndelsen blev der kigget skævt til initiativer fra musikere som Bob Geldof og Bono, og der blev smilet overbærende af hippierne fra Apple med Steve Jobs i spidsen og Alan Kays idéer i baggrunden. Af Richard Branson fra Virgin eller senest Robert Scoble, der med Hawaiiskjorte og korte bukser pludselig blev Microsofts officielle nørdblogger og talerør fra web 2.0-undergrunden.

Men det er fra denne kant, der kan skabes gennemslagskraft, fordi der er tale om personer, som er drevet af idealisme og mediebevidsthed, og som ikke behøver at bevise noget.

Dem, der erobrer fremtiden, har adgang til underholdningens mediefyrtårne – enten direkte eller indirekte – gennem netværk og forståelse for mediernes indbyggede smitteeffekter, som kan skabe nye globale temaer.

Vinderen er

Måske er vi mennesker netop nu ved at få et nyt forhold til den ægte fremtid: den, der ligger mere end to år forude.

I skivende stund tyder noget på, at den del af fremtidsforskningen, som gennem de sidste tyve år er blevet modsagt mest intensivt, for alvor er ved at erobre dagsordenen: klimaet. Lige nu smelter isen rent faktisk, og en målbar temperaturstigning globalt set er et faktum.

På rekordtid er energiforbrug og CO2-udledning blevet politisk gangbart stof, hippiernes snak om bæredygtig energi er blevet cool business og majs guld værd, fordi det kan omdannes til ethanol og dermed brændstof.

Det er nu tid til et ’come back’ for fremtidsforskningen og visionerne, fordi vi står over for en usikker verden, hvor vished og håb bliver en ligeså efterspurgt vare som majs.

Hvem erobrer denne fremtid? Hvem kan kommunikere, samarbejde med (fremtids)¬forskerne og navigere politisk og mediemæssigt på den internationale scene?

Nogle har grebet faklen og er stukket af. Fx den tidligere amerikanske vice¬præsident og nu forhenværende politiker Al Gore. Med sit projekt An Inconvenient Truth har han i et miks af popularitet, mediebevidsthed og et fantastisk netværk til progressive erhvervsledere, politikere, journalister og underholdning på kort tid ført klimadebatten frem til et politisk tipping point i USA. Til der, hvor det nok betyder allermest for os alle sammen.

He has a dream!

Next Post

Previous Post

© 2017 NXT – branding in a world of social media, arts and rebellion