Artikel: Disruptive Karma Boys – virtual Robin Hoods?

Af Flemming Wisler, Fremtidsorientering juni 2007
I lokalet sidder seks mænd, alle i slutningen af tyverne og starten af trediverne. På bordet står kaffe, sodavand, øl, chips og flæskesværd. Lokalet er oplyst af laptops, og lyset fra projektoren på væggen.
– Vi er bare nogle gutter, der er kommet på en fed idé, og den vil vi lige vende med Jer, inden vi går videre.


Diskussionen bølger frem og tilbage. Mobiltelefonerne anvendes diskret under hele mødet og ind imellem sms’es der efter oplysninger. Eller oplysninger tikker ind med en diskret brummen fra andre dele af verden, hvor business er i gang, selv om det er lørdag aften i København.

Tøjstilen er lidt varieret – dog med den gennemgående linje, at alle er i sneakers og t-shirts og har skægvækst af forskellig længde. Nogle har en skræddersyet jakke på, andre en militærkasket.

Der surfes intensivt, og billedet på projektoren skifter konstant efterhånden, som flere vinduer åbnes til steder, hvor alt kan undersøges, vises og demonstreres. Statistik, løsninger, effekter, design og brands, som de færreste kender eksistensen af, fordi de enten er opstået dagen før eller er på før beta-stadiet.

Gruppen synkroniserer sin erfaring

Den enkeltes viden er dyb som et frit fald fra toppen af Google Earth, og den samlede viden for gruppen udgør en helhed, der tegner et af de mest interessante radarbilleder af business 2.0, der findes i netop i dette øjeblik.

Billedet fra nettet hænger i luften som en mosaik af sæbebobler, der forsvinder igen én efter én efterhånden, som de brister og erstattes af nye. Ingen tager notater, men der kradses lidt ned på hjørnet af noget kopipapir og på bagsiden af kvitteringer, eller hvad man nu har i lommen.

To af gruppens medlemmer går rundt og tænker. Én spiller bold – ’ti på tåen’ med en sammenrullet avis. Der er bevægelse i lokalet, men diskussionen er koncentreret og følger højlydt en fast linje trods afstikkere til andre vinkler og nye eksempler.

Gruppen er i flow i et vildt ridt på nettet og har tunet ind på dets dunkende puls. Det ligner en 30 års fødselsdag eller opvarmningen til en tur i byen. Men købekraften og indflydelsen i lokalet overstiger, hvad du vil finde i et næsten hvilket som helst dansk børsnoteret selskab – med en eller to undtagelser.

Succesens dna er ydmyghed

Gruppen er summen af de rette omstændigheder og mange års intensiv networking. Selvtilliden er ved at sprænge lokalet, men holdes i ave af en usynlig hånd.

Alle ved instinktivt, at den viden og det netværk, der er repræsenteret, kan udløse en kernereaktion. En bombe af business. Men alle ved også, at dette møde kun er en katalysator – et tidligt skridt. Meget skal falde i hak, før noget nyt sejrer på verdens største markedsplads.

Respekten for nettets dom og dets millioner af brugere har været den hårdeste lærdom, som alle i gruppen fik i dåbsgave, da de entrerede business 1.0 tilbage i slutningen af 1990’erne og omkring 2001. Men alle ved også, og flere har bevist med svimlende indtjening, at med den rigtige løsning og den rigtige distribution rammes de olieførende lag, hvor business ligger.
Der er i princippet ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Gruppens netværk har kritisk masse, og alle baser er dækkede. Eksperter er enten allerede med rundt om bordet eller kan kontaktes. Nu. Eller på mandag. Investorer står i kø.

Kernen i diskussionen er altså hverken kapital eller specialviden. Det er idéen. Her kommer det paradoksale spænd mellem vildskab og ydmyghed frem. Brugerne derude er den totale forudsætning for alt. Intet kan lanceres, forceres eller sælges, hvis ikke folket og deres globale netværk vender tommelfingeren op.
Her tales ikke om branding eller markedsanalyser. Her tales ikke om investeringer eller business-planer. Her tales om rock-hard backend, gratis produkter, strategiske anbefalinger og virale kædereaktioner.

Det specielle denne aften er, at der i gruppen findes en indbyrdes fælles ’feeling’ for det, der er nettets ånd lige nu. En uudsagt synkron tænkning i retning af, at alle former for smart bullshit omgående ødelægger din troværdighed, fordi du er i et marked med noget nær perfekt viden. Nettes gennemsigtighed og sociale karakter betyder, at tillid er den mest kostbare valuta, du kan handle med, og at kollektiv afstraffelse omgående kan lukke din business.

Smartere end markedet gør markedet smartere

Nøglen til accept og dermed et marked, der potentielt er verdens største, ligger i at tilbyde ægte merværdi i form af intelligente, overraskende, underholdende og gratis løsninger, der i sig selv er byggestene til en fortsat styrkelse af nettet.

Belønningen kommer i form af tilbageløb af idéer, spredning af løsningen og salg af nålestikspræcise tilbud enten i form af relevante ’no nonsense’ annoncer eller billige opdateringer til produktet. Tag ikke fejl! Nettet er super kommercielt, men du skal give noget, før du får noget som helst tilbage. Til gengæld får du ganske lidt fra ufatteligt mange.

Gruppen begynder at røre på sig. De fleste idéer, der lå lige for, har været oppe og vende, og det er tid til at komme videre. Nogle går i byen: De er ikke så tit i København mere, og andre cykler hjem. Alle ved, hvad de skal gøre hver i sær, og netværket kører videre i forskellige planer.

Idéen går videre til fase tre.

AUTENTISK HISTORIE: Denne beretning er fra et møde, der fandt sted i København i januar 2007 som led i udviklingen og lanceringen af en ny brugerdreven løsning til nettet. Gruppen havde deltagere fra ind- og udland og bestod af entreprenører, investorer, ledere og udviklere fra nogle af verdens mest succesfulde web-lanceringer.

Next Post

Previous Post

© 2017 NXT – branding in a world of social media, arts and rebellion